Man kan have ret – men aldrig få ret

Hvis retssikkerheden skal bibeholdes i civile sager, må vi aendre og forbedre systemet, så retssager kan gennemføres inden for rimelig tid og rimelig økonomi. Lige nu er vi ved at nå dertil, hvor retssikkerheden haenger i en tynd tråd.

Folketinget har ofte fokus på straffesagernes behandling ved domstolene. Hvad skal straffen vaere for vold, dokumentfalsk og voldtaegt?

Det hører således til undtagelserne, at Folketinget drøfter de civile retssagers skaebne, herunder borgernes muligheder for at anlaegge retssag, sagens omkostningsmaessige konsekvenser og ikke mindst dens tidsmaessige udstraekning. Her burde der ellers vaere nok at tage fat på. Og det gaelder, uanset om det er en privat person, der har købt et hus med mangler, eller det er en virksomhed, der har leveret til en kunde, der af den ene eller anden grund ikke vil eller kan betale.

Alt for mange borgere og alt for mange virksomheder har ret, men får aldrig ret. Udsigten til tre-fire års sagsbehandling før endelig dom samt udsigten til voldsomme sagsomkostninger afholder desvaerre flere og flere fra sagsanlaeg – også selv om sagen ligner en oplagt vinder.Det er dybt betaenkeligt i et land, der gerne vil smykke sig med retssikkerhed.

Får en grønthandler et krav om lejeforhøjelse fra en årlig leje på 100.000 kr. til 200.000 kr., vil sagen blive afgjort i henhold til rettens skøn over markedslejen i kvarteret. Tabes sagen, vil de samlede sagsomkostninger inkl. retsafgift, syn og skøn, salaer til egen advokat og til modpartens advokat sandsynligvis ligge omkring 150.000 kr.

Det er en risiko, som kun de faerreste tør løbe, så i stedet for at protestere og tage retssagen, ja, så accepteres kravet ofte uden videre – rimeligt eller ej. Det gaelder i sagens natur i udpraeget grad, når man er den økonomisk svage part.

Det er en tvivlsom retssikkerhed.

Man burde her udvide mulighederne for fri proces, herunder beløbsgraenserne for personer (i dag 437.000 kr. i årlig indkomst for et aegtepar), dels i højere grad gøre det muligt for mindre erhvervsdrivende at opnå fri proces. Bl.a. til finansiering heraf burde ordningen ved samme lejlighed aendres, så der ikke kan ydes fri proces efter saerreglen om ”saerlige grunde” (retsplejelovens § 329) til personer, der i tide kunne have forsikret sig mod den pågaeldende procesrisiko. Her kan der hentes rigtig mange penge. Det bør eksempelvis ikke vaere muligt for bankbestyrelsesmedlemmer at opnå fri proces til daekning af millionudgifter til medvirkende advokater, hvor de pågaeldende enten selv eller via bestyrelsen kunne have tegnet daekkende forsikringer.

I det hele taget bør mulighederne for fri proces i højere grad indrettes, så de animerer borgere og virksomheder til at sikre sig med en forsikring, der daekker retshjaelp.

Som et yderligere element til finansiering af de bedre muligheder for fri proces til ”almindelige mennesker” kunne der herudover – som i Norge og Sverige – overvejes en egenbetaling, dvs. en ”selvrisiko” på måske 5-10 pct.

Det er ikke bare den omkostningsmaessige side af sagen, der er problematisk i et retssamfund. Også den aktuelle tidsmaessige udstraekning er mindst lige så alvorlig.

Civile retssager straekker sig i dag fra hurtige afgørelser i en småsagsproces og op til eksempelvis ni år (i en instans!) for en sagsøgt bankbestyrelse.

Rigtig mange sager fordrer sagkyndige erklaeringer, syn og skøn m.v., før sagen kan domsforhandles i byretten, og det er ikke usaedvanligt, at der går to-tre år, før man ser en faerdig dom.

Herudover er der mulighed for at anke til landsretten, hvorefter der hurtigt løber halvandet-to år oveni, inden der foreligger en endelig dom, der kan danne grundlag for betaling eller udlaeg hos skyldneren.

”Kreditanke” er efterhånden et velkendt begreb inden for den praktiske del af juraen. Ikke sjaeldent sidder vinderen tilbage med en dom, der reelt ikke er det papir vaerd, den er skrevet på, for når den endelige dom langt om laenge foreligger, og betaling skal finde sted, så er taberen gået konkurs. For vinderen resulterede ”retssamfundet” i lang ventetid, en dom, der ikke kan bruges til noget, samt kolossale sagsomkostninger i form af retsafgift, udgifter til sagkyndige samt ikke mindst til egen advokat.

Flere indikatorer tyder herudover på, at retsvaesenet bliver endnu mere belastet i de kommende år, når eksempelvis efterveerne af forskellige covid-19-pakker dukker op tillige med en bølge af sager vedrørende bankopgørelser.

Som situationen er i domstolssystemet i dag, må man derfor saette spørgsmålstegn ved, om vi har et system, hvor den, der har ret, også får ret.

Der burde – modsat i dag – tillades advokater at aftale et højere salaer ved vundne sager mod at afstå fra salaer, hvis sagen tabes.

No cure – no pay kan på den måde medvirke til, at borgere, der i dag af omkostningsmaessige grunde ikke tør søge deres ret, kan gå til en advokat, der måske har mod på at løbe risikoen for manglende salaer til fordel for højere salaer, hvis sagen vindes.

Da jeg selv i 1982 startede advokatkontor uden klienter og med tom kalender, ville en sådan ordning have vaeret attraktiv både for mig og for den borger, der ellers ikke havde råd – eller nerver – til at anlaegge sag.

Men det skal understreges, at forslaget er et nulsumsspil for advokaterne – nogle sager vindes til et bedre salaer. Andre tabes til intet salaer. Og endelig kan advokatmyndighederne for en sikkerheds skyld påse, at aftalen på ingen måde er urimelig over for borgeren.

Vort domstolssystem er underbemandet i et omfang, der slet ikke tåler sammenligning med andre europaeiske lande. En vis indsprøjtning undgår vi ikke – blot skal det sikres, at den ikke, som det så ofte ses, fortoner sig i det store system uden effektiv forbedring af sagsbehandlingstiden.

Nogle vil sige, at ordningen klinger amerikansk. Men er det ikke mere retfaerdigt, at en skadelidt person eksempelvis får 70 pct. af sit krav for invaliditet – uden risiko for tabte sagsomkostninger – end det nuvaerende danske alternativ, hvor man får 0 kr., når man ikke kan eller vil løbe risikoen for sekscifrede sagsomkostninger.

Måske skulle vi også se på, om domstolenes indretning – den såkaldte småsagsbehandling (hvor der som oftest ikke medvirker advokat) – kunne udvides til at omfatte større sager end den i dag gaeldende graense på 50.000 kr.

Og hvem har sagt, at systemet fra fogedretten, hvor en kontorfuldmaegtig (”§ 17a-fuldmaegtig”) klarer mange sager, ikke i højere omfang kunne overføres til andre dele af civilretten med hurtig og billig vurdering af simple, ukomplicerede sager? Naturligvis med fri mulighed for at indbringe sagen til saedvanlig dommerbehandling i byretten. Så sker der dog en vis indledende prøvelse uden ventetid og udgifter.

Endelig må det erkendes, at vort domstolssystem er underbemandet i et omfang, der slet ikke tåler sammenligning med andre europaeiske lande.

En vis indsprøjtning undgår vi ikke – blot skal det sikres, at den ikke, som det så ofte ses, fortoner sig i det store system uden effektiv forbedring af sagsbehandlingstiden.

Hvis retssikkerheden skal bibeholdes – også i de civile sager – dvs. sager mellem borgere og virksomheder mv. – så er vi nødsaget til at aendre og forbedre det eksisterende system, så retssager kan gennemføres inden for rimelig tid og rimelig økonomi.

Såvel sagsbehandlingstiden som procesøkonomien har over de senere år nået et omfang, hvor retssikkerheden haenger i en tynd tråd.

Den 14. oktober fejrer Birthe og Hans Skaarup diamantbryllup. Festen bliver holdt på et senere tidspunkt. Birthe Skaarup er et kendt navn hos Dansk Folkeparti. Fra 1998 til 2007 var hun medlem af Folketinget for partiet, og her var hun bl.a. formand for Folketingets Sundhedsudvalg og har siden også vaeret medlem af Københavns Borgerrepraesentation. I dag er hun medlem af bestyrelsen for Helsefonden og i Ankestyrelsen. Birthe Skaarup har sagt ja til at stå på listen for Dansk Folkeparti til valget til Borgerrepraesentationen i København.