Dansk velfaerd er ikke en eksportvare

Det er nok ikke gået manges naese forbi, at øremaerket barsel til maend er blevet en realitet. Lad mig slå fast: Det er ikke en blomst, der er groet i min have. Faktisk har jeg tidligere i denne avis udtrykt, at det er den forkerte vej at gå. For det er endnu et skridt imod et føderalt EU med en social union.

Og det er ikke, fordi jeg er modstander af, at maend tager en større andel af foraeldrenes samlede barsel.

Det er ikke, fordi jeg er modstander af mere ligestilling mellem kvinder og maend. Men jeg er modstander af, at EU skal blande sig i, hvordan danske og europaeiske familier indretter deres liv. De nye barselsregler er – for mig at se – et klart udtryk for mistillid til familier.

Vi bør have tiltro til, at danske borgere ved, hvad der er bedst for deres familier, og respektere deres ret til selvbestemmelse.

Oveni åbner barselsreglerne for en ny sluse af velfaerdsydelser, EUborgere helt frit kan udnytte, som de har lyst til. Det skyldes, at reglerne giver EU-borgere ret til at holde øremaerket barsel i Danmark op til ni år efter fødslen af deres barn.

Det betyder ganske enkelt, at en EU-borger kan få et barn i sit hjemland og senere få et job i Danmark og kraeve at afholde barsel på dagpenge eller fuld løn.

Forestil dig, at en EU-borger beslutter sig for at stige ombord på det naeste fly mod Danmark med sine tre børn. Ankommet og med dansk muld under fødderne kan EU-borgeren ånde lettet op med udsigt til at få barselspenge for alle tre børn. Efterfølgende stiller EUborgeren sig selv dette spørgsmål: Hvad kan Danmark kvit og frit ellers tilbyde til borgere, der hidtil ikke har betalt en skattekrone til det danske samfund?

Først og fremmest kan de få en gratis uddannelse betalt af danske borgere, der hver dag står op, går på arbejde, betaler deres skat og bidrager til vores faelles husholdningskasse i en god tro om, at deres hårdt tjente penge vil komme danskerne til gode. Og kniber det med at få økonomien til at haenge sammen derhjemme, kan EU-borgeren glaede sig over, at de har ret til SU på lige fod med danske studerende efter blot 10-12 timers ugentligt arbejde. Og bliver EUborgeren traet af vores land efter endt uddannelse, kan de rejse glade hjem med et diplom i hånden og som tak lade danskerne haenge på regningen for deres gratis uddannelse og SU-lån, som tit ikke betales tilbage.

Hvis vores velfaerdssamfund skal bestå, skal vi stoppe med at se blindt til, når EU gør danske velfaerdsydelser tilgaengelige for alle borgere i Europa.

Hvis EU-borgeren vaelger at blive i vores land, og jobsøgningen ikke giver pote med det samme, er der også hjaelp at hente. Ligesom der er hjaelp at hente, hvis EU-borgeren vaelger at sige sit job op efter én måned i landet. For både den udenlandske studerende og den udenlandske arbejdsløse har nemlig samme ret til dagpenge som danske borgere. På trods af at den udenlandske studerende ikke har bidraget med en krone. Og reglerne er tilmed så fleksible, at den udenlandske arbejdsløse kan tage de danske dagpenge med til hjemlandet i op til seks måneder.

I min verden er det helt grotesk. Hvis vores velfaerdssamfund skal bestå, skal vi stoppe med at se blindt til, når EU gør danske velfaerdsydelser tilgaengelige for alle borgere i Europa. Danske skatteydere skal ikke betale for borgere, der ikke bor i vores land, eller som opholder sig her som en døgnflue. For danske velfaerdsydelser bør altså tilhøre danskerne.