”Vild med dans”-dommerens aegteskab kunne sikkert have brugt en sportspsykolog
Anne og Hans-Henrik Laxholms topprofessionelle dansekarriere og privatliv har vaeret sammenfiltret i en grad, så ”Vild med dans”dommeren til tider har frygtet, at det skulle ende med mord, når temperamenterne gnistrede. Men det har vaeret det vaerd, siger
Siden ”Vild med dans” blev sendt første gang i 2005, har den tidligere verdensmester og europamester i dans, Anne Laxholm, befundet sig i underholdningsprogrammets dommerpanel. Altid med et skarpt øje på fodarbejdet og posituren. Altid ulastelig klaedt med flot sat hår og makeup og med feedback til danserne givet på et formfuldendt dansk.
I dag fylder hun 70 år og løfter her en lille flig af scenetaeppet ind til sin lange dansekarriere, der begyndte som treårig, men tog fart, da hun som 15-årig mødte sin dansepartner og senere aegtemand, Hans-Henrik Laxholm, på en danseskole i Helsingør. Sammen blev de elitesportsudøvere, der flyttede til London – først for et år – men endte med at blive der i 28 år for at fremme karrieren ved at laere af de bedste, mens de sideløbende var ivaerksaettere med et vaeld af ansatte, før de flyttede hjem igen til Danmark med deres 10-årige datter og åbnede Dance Academy Laxholm, hvor både hun og hendes mand i dag stadig underviser.
Du har sagt om dit aegteskab, at det sagtens kunne vaere endt med mord. Hvorfor?
»Mord ... eller selvmord. Men du glemmer dog den vigtige tilføjelse, som er, at ingen af os nogensinde har taget det afgørende trin og ringet til skilsmisseadvokaten. Folk er jo forskellige. Hans-Henrik og jeg ligeså, og vi kommer fra meget forskellige baggrunde. Jeg er opdraget til at opføre mig paent, ikke skabe mig og følge min mors anvisninger, og Hans-Henrik havde et utrolig temperament, men også et fantastisk drive, der fik os til at overkomme dansens strabadser. Når man både deler seng og dansegulv, bliver det meget intenst, og når man er ung danser, føler man ofte, at det må vaere partnerens skyld, for man har ikke det samme klarsyn på sig selv, som man får som aeldre. Vores liv var i de unge år ret intenst, og når det var slemt, var det slemt, men når det gik godt, var det naermest berusende. I dag har du jo sportspsykologer, som man kan koble på elitesportsudøvere, og det havde sikkert vaeret en god idé, men det fandtes ikke dengang. Jeg tror, at vores staedighed har vaeret vores redningsplanke. Vi er staedige på hver vores måde, og det har også holdt os sammen.«
Var det en sorg eller en lettelse, da I stoppede med at danse på eliteplan?
»Hverken-eller og bådeog. Vi stoppede, da jeg blev gravid i en alder af 37 år. Vi vidste, at selve dansen på eliteplan lakkede mod enden, hvis vi skulle forsøge at blive foraeldre, og dansen havde indtil da fyldt alt. Vi var så fantastisk heldige, at jeg blev gravid naesten øjeblikkeligt, men det betød også en noget brat slutning på dansekarrieren. Jeg tror egentlig, at det var vaerst for Hans-Henrik. Graviditeten fyldte jo for mig, men der var en tid, hvor han var lidt lost, mens han fortsatte med at rejse verden rundt for at undervise, og jeg gik derhjemme. Der var naturligvis lidt sorg, men også lidt lettelse. Som elitedanser har man jo evig dårlig samvittighed. Kunne man traene mere? De nagende følelser forsvandt jo med graviditeten. For syv år siden dansede Hans-Henrik og jeg en slowfox som del af Knaek Cancer-udgaven af ”Vild med dans”, hvor vi igen traenede sammen og opdagede, at vi stadigvaek kan flytte os hen over gulvet. Jeg er glad for, at vi stadig kan blive høje over at danse sammen. Den dag, hvor vi ikke kan flytte os hen over gulvet, vil det blive en stor sorg. Det er ren terapi.«
Du virker altid som en med perfekt hår og udtryk og i fuld kontrol – hvornår har du sidst mistet selvkontrollen?
»Hvis du med mister kontrollen mener bliver sur, har jeg en meget lang lunte. Det sker sjaeldent, men jeg kan godt komme op i det røde felt. Isaer hvis folk surmuler. Det irriterer mig eksempelvis, hvis Hans-Henrik går rundt og er sur og ikke vil tale om det, hvilket jo er nødvendigt for at rense luften. Det er spild af god tid. Taenk, hvis en af os faldt død om, mens vi gik rundt der og var tavse og surmulede. Nej, det er spild af god, dyrebar tid sammen.«
Hvem er den bedste danser, du har set i ”Vild med dans”?
»Det er et umuligt spørgsmål, men hvis jeg må fremhaeve en, der rørte mig, så var det, da jeg så Marianne Eihilt og Joachim B. Olsen danse til ”Musens sang”. Jeg havde aerlig talt taenkt lidt på, hvordan det mon ville se ud, for Joachim B. Olsens overarme var lige så store som Mariannes liv, men det var rørende at se på.«
Gør det fysisk ondt på dig, eller graeder du lidt i søvne, når du kommer i tanke om synet af Allan Simonsen på et dansegulv?
»... (hun griner stille ...) Nej .... hvad enten det er Allan Simonsen eller enhver anden, der har svaert ved det, taenker jeg, at de er modige. De underlaegger sig et benhårdt traeningsprogram, og samtidig stiller de sig frem foran 1 mio. tvseere. Det har jeg dyb respekt for. Uanset om danserne danser til et ettal eller højere, synes jeg, at man kan se, at traeningen også udvikler dem som mennesker. Det ser vi også på danseskolen, og vi maerker det selv, når vi danser.«
Hvad var det svaereste ved at flytte tilbage til Danmark efter 28 år i England?
»Vi vendte hjem, fordi vi gerne ville give vores datter, der var 10 et halvt år, muligheden for en dansk skolegang og en reel tilknytning til Danmark. Mit sprog var gammeldags, da jeg vendte hjem. Jeg lød som dronning Margrethe – eller en tidslomme, for det havde ikke udviklet sig siden 1974. Det svaereste var, at vi boede det første år i min mors hus, som desvaerre var død, kort før vi vendte hjem. Sorg og hjemve var en hård cocktail, samtidig med at meget i samfundet havde udviklet sig i vores fravaer. Jeg kan huske, at jeg ikke anede, hvordan man købte en togbillet på en dansk togstation. Men det var trods alt ikke lige så hårdt, som da vi flyttede til det fattige sydvest-London midt under oliekrisen, og begyndte at arbejde os op.«
Hvor laenge skal du vaere dommer i ”Vild med dans”?
»Jeg tager et år ad gangen. Det er en spaendende opgave, og der er så mange interessante faktorer. At det er direkte fjernsyn, skaber en intens stemning i studiet, og hele produktionsteamet er – udover at mange af dem efterhånden føles naesten som familie – nogle utroligt dygtige mennesker. Og sidst, men absolut ikke mindst, kommer mine dejlige meddommere. Jens, som er en af vores tidligere elever og var en af landets bedste turneringsdansere. Marianne, som selv har deltaget mange gange i ”Vild med dans” og nu er kommet på panelet som et frisk pust. Nikolaj, som var en fantastisk balletdanser, og som nu er min dejlige, faste sidekammerat, og endelig festlige, sjove Britt, som jo heldigvis er vendt tilbage efter en saesons pause. Jeg har kendt Britt, siden ”Vild med dans” startede i 2005, og vi har det hyggeligt sammen. Jeg glaeder mig hvert år til vores faste juletradition, hvor vi går ud og køber julegaver til vores meddommere m.fl. inden semifinalen.«
Uanset om danserne danser til et ettal eller højere, synes jeg, at man kan se, at traeningen også udvikler dem som mennesker. Det ser vi også på danseskolen, og vi maerker det selv, når vi danser. ANNE LAXHOLM, X FACTOR-DOMMER
Anne Laxholm, X Factor-dommer og danser, Rungsted Kyst