Nu vil de – for enhver pris – tilbage på hitlisterne
Den britiske rockgruppe Coldplay ofrer sangskrivningen på charmeforladt album med akavede gaesteoptraedener.
»Sengevaedere.«
Sådan vraengede Alan McGee, indehaver af pladeselskabet Creation Record – hjemsted for rockbands som Oasis og Primal Scream – i 2000 af britiske Coldplay, som netop havde udgivet debutalbummet ”Parachutes”. Det var hårdt sagt, for med hitsingler som ”Don’t Panic”, ”Trouble” og ikke mindst ”Yellow” leverede bandet yderst faengende poprock, som talte til fans af både U2, Radiohead og alt derimellem. Selv Nancy Sinatras udødelige James BondMartin” klassiker ”You Only Live Twice” formåede Coldplay at gøre til deres egen, da bandet i december 2000 besøgte det københavnske spillested Vega. Denne guitarstøjende liveoptagelse endte i øvrigt som B-side på en af Coldplays følgende singleudgivelser, men det er en anden historie.
Coldplay forfinede udtrykket på de følgende succesudgivelser ”A Rush of Blood to the Head” (2002), ”X&Y” (2005) og ”Viva La Vida or Death and All His Friends” (2008), som – trods afslebne kanter – kastede uopslidelige hitsingler af sig.
Fire desperate minutter
Så gik det galt. Forsanger Chris Martin og de øvrige medlemmer af Coldplay ville vaere popstjerner. De samarbejdede med Rihanna og Beyoncé i et produktionstungt lydbillede, hvor det tilsyneladende handlede mindre og mindre om sangene.
Coldplays aktuelle, niende studiealbum, ”Music for the Spheres”, er blevet til i samarbejde med den svenske stjerneproducer og sangskriver Karl Martin ”Max
Sandberg, som tidligere har assisteret i tilblivelsen af et antal massive hits med Britney Spears, Taylor Swift, Backstreet
Boys og The Weeknd.
Resultatet er beskaemmende. Der er for få gode melodier, til gengaeld er de tvivlsomme sange sovset ind i så mange effekter, at albummet fremstår totalt blottet for personlighed. Åbningsnummeret ”Higher Power” lyder som en kasseret Coca-Cola-reklame fra 1980’erne, men det er blot begyndelsen. Nu handler det – for bandet, som har solgt mere end 100 mio. plader, men floppede kommercielt med det forrige udspil ”Everyday Life” (2019) – tilsyneladende kun om at nå tilbage på toppen af hitlisterne.
Samarbejdet med popstjernen Selena Gomez fører ingen vegne. Coldplay blander blod med den koreanske drengegruppe
BTS – det største navn inden for den yderst succesfulde ungdomsgenre K-pop. Parterne mødes i syntetiske
”My Universe”, der må betragtes som de mest akavede, desperate og i bedste fald ligegyldige fire minutter i Coldplays 25 år lange karriere. Først i den smukke finale ”Coloratura” fornemmer man, at Coldplay består af levende mennesker, men da er det for sent, da er man blevet tvangsfodret med alt for mange tomme kalorier.
Lunkne plader eller ej – i Coldplay har de altid vaeret garanter for formidable liveshows, men der skal mere end konfettikanoner til, hvis bandet skal puste liv i sangene fra det nye album, når det atter står foran masserne i eksempelvis Parken eller på Roskilde Festival.
Og hvad med Alan
McGee? Han har ganske vist sendt en slags undskyldning til Chris Martin & Co.
»Jeg fortryder, at jeg kaldte Coldplay sengevaedere ... en smule. For i forhold til, hvad der kom efter dem, var de okay,« sagde han til The Guardian sidste år.
Gad vide, om han er lige så venligt stemt, når han har hørt den nye plade.
POP COLDPLAY MUSIC OF THE SPHERES PLG