En vis mangel på arbejdskraft er godt for samfundet

»Virksomhederne skriger på arbejdskraft.« Vi hører det igen og igen. Fra arbejdsgivere. Borgerlige partier. De store medier … Onsdag indgik regeringen en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om flere haender, men ifølge arbejdsgiverne er det slet ikke nok, så kampagnen fortsaetter.

For arbejdsgiverne er der kun én løsning: mere udenlandsk arbejdskraft. I dag kan virksomhederne hente arbejdskraft fra hele verden, hvis de ansaettes til over 37.083 kroner om måneden. Det er inklusive feriepenge og pension, så arbejdsgiverne kan allerede i dag hyre både specialister og velbetalte faglaerte worldwide.

Hertil kommer fri bevaegelighed i EU. Det har allerede bragt tusindvis af østeuropaeere til Danmark, men også skabt en vildtvoksende underskov af platugler. Så sent som i denne uge kunne Fagbladet 3F afdaekke, hvordan mange

Kina- og sushirestauranter hyrer rumaenere til 20-30 kroner i timen.

For arbejdsgiverne og deres hylekor er det imidlertid ikke nok. Fra politisk korrekte radikale til profithungrende restauratører kraeves det, at »vi skal saenke beløbsgraensen« – danskere med lønninger på 30.000 kroner skal også under pres. Reelt er det et krav om fri indvandring, så måske er det tid til at få øje på det bredere billede:

I sommer offentliggjorde Danske A-kasser en analyse af det seneste tiår. Bag den megen glamour om stigende beskaeftigelse er nogle rå realiteter: Ja, beskaeftigelsen steg markant fra 2013 til 2019, men det skyldes to grupper – udlaendinge og danske seniorer. Antallet af danske statsborgere under 60 på sociale ydelser har stort set ikke aendret sig.

Når økonomien går op, kommer folk på dagpenge i arbejde, men gruppen på førtidspension, sygedagpenge, kontanthjaelp m.v. er påfaldende konstant. Eneste lyspunkt er, at flere er i fleksjob, ofte ”minifleksjob” under 15 timer om ugen – lidt flere fra de svage grupper visiteres således til en plads på arbejdsmarkedet.

Det brede billede er imidlertid, at op mod 600.000 danskere cykler rundt i diverse ordninger. »Hele det højtbesungne arbejdsudbudsregime har vaeret en fiasko … Antallet på forskellige ordninger er naesten konstant,« sagde direktøren for a-kasserne, Verner Sand Kirk, til Weekendavisen.

I de seneste uger har vi med rette diskuteret kraesne nyuddannede akademikere, der kun vil tage ”drømmejobbet”. Måske skal vi også diskutere kraesne arbejdsgivere, der kun vil have drømmekandidaten.

Stigende pensionsalder har ikke kun bragt flere seniorer i arbejde, men også øget ledigheden. Jeg havde det selv taet på, da min hustru blev fyret som 59-årig. Hun havde et flot cv, søgte snesevis af job, men kom på to år kun til samtale to gange – forgaeves. Masser af seniorer beretter noget lignende.

Vi har i de seneste årtier fået et mindre rummeligt arbejdsmarked. Store grupper, der ikke er 110 pct. effektive, parkeres i stedet på overførselsindkomst. Udenlandsk arbejdskraft har kun gjort arbejdsgiverne mere kraesne. For restauratøren er det nemmere med en 27-årig EU-borger end en 45-årig dansker, som både har barns sygedag og familiaere hensyn til vagtplanen.

Kravet om mere udenlandsk arbejdskraft peger frem mod et todelt samfund. Hvor stadig flere job besaettes med folk udefra, mens danskere havner i udenforskab. Lad os i stedet se disse års buldrende højkonjunktur som en chance. ”Virksomhedernes sociale ansvar” må forfremmes fra skåltaler til virkelighed.

Gruppen på førtidspension, sygedagpenge, kontanthjaelp m.v. er påfaldende konstant.