Der er ikke langt fra et rislende brusebad til marcherende gule veste

I løbet af godt et år er benzinpriserne her til lands steget fra 9 til 14 kr. literen. Det gør enhver politiker nervøs. Men lad mig begynde et andet sted.

Hvem har ikke prøvet at få en overhaling af husets unge mennesker, fordi man kom til at lade vandhanen løbe, mens man børstede taender? Kort tid efter kan man så, paradoksalt nok, høre bruserens sagte rislen i et helt kvarter, fordi selvsamme unge idealist havde et uimodståeligt behov for at lade de varme stråler rense legeme og sjael. Det er jo noget helt andet, altså! Min erfaring siger mig, at man skal undlade at bemaerke den manglende logik, for det preller af som vand på en gås.

Overfører man dette uskyldige haendelsesforløb til den storpolitiske scene, lyder historien sådan her: Da Emmanuel Macron i 2017 blev praesident i Frankrig, skete det kun få måneder, efter at han havde grundlagt sit eget parti, En Marche, som betyder “i bevaegelse” eller “fremad”.

Men der gik kun kort tid, før Macron måtte sande, at dét med forandringer kan vaere fint nok at tale om, men når det begynder at berøre hverdagen for borgerne – så rejser vreden sig!

Allerede året efter Macrons kanonvalg begyndte de gule veste at marchere i gaderne overalt i Frankrig i protest mod stigende afgifter på benzin og diesel. Det var ikke meningen!

De gule veste skabte uge efter uge ustabilitet og politisk uro i Frankrig i et omfang, der gav rystelser overalt i Europa. Det blev tydeligt, at selv stabile demokratier hurtigt kan destabiliseres, når folket rejser sig i protest.

Den angst sidder fortsat som en gul djaevel på skuldrene af politikere overalt i Europa. Det er let nok at få opbakning, når man taler om nødvendig klimaindsats i politiske valgtaler. Og det er en overkommelig opgave at opstille politiske mål langt ude i horisonten om nedbringning af CO2-udslip, et baeredygtig landbrug og en industri, der må omlaegge produktionsformerne.

Men hvad så, når det begynder at få konsekvenser for borgerne? Øgede transportomkostninger, stigende fødevarepriser, indgreb i spisevaner og restriktioner på den globale transport af mennesker og varer? Politikere frygter de naeste skridt i klimaindsatsen. Ingen ønsker franske tilstande.

Ro på, vil nogen sige: Her i Danmark reagerer paene borgere da ikke på samme måde som de temperamentsfulde franskmaend, der opfører sig som vandaler. Det er muligvis rigtigt. Men de paene danskere kan marchere på andre måder. Der er noget, der hedder vaelgervandringer. Og vreden vil altid rette sig mod den til enhver tid siddende regering, for øjeblikket Socialdemokratiet.

Hidtil har S-regeringen købt sig til klimaindsatsen. Milliarder af skattekroner er som en blid bruser skyllet ud over borgerne som støtteordninger og kompensationer. Det er ikke nødvendigvis en dårlig idé. Hele Folketinget skal også roses for at stå sammen om en landbrugsaftale, der skaber en vis forudsigelighed for landbruget.

Men skal der ske banebrydende aendringer, løber statskassen tør for kompensationskroner, og så bliver alt dyrere. Vreden lurer. Også i Danmark. For det er aldrig lige mig, det skal ramme. Forstå det dog!

Når den stille rislen af skattekroner ikke laengere raekker, vil protesterne rejse sig. For der er logisk sammenhaeng mellem, hvad vi gør, og hvad det koster. Det opdagede Macron på den hårde måde. Og politikere med unge børn ved det instinktivt fra hjemmefronten.

Politikere frygter de naeste skridt i klimaindsatsen. Ingen ønsker franske tilstande.