Derfor kunne man laense statskassen for 12,7 mia. kr. i kontortiden
Forløbet om refusion af udbytteskat for milliarder af kroner står som en af de største skandaler, det danske skattevaesen har oplevet. Efterspillet er netop blevet aktualiseret af en ny delberetning fra den undersøgelseskommission, der er sat til at kuleg
Prisen på arbejdet bag rapporten har passeret 60 mio. kr. Der er skrevet mere end
5.000 artikler og produceret flere tv-dokumentarer om den omfattende skandale om udbytteskat, hvor et netvaerk af advokater, banker og finansfolk har fået refunderet udbytteskat i flere europaeiske lande, som de angivelig ikke har vaeret berettiget til.
Alligevel har der ikke vaeret meget fokus på den delberetning, som den nedsatte undersøgelseskommission, der har til opgave at undersøge skattemyndighedernes rolle i sagen, afleverede til justitsministeren i sidste måned.
Delberetningen er et samlet vaerk på 4.384 sider med henvisninger til 7.281 sider med e-mails og notater fra sagen om den formodede svindel, der har påført statskassen et tab på 12,7 mia. kr.
Det digre vaerk landede den 14. juni lydløst som et vedhaeng til en pressemeddelelse på Justitsministeriets hjemmeside. I modsaetning til de mange andre skriverier om udbytteskatte-skandalen blev der ikke draget nogen konklusioner i beretningen. Her må laeseren selv begive sig ud i en oplysningsrejse ud fra mere end 100 afhøringer af insidere i og omkring Skattestyrelsen, og Finans giver dig her et overblik over sagen.
Penge til privatkontoen
Et godt sted at starte er den 2. februar 2011. Her landede en anmeldelse fra bagmandspolitiet hos Skattestyrelsens davaerende efterforskningsenhed, Økokrim. Anmeldelsen omhandlede skattemedarbejderen Sven Jørgen Nielsen, der over de forgangne fem år havde fået overført mere end 2 mio. kr. til sin privatkonto i Nordea. Pengene var afsendt fra en udenlandsk virksomhed med mellemstation hos en tidligere dansk bistandsklient, Torben Dilling, med bopael i USA, inden de tikkede ind på Sven Jørgen Nielsens konto.
Pudsigt nok fremgik overførslerne ikke af Sven Jørgen Nielsens selvangivelse. Og han var en del af en lille håndfuld medarbejdere, der stod for at behandle og refundere udbytteskat på aktier tilhørende udenlandske investorer i lande, som Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med. Faktisk sad Sven Jørgen Nielsen tilbage som eneste mand med den opgave fire år senere, hvor udbytteskatteskandalen i 2015 toppede med udbetaling af 7,8 mia. kr. til de formodede svindlere.
I december 2017 blev Sven Jørgen Nielsen idømt seks års faengsel for at have overført i alt 37,4 mio. kr. i »refunderede udbytteskatter« til et skattely i Caribien tilhørende den emigrerede tidligere bistandsklient, der havde vaeret Sven Jørgen Nielsens ven igennem 30 år.
Men det misbrug var der ingen ud over Sven Jørgen Nielsen og Torben Dilling, der kendte til i 2011. Alligevel var der allerede dengang nogen i systemet, der havde en mistanke om, at noget var galt. Bl.a. var skattedirektør i Skat Lars Nørding inde over sagen, og i sit dagsnotat for den 12. juli 2011 skrev han som en af sine tre personlige overvejelser omkring Sven Jørgen Nielsens skattesag:
»Bedrageri ved ulovlig overførsel pga. forfalskede refusionsansøgninger.«
Måneden efter var specialkonsulent Torben Børge Rasmussen fra Skattestyrelsens undersøgelsesenhed til møde hos Sven Jørgen Nielsens afdelingsleder, Lisbeth Rømer, hvor han ifølge sine egne notater spurgte ind til, om Sven Jørgen Nielsen kunne »fikse« med tallene i forbindelse med refusion af udbytte.
»Lisbeth Rømer mente ikke, at Sven Jørgen Nielsen kunne gøre noget som helst, da han var en sød og rar og betroet medarbejder,« har Torben Børge Rasmussen ifølge delberetningen forklaret.
Selv om Lisbeth Rømer stolede på Sven Jørgen Nielsen, havde hun dog bange anelser om, at det danske system med refusion af udbytteskat kunne misbruges.
USA’s usynlige selskaber
Hendes frygt var vokset, da der i 2010 var åbnet for refusion af udbytteskat på danske aktier til amerikanske pensionskasser.
»I udbytteadministrationen vidste de, at ”America is big”, så da der blev åbnet for denne mulighed, prøvede de at finde ud af, hvad det drejede sig om, og hvor store de var, f.eks. om de var ligesom PFA. Det var ikke altid, at de kunne finde dem eller slå dem op, men reglen var, at de skulle honorere det. Det var utrolig svaert at følge med i, og maengderne var enorme. Forespurgt, om ikke man ville få rynker i panden, når man ikke kunne slå sådan en institution op, forklarede vidnet, at de havde så mange rynker, at de dårligt kunne se ud af øjnene. De vidste jo ikke, hvordan det var derovre, og de fik ikke nogen hjaelp,« lyder en del af referatet af afhøringen af Lisbeth Rømer.
Faktisk arbejdede gruppen uden nogen egentlig kontrol af de oplysninger, som de modtog i forbindelse med sagerne. Eller som det udtrykkes i det indirekte referat af Lisbeth Rømers afhøring:
»I forbindelse med refusionerne følte de, at de havde et udbetalingsgrundlag, som hvilede på tre ben: en ansøgning fra aktie-ejeren, en udbyttenota fra en bank og en attestation fra det lokale skattevaesen. Hele kravet var funderet i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, og når de tre ting var til stede, var der ikke mere for dem at gøre. De ville gerne have kunnet kontrollere, at det, som aktie-ejeren anførte, var rigtigt, men det kunne de jo ikke.«
En forklaring, der understreges af en raekke bilag med udfyldte skemaer, hvor et udenlandsk firma specialiseret i at søge refusion af udbytteskat på vegne af et helt og aldeles ukendt amerikansk enkeltmandspensionsselskab havde indsendt et dokument, hvoraf det fremgik, at det ukendte enkeltmandspensionsselskab netop havde modtaget et udbytte på 30,4 mio. kr. på sine Novo Nordisk-aktier, hvor der var indbetalt 8,2 mio. kr. i udbytteskat.
Det var ikke et dokument udfyldt af en stor bank eller officiel myndighed. Det var blot et udprintet dokument fra det på davaerende tidspunkt ukendte firma Solo Capital, hvis ejer, Sanjay Shah, og en engelsk partner i dag er tiltalt for at have plyndret den danske statskasse for 9 mia. kr.
Dokumentet blev ledsaget af et officielt bevis fra de amerikanske skattemyndigheder på, at ansøgeren var et selskab bosiddende i USA, samt en fuldmagt, der fastslog, at det udenlandske firma havde lov til at opkraeve pengene på vegne af den amerikanske enkeltmandspensionskasse.
Og så blev pengene ellers sendt afsted af Skattestyrelsens folk til en konto i Barclays Bank i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og en raekke andre lande, herunder USA.
De ville gerne have kunnet kontrollere, at det, som aktie-ejeren anførte, var rigtigt, men det kunne de jo ikke. INDIREKTE REFERAT AF AFHØRINGEN MED TIDLIGERE AFDELINGSLEDER I SKAT LISBETH RØMER
Var advaret
Dette er egentlig ikke nyt. For Lisbeth
Rømer har ifølge afhøringen adskillige gange advaret om risiciene, hvilket igen er blevet underbygget af samtidige dokumenter. Det gaelder bl.a. i et møde fra september 2009, hvor hun og to andre medarbejdere fra afdelingen Regnskab 2 forklarede Skats interne revision om faren for at blive snydt.
»Regnskab 2 har gennem flere år vaeret
frustreret over, at der udbetales en del penge i forbindelse med udbytter, uden at der er en reel mulighed for at kontrollere, at der kun udbetales de korrekte beløb. Det er Regnskab 2’s vurdering, at der er et kaempe hul i forbindelse med udbyttebeskatning.«
Endvidere fremgår det af samme dokument:
»Regnskab 2’s arbejdsopgave er udelukkende af administrativ karakter. Der udføres ingen egentlig kontrol omkring udbytte, indberetninger eller betalinger.«
Et halvt år senere kom Skats interne revision med en massiv kritik af udbytteskatteordningen markeret med rødt for at understrege, at der her var noget, som der skulle rettes op på, fordi der ikke blev ført kontrol med, om investor reelt var aktie-ejer, og om investor reelt var skattepligtig til Danmark.
En del af kritikken blev gentaget tre år senere i en rapport fra skattevaesenets interne revision, hvor de skrev:
»Der er behov for, at Skat sikrer sig bedre mod, at der ikke sker uretmaessig refusion af udbytteskat.«
Da Lisbeth Rømer gik på pension i 2013, blev hun afløst af Dorthe Pannerup Madsen, som oplevede nye rekorder for refusion af udbytteskatter.
»Jeg laver i regnskabsgodkendelse for firmakode 6112 Udbytteskat en bemaerkning om, at der fra konto 2236i SAP38 er udbetalt pr. 30. juni 2014 i refusion til udenlandske aktionaerer 4.116.519.370 mio. kr., hvilket sammenlignet med totaltallet for 2013 – 2.851.494.605 mio. kr. betyder en stigning på 1.265.024.765 mio. kr midtvejs i 2014,« skrev Dorthe Pannerup til sin chef.
Chefen skrev tilbage: »Hej Dorthe! Hvad er årsagen?«
»Årsagen er, at flere amerikanske pensionskasser foretager opkøb i danske virksomheder.«
Hvortil chefen svarede:
»Tak for det – jeg synes, at det vil vaere fint, hvis vi får de oplysninger med i regnskabsgodkendelserne. Det giver en god ”årsagsforklaring.”«
De amerikanske pensionskasser var i realiteten ganske tyndt kapitaliserede enkeltmandspensionskasser, der i dag alle er sagsøgt af Skattestyrelsen for at have ladet sig misbruge til at svindle den danske statskasse for milliarder af kroner.
Året efter steg refusionerne til de amerikanske pensionskasser og en raekke selskaber i bl.a. Malaysia til nye højder.
Den 23. juni 2015 fik Skatteministeriet en regnskabsgodkendelse for maj måned udarbejdet af Skattestyrelsen, der indeholdt en ganske opsigtsvaekkende saetning:
»Periodens refunderede udbytteskatter udgør 4,2 mia. kr., hvilket er en stigning på 2,8 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år, hvor de refunderede udbytteskatter udgjorde 1,4 mia. kr. En del af stigningen kan henføres til, at flere amerikanske pensionskasser foretager opkøb i danske selskaber. Da disse ikke skal betale dansk skat, medfører disse opkøb store refusioner af udbytteskat.«
Hul i pengetanken
Pengene fossede altså med rekordfart ud af statskassen, og det stod snart klart og tydeligt at laese, for blot en uge efter advarede en kendt dansk skatteadvokat – én gang per telefon og tre gange via detaljerede e-mails – underdirektør i Skattestyrelsen Anne Munksgaard.
»Under henvisning til vores telefonsamtale for lidt siden skal jeg hermed pr. mail orientere Skat om en formodet svindel vedrørende udbetaling af indeholdt udbytteskatter i størrelsesordenen op til 500.000.000 kr.,« indledte advokaten sin skriftlige henvendelse.
»Svindlen foregår angiveligt gennem udnyttelse af DBO (dobbeltbeskatningsoverenskomster, red.) mellem Danmark og Malaysia. Et større antal selskaber har under foregivende af at eje aktier i danske børsnoterede selskaber formået Skat til at udbetale skatterne. Svindlen består angiveligt i, at der er tale om ”lånte” aktier, som cirkulerer rundt mellem et antal selskaber, der alle er kontrolleret af en eller måske i alt tre engelske statsborgere, men som vist alle bor i Dubai. Hovedpersonen er angiveligt en mr. Sanjay Shah, som ejer Solo Capitalkoncernen, som har selskaber i UK og Dubai,« skrev advokaten.
I de opfølgende e-mails fremsendte advokaten flere detaljer og navne.
Fagkonsulent Christian Baden Ekstrand med økonomisk kriminalitet som sit fagområde blev sat på sagen. Han forsøgte gentagne gange at få fat på Sven Jørgen Nielsen, der reelt sad ene mand og behandlede alle sager om refusion af udbytteskat. Men forgaeves, og Ekstrand valgte at opgive sit forehavende, da juni blev til juli:
»Forespurgt, hvad årsagen var til, at der ikke blev fulgt op på sagen eller blev sendt yderligere rykkere i den periode, og om det var, fordi sagen var gået i glemmebogen, forklarede vidnet, at sagen ikke gik i glemmebogen. Han afventede at få oplysninger fra Sven Jørgen Nielsen, som ikke kontaktede ham, og de havde på davaerende tidspunkt også andre sager i afdelingen,« fremgår det af delberetningen.
Den 27. juli tikkede der en meget ubehagelig e-mail ind fra de engelske skattemyndigheder med overskriften »Bistandsanmodning fra England – Sanjay Shah/Solo Capital Partners«. Ikke alene omhandlede den de samme personer, som advokaten havde anmeldt for formodet svindel halvanden måned tidligere, men e-mailen indeholdt også en bemaerkning om, at det var lykkedes for bagmaendene at hente 1 mia. kr. i den danske statskasse i 2014, og at de i 2015 planlagde at hente yderligere 8 mia. kr.
Brikkerne faldt på plads
Christian Baden Ekstrand havde stadigvaek ikke fået kontakt med Sven Jørgen Nielsen. Alligevel faldt brikkerne en uges tid senere på plads i puslespillet om danmarkshistoriens største skatteplyndring:
»Forespurgt, hvornår de konstaterede sammenfaldet mellem anmodningen fra England og listen fra advokat X, forklarede vidnet, at det gjorde de den 6. august 2015. Forespurgt, om det var noget, vidnet kontrollerede, eller om det var udbytteadministrationen, forklarede vidnet, at det gjorde han selv, da han kom ud til udbytteadministrationen og på Sven Jørgen Nielsens skrivebord fandt alle papirerne og sagsakterne. Da konstaterede han, at nu var der hits i sagerne.«
Der blev samme dag lukket for alle refusioner af udbytteskat. Og dagen efter sendte Christian Baden Ekstrand en kedelig e-mail ud:
»Vi har fundet ud af, at de benytter omkring 180 selskaber beliggende i USA og Malaysia, hvilket gør, at de kan søge hele den indbetalte udbytteskat retur. Fidusen består tilsyneladende i, at de internt i deres netvaerk handler/låner aktier, og at dette alene er luftposteringer. Der er aldrig sket fysiske overflytninger af aktiedepoter eller foretaget betalinger. Pengene vaskes i England og videreføres til selskaber på Cayman Island og British Virgin Island. Bagmanden, Sanjay Shah, UK og Dubai, får 80 pct. og de øvrige aktører 20 pct. af beløbene.«
Den formodede svindel blev altså afsløret. Resten af sagskomplekset handler nu om milliarddyre retssager, som lige nu og i årene, der kommer, vil blive ført i retssale i bl.a. New York, London, Dubai og København.