”Woke-Lego” er ikke et samfundsproblem
Mens stadig flere organisationer og virksomheder saetter ind i kampen for en verden af lige muligheder, rammer det ikke i lige god jord hos alle – i saerlig grad ikke det segment, der ellers praediker frihed.
The Guardian er ude med en aktuel artikel, der pointerer, at en undersøgelse udstedt af Lego viste klare tendenser til, at leg og fremtidige udsigter stadig er restriktive og ulige fordelt. Således pointeres det for eksempel, at drengebørn typisk opfordres af deres foraeldre til at deltage i sport og teknologibaseret leg, mens piger tilbydes leg med dukker eller huslige aktiviteter såsom bagning.
På baggrund af disse fund, skriver avisen, ønsker Lego at fjerne kønsmaessigt bias fra sit legetøj.
Umiddelbart en nobel tanke, der skal sikre, at børn kan lege med lige det legetøj, de har lyst til – og ikke begraenses af de strukturer og rammer, som foraeldre og samfund tilbyder dem.
Når drengebørn og pigebørn bliver skubbet i bestemte retninger af samfundets strukturer, har det konsekvenser: konsekvenser, som tilsyneladende kan vaere svaere at få øje på, hvis man ønsker ikke at se dem.
Når Henrik Dahl skriver, at børnenes valg af legetøj skyldes biologi, overser han således fuldstaendigt, hvad den oprindelige undersøgelse egentlig har omhandlet – nemlig den nudging, som bevidst eller ubevidst påvirker børnene til at traeffe valg, der passer i de eksisterende kasser.
Nye normer har ganske rigtigt potentiale til både at vaere godt såvel som dårligt – men at fjerne systematiske kasser for, hvem der leger med hvad, kan naeppe saettes lig med de skraekscenarier, som Dahl maler.
Får børnene lov til selv at bestemme uden påvirkning, og har Dahl ret i sine antagelser om, at forskellen i leg er biologisk bestemt, har han reelt ikke noget at frygte, og ingen forskel vil kunne maerkes.
Med det sagt: Børnene skal have frit valg til at vaelge det legetøj, som de har lyst til, og det sker kun, hvis vi nedbryder de fortaellinger, som vi saetter op omkring legen.
At påstå, at ikke-kønsligt ladede muligheder for leg skulle føre til flere transkønnede (og, ud fra Dahls argumentation, dermed også personer, der ”detransitionerer”), er en fejlslutning af dimensioner.
Nok prøver Dahl at bakke sin ligestillingsforskraekkelse op med videnskab om biologiske forskelle på kønnene, men argumenterne traekker han ud af ingenting.
Selvfølgelig er der forskelle på de biologiske køn, men forskellene viser sig ikke i, om vi tiltraekkes mest af lyserød eller blå. Hjernen er plastisk og formes snarere af alle de erfaringer, den gør sig i hverdagen. Det er blot endnu mere sandt ved børn, der suger indtryk og regelmaessigheder til sig.
Lad nu friheden og de lige muligheder få en chance, og lad børn lege med, hvad de vil. Den ”woke” bevaegelse er kommet for at blive. Forhåbentlig kan det lede til en verden, hvor vi alle har lige muligheder.