En 85-årig samler har doneret 700 guldaldervaerker til en vaerdi af et tocifret millionbeløb

En ukendt privat samling af guldaldermalerier kan blive grundlag for et nyt dansk museum i Lemvig. Her har Frank Nicolajsen doneret 700 vaerker til projektet: »Som at en finde en guldskat – juleaften,« siger en ekspert.

For enden af et hjulspor i det virkelig vilde vest, hvor Jylland naermest vaelter ud i Vesterhavet, findes guldalderen. I så store maengder, at det kunne fylde flere store museer. I dag står de fleste af guldaldermalerierne og andre vaerker, fra dengang verden var figurativ, imidlertid pakket ind i pap og bobleplast. I lader og lagerrum fordelt over flere lokationer i Nordvestjylland, noget på Fyn, noget i København.

Men nu kan en god del af de flere tusinde vaerker vaere på vej frem i dagslys. De tilhører alle den 85-årige Frank Nicolajsen, der sammen med lokale ildsjaele, en tidligere direktør for Statens Museum for Kunst og Lemvig Kommune er i fuld gang med at realisere drømmen om et nyt dansk museum for guldalderkunst i en gammel toldbod på havnen i Lemvig.

Projektet tager udgangspunkt i Trans 12 km sydvest for Lemvig. Her bor den 85-årige Frank Nicolajsen – i en nedlagt, temmelig nedslidt landbrugsejendom – smukt placeret midt på en horisontal akse imellem Trans Kirke og Bovbjerg Fyr med Vesterhavet som vidstrakt perspektiverende horisont.

Hele livet har Frank Nicolajsen investeret først lommepenge siden arv og penge tjent på salg af ejendomme i guldalderkunst.

Ugift og barnløs etablerede han i 2016 Vestjysk Kunst Fond i håbet om at gøre sin 85-årige Frank Nicolajsen har samlet kunst siden han var 10 år. Ud af sin samling på flere tusind vaerker hidtil gemt i lader og lagerum har han doneret 700 guldaldermalerier, som efter planen skal vaere fundamentet for et nyt guldaldermuseum i Lemvig. Fotos: Joachim Ladefoged hidtil forholdsvis ukendte samling tilgaengelig for offentligheden.

Fonden rummer i dag knap 700 af Frank Nicolajsens guldaldervaerker, og ambitionen er, at de skal danne fundamentet for det nye guldaldermuseum. Donationen er af eksterne kunsteksperter blevet vurderet til en vaerdi på et tocifret millionbeløb.

Sommeren har kunstfonden brugt på at teste konceptet. Den 24. oktober lukker en udstilling af mere end 200 marinemalerier skabt af en raekke guldaldermalere – anerkendte som bl.a C.W. Eckersberg og andre forholdsvis ukendte – op gennem 1800tallet. Alle håndplukket blandt vaerkerne i Frank Nicolajsens samling. Marineudstillingen kom på benene i foråret i løbet af blot to måneder med velvillighed fra byrådet i Lemvig Kommune, der godkendte brugen af den gamle og tomme toldbodbygning, og med hjaelp fra kulturildsjaele og en haer af frivillige.

»Vi har fået meget positiv respons på udstillingen. Generelt skal man køre langt for at opleve guldalderkunst i Jylland. De fleste guldaldervaerker blev oprindeligt skabt og befinder sig i Østdanmark og omkring København. Et guldaldermuseum her bliver et unikt og alternativt kulturtilbud,« siger Lars Borst Hansen, direktør for Familie og Kultur i Lemvig Kommune og medlem af bestyrelsen i Vestjysk Kunst Fond.

Allerede inden prøveudstillingen lukker efter efterårsferien, er fonden i fuld gang med at søge relevante fonde om støtte til at omdanne toldboden til et permanent museum.

»Vi indtog bygningen, som den stod tom – på godt og ondt. Vi vidste, det ville give udfordringer i forhold til belysning og tilgaengelighed. Men vi har fået ros for at vise malerierne i så autentiske rammer. Et permanent museum stiller naturligvis krav til en omfattende renovering. Men ja; projektet er yderst realistisk– og vigtigt. Så Franks imponerende kulturarv kommer ud i lyset og kan nydes af mange og bevares for eftertiden,« siger Lars Borst Hansen.

Som at finde guld

Faktisk troede tidligere direktør for Statens Museum for Kunst kunsthistoriker Allis Helleland ikke sine egne ører, da hun første gang fik en henvendelse om guldalderplanerne i Lemvig. Vestjysk Kunst Fond spurgte, om hun med sine lokale rødder og sin store kunstfaglige baggrund ville bidrage til projektet. Allis Helleland er vokset op i Vandborg et par vejsving fra Trans, hvor Frank Nicolajsen nu bor.

»Jeg er flere gange tidligere stødt på Frank Nicolajsens navn, fordi han har lånt vaerker ud til mange museer – også til Statens Museum for Kunst. Men jeg har aldrig taenkt videre over hans samling. Og taenk sig, at en samler på min hjemegn råder over sådan en kunstskat. Det var som at finde guld – juleaften – at pakke det ene guldaldervaerk frem efter det andet fra hans mørke lagerrum. Som kunsthistoriker er det en oplevelse, man som regel kun får én gang i livet,« siger Allis Helleland, der i dag er pensioneret og bor i Nordjylland.

Hun kalder fonden og Frank Nicolajsens donation et kunstscoop, og hun har spillet en central rolle i at få sat sommerens udstilling op. Bl.a. har Allis Helleland kurateret de godt 200 marinevaerker. For hende giver det god mening at vise marinekunst, som ifølge kunsthistorikeren er en overset genre.

Nødvendig frivilligt engagement

Marinemalerier gennemgik op gennem 1800-tallet en voldsom udvikling i Danmark. Hovedsageligt på grund af Eckersberg, der var professor på Kunstakademiet og tog genren op som disciplin. Det praegede generationer af elever.

»Men køberne har traditionelt vaeret begraenset til folk med relation til flåden, rederier eller kongehuset. På den måde er det en skat, der altid har vaeret gemt og glemt,« siger Allis Helleland, der dog sporer nye vinde:

»Flere i den nye generation af museumsdirektører og kunsthistorikere viser den naesten landsforviste kunstform ny interesse. F.eks. har Den Hirschsprungske Samling vist en stor forskningsbaseret udstilling af guldalder-marinekunstneren Anton Melbye,« siger Allis Helleland, der tror og håber på, at marineudstillingen baner vejen for et permanent guldaldermuseum:

»Jeg er overvaeldet over den lokale gejst. Vi annoncerede efter frivillige for at kunne gennemføre udstillingen, og hele 40 meldte sig. Lemvig er i høj grad bygget på frivillighed, og i 30 år har frivillige sikret byen et museum for religiøs kunst. Det er et enestående engagement – og nødvendigt for at skabe museum på de kanter.«

Hjemme i Trans er Frank Nicolajsen glad

man kan nok ikke kalde mig en god købmand,« siger Frank Nicolajsen.

Forkaerlighed for forstudier

Huset ved havet i Trans har han omdannet til bibliotek og arkiv. Stuen er pakket ind i bogreoler, fyldt op med kunstlitteratur og alverdens auktionskataloger, mens ringbind med håndskrevne noter og affotograferinger af hans samling fylder kontoret op. Guldaldermalerier haenger der ingen af. De står stort set alle sammen pakket vaek i de mange forskellige lagerbygninger rundtom i landet.

»Jeg bruger lang tid på at studere og nyde nye malerier, jeg køber, inden de bliver stillet vaek. Jeg kan ikke laengere huske hvert enkelt af mine billeder, men mine fortegnelser og noter hjaelper mig til at huske.«

Hvad er det med dig og guldalderen?

»Guldaldermalerne var teknisk meget dygtige. Jeg er fascineret af detaljerne i billederne, som man kan kigge på i lang tid, mange gange, og stadig opdage nye detaljer. Jeg har altid hellere købt flere vaerker – måske af mindre kendte eller helt ukendte kunstnere – i stedet for at betale mange penge for ét dyrt maleri af en anerkendt kunstner,« siger Frank Nicolajsen.

»Jeg har købt store vaerker, men har isaer haft fokus på mindre vaerker – forstudier til de større vaerker. Forstudierne er ofte endnu bedre end de faerdige, store vaerker – og billigere,« siger Frank Nicolajsen, der også afslører et andet princip:

»Museer venter ofte med at købe vaerker, indtil det er fastslået, at en kunstner er et stort navn. Jeg er aldrig gået op i navne. Jeg køber det, jeg kan lide. En kunstner skal dog helst have vaeret død i mindst 50 år, før jeg synes, at vaerkerne er interessante. Og så kan jeg godt lide, at man kan se, hvad motivet forestiller – og ikke skal gaette på, hvad en kunstner vil fortaelle.«

Snarere ludoman end excentriker

Løbende har enkelte af hans mange vaerker vaeret udlånt til de store nationale museer; Statens Museum for Kunst, Arken, Aros, mindre museer og udstillingssteder rundtom i landet.

»Aldrig Louisiana. Der går min graense – og nok også deres.«

Frank Nicolajsen driver ikke laengere kunsthandel. Når man ikke bryder sig om at saelge, giver det ikke meget mening.

Samtidig siger han stille, at pengekassen er ved at vaere tom. Han havde ikke budgetteret med at blive så gammel. Alligevel finder han stadig midler til at købe vaerker. Det seneste for tre uger siden; et nyere marinemaleri fra første halvdel af 1900-tallet. Det er haengt op i Toldboden i Lemvig, og en gaest har allerede spurgt, om det er til salg. Forgaeves.

Hvad kan man egentlig kalde sådan én som dig? Excentriker eller passioneret samler?

»Ikke excentriker. Passioneret samler – måske, for det ligger vel ikke så langt fra ludoman? En ludoman kan ikke lade vaere med at spille. Jeg kan ikke lade vaere med at købe gode malerier. Forskellen er, at jeg ikke taber alle mine penge på afhaengigheden.«

I 1938 besaettes Østrig af nazisterne, og en advokat

JACOB WENDT JENSEN