Skal woke-bevaegelsen have sit eget museum i Danmark?
Woke-aktivister er ved at køre et museumsprojekt om Danmarks kolonihistorie i grøften. Er det begyndelsen på en alarmerende udvikling i dansk museumsformidling?
I Weekendavisens forsideartikel i fredags (15.10) beskriver journalisten, Arne Hardis, stemningen og holdningerne i den såkaldte referencegruppe vedrørende et kolonihistorisk museum efter dens første møde.
Det ser ud til, at to af Danmarks tungeste forskningsinstitutioner – Rigsarkivet og Nationalmuseet – allerede nu er tørnet sammen, og at udsigterne til en faelles forståelse af, hvilket museum der i givet fald skal skabes, er meget ringe.
Rigsarkivet, repraesenteret ved Steen Andersen, insisterer på, at et historisk museum skal bygge på dokumenterbare fakta, mens en af Nationalmuseets repraesentanter, Christian Sune Pedersen, er velvilligt indstillet over for den aktivistiske, men historiefagligt inkompetente arbejdsgruppe for et Kolonihistorisk Center.
Arbejdsgruppen har i flere år ønsket en bygning, hvor den danske offentlighed kan laere om et mørkt kapitel i danmarkshistorien, nemlig kolonitiden.
De mener, at det er en periode, som er blevet fortraengt af både staten og historiebøgerne. Desuden ønsker gruppen at inddrage andre »fagligheder« end den, historikerne repraesenterer, deriblandt »stemmer fra de tidligere koloniserede områder«, dvs. efterkommere af de ”slavegjorte”, som det hedder i den nye wokejargon.
Den dagsorden er Christian Sune Pedersen lydhør over for, haevder Hardis at vide. Og han kan tilmed dokumentere det.
Til gengaeld truer Rigsarkivets Steen Andersen med at traekke sig ud af referencegruppen, idet han mener, at den helt tilsidesaetter den forskning i Danmarks kolonihistorie, som han og arkivet er specialister i, og som bygger på solid dokumentation.
Hvis det ender med, at Rigsarkivet traekker sig ud, bør hele referencegruppen opløses og projektet afsluttes. For så er der ikke laengere tale om »forundersøgelser vedrørende formidling af kolonihistorie«, som det hedder i kommissoriet.
Så er det ikke mulighederne for et historisk museum, der arbejdes med, men derimod et center for national bodsgang og psykoterapi, hvorigennem den danske befolkning skal laere at indse, at det moderne danske samfund blev grundlagt på ”slavegørelse”, kolonialisme og racisme.
Denne forestilling indebaerer et forslag om at kompensere slavernes efterkommere. Det er bl.a. derfor, aktivisterne – nu med støtte fra Nationalmuseets repraesentant – vil have udvidet referencegruppen til at omfatte blandt andet en statsvidenskabsprofessor fra Jomfruøerne.
Den pågaeldende professor mener nemlig, at Danmark skylder befolkningen både en undskyldning og en erstatning og i øvrigt har udtrykt »kvalme« over Danmarks angivelige forsøg på at fortraenge fortiden.
Så er det ikke mulighederne for et historisk museum, der arbejdes med, men derimod et center for national bodsgang og psykoterapi, hvorigennem den danske befolkning skal laere indse, at det moderne danske samfund blev grundlagt på ”slavegørelse”.
Det var forventeligt, hvad der lige nu sker i referencegruppen: at der ville ske et sammenstød mellem woke-aktivister – som også har fået en støtte i Statens Museum for Kunsts Henrik Holm, der sidder i gruppen af tvivlsomme faglige grunde – og faghistorikere, der i disse år kaemper en brav kamp for berettigelsen af den faglighed, de står for.
Det er derfor ikke kun en kamp om, hvad et kolonihistorisk museum skal vaere for en størrelse, men også hvad der i det hele taget skal forstås ved et historisk museum, og hvordan der skabes viden om fortiden.