Den klimapolitiske krise er global

Det skorter ikke på højstemte politiske taler om at standse klimaforandringerne, begraense den globale temperaturstigning til 1,5 grad og sikre global nuludledning i 2050.

At der er langt fra ord til handling, viser årsrapporten World Energy Outlook 2021 fra Det Internationale Energiagentur (IEA). Investeringerne i klimaomstillingen skal tredobles frem mod 2030, men selv det kan ikke forhindre en fortsat vaekst i efterspørgslen efter fossile braendsler.

Praecis samme budskab kan man laese i årsrapporten

World Oil Outlook 2021 fra Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec), der forudser, at verdens brug af olie og naturgas vil fortsaette med at stige frem mod midten af dette århundrede. Kun forbruget af kul ventes at falde, men vil dog fortsat udgøre naesten dobbelt så stor en andel af den globale energiforsyning som sol- og vindenergi.

For så vidt er der intet overraskende i budskaberne fra IEA og Opec, da enhver normalt taenkende har kunnet raesonnere sig frem til, at det er umuligt at omlaegge den globale energiforsyning inden for et så komprimeret tidsrum, som de mest vidtløftige politikere og miljøorganisationer haevder.

Transitionen er ekstremt kompleks og vil i betydeligt omfang skulle ske ved hjaelp af teknologiske løsninger, der dårligt nok er på tegnebraettet. De løsninger, som bl.a. regeringen og et bredt flertal i Folketinget griber til, eksisterer ikke i kommerciel skala, hvorfor ingen aner, om de nogensinde vil kunne implementeres på et forretningsmaessigt grundlag.

To energiøer i Østersøen og Vesterhavet skal levere elektricitet fra vindmøller, der for en dels vedkommende skal anvendes til via elektrolyse at udvinde brint af havvand. Hvad denne brint skal bruges til, og hvorvidt der overhovedet vil vaere et marked for brint, ved endnu ingen, men de to energiøer vil koste et stort trecifret milliardbeløb at etablere, og de vil først vaere sat i drift engang i 2030’erne.

Et af de områder, hvor regeringen mener, at brint kan anvendes, er i den tunge del af landevejstransporten ved at bruge braendselsceller i stedet for dieselmotorer, men det haeldes ned ad braettet i en ny analyse fra Klimarådet. Årsagen er, at teknologien kun har en effektivitet på 33 pct., mens tunge lastbiler drevet af elektrobraendstoffer er helt nede på en effektivitet på 23 pct., da der ifølge Klimarådet er et stort energitab ved at konvertere elektricitet til brint og tilbage igen fra brint til elektricitet.

Dette er blot en flig af de problemstillinger, som IEA peger på, at verdens regeringer ikke adresserer. Aktuelt er Europa, USA og Asien ramt af et energiprischok, der bl.a. skyldes den fuldstaendigt ukoordinerede omstilling af energisystemer, der allerede koster forbrugerne dyrt – først i form af statsstøtte til udbygningen af vedvarende energi, dernaest i form af rekordhøje priser på elektricitet, naturgas og benzin.

Klimaomstillingen er uomgaengelig, men det er alt andet end ligegyldigt, hvordan den gennemføres. IEA har ret i, at tempoet er alt for sendraegtigt og stadigt mere peger i retning af, at pengene anvendes alt andet end optimalt.

Forhåbentlig vil FN’s klimatopmøde i Glasgow bringe fornuften tilbage i den globale klimadebat, men der er latent risiko for, at alt for mange regeringer vil bruge COP26 til at profilere sig på vidtløftigheder frem for konkrete tiltag.

Realismen har ikke indfundet sig i alle hjørner af verden, og sandsynligheden for en universel helhedsløsning er desvaerre beskeden. Den største trussel er reelt ikke klimakrisen, men derimod den globale klimapolitiske krise.