Biden er tilbage, men det er USA ikke
Biden-administrationen gør klogt i at arbejde på at forbedre USA’s økonomiske konkurrenceevne og styrke landets fysiske infrastruktur og menneskelige kapital. Det er i hele verdens interesse.
USA er tilbage. Det var den centrale besked, som den amerikanske praesident, Joe Biden, forsøgte at få igennem under sin første udlandsrejse, siden han i januar indtog praesidentembedet. Mens Joe Biden selv igen er kommet med blandt de globale ledere – efter at have vaeret vicepraesident i tidligere praesident Barack Obamas to administrationer – vil USA’s tidligere politikker måske ikke få samme mulighed for at gøre comeback.
Verden er anderledes nu end for blot få år siden. De geopolitiske spaendinger tager til, og samarbejdet om de faelles udfordringer er mere uopsaetteligt end nogensinde før. Isaer har Kinas fremkomst som en global stormagt ansporet en dyb og naermest eksistentiel frygt i USA, og det fremtvinger en revurdering af den førte politik.
En sammenligning mellem Biden-administrationens foreløbige nationale sikkerhedsstrategiske vejledning, der blev udgivet i marts, og den nationale sikkerhedsstrategi, der blev udgivet i 2015, dengang Joe Biden var vicepraesident, giver et lille indblik i logikken bag den revurdering. Strategien fra 2015 omhandler i vidt omfang Kina, og der stod bl.a., at USA ville anvende »streng overvågning« af landets »militaere modernisering og udvidelse af tilstedevaerelsen i Asien«.
Den seneste vejledning fokuserer enormt meget på USA’s »stigende rivalisering« med det »mere og mere selvhaevdende« Kina – og foreslår en strategi til håndtering deraf. »Samlet set vil denne dagsorden styrke vores vedvarende fordele og gøre det muligt for os at sejre i den strategiske konkurrence med Kina eller enhver anden nation,« står der i dokumentet.
Biden-administrationen gør klogt i at arbejde på at forbedre USA’s økonomiske konkurrenceevne og styrke landets fysiske infrastruktur og menneskelige kapital. Det er i hele verdens interesse. Hvis USA vil kunne konkurrere effektivt med Kina, vil landet imidlertid få brug for at se langt ud over egne graenser – og langt ud i fremtiden.
Aktuelt udspiller konkurrencen mellem USA og Kina sig primaert på det økonomiske område, idet Kinas bnp fortsat stiger, og landets ledere arbejder målrettet på at skabe staerkere og staerkere handelsog investeringsrelationer med andre lande og regioner verden over. Kina er allerede en handelssupermagt, og flere end 100 lande handler mindst dobbelt så meget med Kina som med USA.
Omfanget af Kinas udvidelse og konsolidering af landets handelsdominans vil bidrage markant til at bestemme størrelsen af landets politiske indflydelse. Og hvis Bidenadministrationens nylige vejledning skal ses som en rettesnor, vil Kina komme til at stå over for relativt få forhindringer på vejen mod landets mål.
I 2015 havde USA en fremadskuende handelspolitik, hvormed hensigten var at forme fremtidens globale handelssystem. I den nationale sikkerhedsstrategi anerkendte man f.eks., at initiativer som
TPP (Trans-Pacific Partnership) og TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) ville gøre USA i stand til at saette »verdens højeste standarder for arbejdstageres rettigheder og miljøbeskyttelse«, fjerne hindringer for USA’s eksport og gøre USA til »centrum for en frihandelszone, der daekker to tredjedele af den globale økonomi«.
I dag gaelder hverken TPP eller TTIP – i hvert fald ikke med USA som medlem. Obama-administrationens vision for det globale handelssystem blev skudt i saenk af praesident Donald Trumps administration og dennes merkantilistiske handelsfilosofi. Den helt store skuffelse er dog, at Joe Biden ikke virker ivrig efter at genoplive den. I stedet lader hans administration til at have valgt en defensiv og tilbageskuende tilgang til handel – en tilgang, som ligner Donald Trumps mere, end den ligner Barack Obamas.
På Joe Bidens tur til Europa blev han og EU’s ledere ganske rigtigt enige om fem års borgfred i deres 17 år gamle handelskonflikt om statsstøtte til flyproducenter. Men han fjernede ikke Donald Trumps told på europaeisk stål og aluminium. Han og hans europaeiske modstykker siger, at de »arbejder hen imod« en aftale, men selv hvis de indgår en aftale, vil den ikke afspejle noget, der ligner den vision og ambition, der motiverede de to parter i forbindelse med TTIP-forhandlingerne i 2015.
Med hensyn til handel er USA altså slet ikke ”tilbage”. Og Kina spilder ikke tiden og udnytter situationen til yderligere at styrke sin handelsprofil. Det har allerede vaeret afgørende med hensyn til at skabe verdens største frihandelsaftale, RCEP (Regional Comprehensive Economic Partnership), mellem 15 lande i Asien og Stillehavsområdet.
Kina har desuden meddelt sin intention om at gå med i CPTPP (Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership), som blev indgået af 11 lande, efter at USA trak sig ud af TPP. I juni blev CPTPP-medlemmerne enige om at indlede tiltraedelsesforhandlinger med Storbritannien. EU – som har arbejdet på at indgå handelsaftaler med disse lande – bør også overveje at gå med.
Hvad der kommer ud af Kinas fortsatte handelsindsats, må tiden vise. Det står dog klart, at kinesiske ledere forstår, hvor afgørende landets handelsforbindelser er for dets globale indflydelse. USA’s ledere har brug for på ny at laere den lektie – til gavn for både amerikanere og europaeere.
Copyright: Project Syndicate, 2021.