Løsningen er ikke at splitte jobcentrene ad

Jobcenter-bashing er hverdagskost på de sociale medier. Vrede, skuffelse og usikkerhed bliver rettet mod jobcentrenes ansatte og ledelser.

”Systemets” bashing af jobcentrene er ikke hverdagskost, men har i mange år vaeret helt almindelig. Jobcentrene kritiseres for at sanktionere for lidt, sanktionere for meget, kontrollere og aktivere meningsløst. Jobcentrene duer ikke til højtuddannede, de forvaerrer borgernes arbejdsevne, de pensionerer for få – og for mange. Og så videre.

”Systemet” er de skiftende regeringer og Folketingets partier, der har gjort jobcentrene til en kampplads i hjertet af velfaerdsstaten. Det er de faglige organisationer og arbejdsløshedskasserne, som både skal kaempe for job til deres medlemmer og for sikkerhed til de medlemmer, der er ved at miste arbejdsevnen. ”Systemet” er også interesseorganisationer, taenketanke og uddannelsesinstitutioner.

Alle har de en mening om jobcentrene. Meninger, der stritter i alle retninger.

Der kan uden tvivl findes eksempler på meningsløs aktivering og rigid sagsbehandling, og der bliver også begået fejl. Men det er altså undtagelsen, der bekraefter reglen, og den ensidige bashing er både overdreven og ude af proportioner. Måske det kunne vaere en god idé at kigge på, hvad jobcentrenes kerneopgave egentlig er – som den er formuleret i lovgivningen. Jobcentrenes primaere opgave er at få ledige i job og uddannelse og få de unge i uddannelse. Samtidig skal jobcentrene hjaelpe virksomhederne med at rekruttere den arbejdskraft, de har brug for.

I forhold til borgere med nedsat arbejdsevne – enten midlertidigt eller varigt – er opgaven at opnå en så stor tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt. For de unge handler det om at få en kompetencegivende uddannelse for at få fodfaeste på arbejdsmarkedet. På jobcentre landet over findes masser af eksempler på, hvordan man faktisk løser de opgaver i hverdagen. Eksempler, som har vanskeligere ved at finde vej til offentligheden end kritikken, der dyrker de marginaler og undtagelser, som lovgivningen også skaber.

I Ballerup Kommune matcher de virksomheder, der er villige til at løfte et socialt ansvar, med ledige, der er et godt stykke fra arbejdsmarkedet. Og det er vel og maerke i ordinaere stillinger på nedsat tid.

I Middelfart Kommune er der fra marts til august i år fundet kandidater til 92 pct. af virksomhedernes jobordrer. Jobcentret har fundet kandidater både til ordinaere ansaettelser og laerlingeforløb, og samtidig løfter mange af virksomhederne et socialt ansvar ved at ansaette borgere, der eksempelvis lige er kommet ud fra afsoning eller har psykiatriske diagnoser.

I Vejle Kommune lykkes det også at få udsatte borgere taettere på arbejdsmarkedet igennem samarbejde med rummelige virksomheder – og det sker ikke sjaeldent, at det munder ud i lønnede timer til borgeren. De åbninger opstår ofte i samspillet mellem formidlingen af de jobparate borgere, som så også åbner døren for mere udsatte borgere.

Eksemplerne kunne vaere kommet fra enhver af de 98 kommuner. Det, der kendetegner fortaellingerne, er hurtighed og håndholdte, sammenhaengende indsatser, som gavner både ledige og erhvervsliv. Det handler om taet og aerlig dialog samt lydhørhed og tilgaengelighed fra jobcentrenes side.

Vi skaber ikke et bedre velfaerdssamfund ved at fremstille jobcentrene som problemet, når borgere oplever at komme i ”klemme i systemet”, eller når de samme jobcentre ikke kan levere den arbejdskraft, som erhvervslivet sukker efter. Jobcentrene praesterer i dag – og det til trods for en regeljungle og statslig detailstyring.

De ansatte går faktisk ikke på arbejde for at gøre livet surt for de borgere, der har det svaerest. Nej, de forsøger hver dag at skabe mening for borgerne med den lovgivning, der er ekstrem i omfang og detaljering.

Vi skaber ikke et bedre velfaerdssamfund ved at fremstille jobcentrene som problemet, når borgere oplever at komme i ”klemme i systemet”, eller når de samme jobcentre ikke kan levere den arbejdskraft, som erhvervslivet sukker efter.

Hvis jobcentrene skal praestere endnu bedre, end de allerede gør, og under ekstremt vanskelige vilkår, er løsningen ikke at splitte og fordele opgaverne mellem jobcentrene og andre aktører. Vi vil kun miste den helhed, sammenhaeng og lokale forankring, som jobcentrene leverer i dag. Løsningen er snarere en oprydning i lovgivningen og et staerkere fokus på effekt, ledelse og retning.