DBU har stort ansvar for, at Hjulmand & Co. er blevet brikker i et politisk spil

De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form.

Fodboldfeberen og folkefesten fra i sommer fortsaetter, efter at fodboldlandsholdet kvalificerede sig til VM-slutrunden i ørkenstaten Qatar naeste år, hvor valget af vaertsland med god grund har vaeret genstand for debat.

Skulle vi have boykottet VM i Qatar? Ja, afgjort. Uden tvivl – og allerede for laenge siden. Der findes faktisk ikke ét eneste godt argument for, at vi skal deltage. Siden afstemningen om VM-vaertskabet for 10 år siden har korruptionsanklagerne klaebet sig til

Qatar og Fifa, der formentlig har modtaget 5 mio. dollars i bestikkelse for, at den lille, stenrige diktaturstat kunne byde Vesten velkommen til VM under ørkensol. Selv har Qatar aldrig deltaget i VM, aldrig leveret fodboldresultater, men med rede oliepenge og et mellemøstligt krejlergen kommer man langt i fodboldens verden.

Det er rystende, at DBU og fodboldorganisationer ikke har lyttet til samvittighedens kald og boykottet VM – hør engang: Migrantarbejdere lever under slavelignende forhold og arbejder i døgndrift, omkring 15.000 er omkommet under opførelsen af stadioner, der rejser sig i ørkenens sand i den kvaelende varme. Og ja, selvfølgelig blaeser Qatar på menneskerettighederne, det er klart.

Qatar er et mellemøstligt klansamfund, indrettet efter konservativ islamisk skik, med kvindeundertrykkelse, kraenkelser og drab på homoseksuelle, kristenforfølgelser og offentlige henrettelser ved overtraedelser af sharialovgivningen. Så mens hovederne ruller, triller vestlige fodboldspillere glade rundt med laederbolden, og Qatar, der intet har tilovers for Vesten, får blåstemplet sit diktatur, når hele den vestlige verdens officielle repraesentanter sidder på tribunen. Og selv om kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen insisterer på uskylden og naegter at traede i karakter, så er VM 2022 sportswashing – intet andet.

Derfor er det topmålet af arrogance, når Fifa, DBU og politikerne prøver at bilde os ind, at VM er en god anledning til at rejse kritik af styret i Qatar, tage dialogen og udbrede menneskerettighederne. Hold nu op – det er bare en gennemskuelig undskyldning for at deltage i et af verdens mest prestigefyldte sportsarrangementer. Og DBU baerer et stort ansvar for, at fodboldlandsholdet er blevet brikker i et udenrigspolitisk spil. For politik og fodbold kan ikke adskilles – ikke laengere. Grønsvaeren er blevet en kampplads for politiske og ideologiske dagsordener. Når fodboldspillere render rundt med regnbuefarvede armbind eller knaeler for identitetsideologiske bevaegelser som Black Lives Matter, er det ikke bare et sympatisk udtryk for, at man betragter ethvert menneske med samme iboende vaerdi, uanset hudfarve, køn og seksuel orientering – nej, det er et indlaeg i en politisk diskussion.

Fodbold og politik i en uskøn forening – sådan er det, selv om statsminister Mette Frederiksen iklaedt dannebrogsfarver og fodboldhalstørklaede live fra Parken fromt sagde: »Udenrigspolitik og fodbold må vi skille ad. I aften fejrer vi fodbolden, og det kommer vi også til til VM.« Og det er vel at maerke den statsminister, for hvem alt er politik. Selv hendes makrelmadder og vinduespudsning i frostvejr og vintersol er politik (laes: propaganda). Og i det øjeblik, hun saetter sine fødder på det blodrøde stadion i Qatar, optraeder som politiker, repraesenterer Danmark – ja, så er hendes deltagelse politisk. De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er faktisk fodboldspillerne.

Selvom kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen insisterer på uskylden og naegter at traede i karakter, så er VM 2022 sportswashing.