At vaere ked af det er ikke en sygdom

Livet er ikke lutter positive oplevelser. Det giver knubs at laere livet at kende. Derfor er det også forkert, når nogen tror, at bare børn og unge kan komme i terapi eller tale med en psykolog, så bliver deres liv mindre problematisk.

Undersøgelser viser, at en stigende andel af børn og unge mindst en gang om ugen føler sig »ensomme, kede af det eller har svaert ved at sove«. Derfor anbefaler speciallaege i psykiatri og formand for Psykiatrifonden Torsten Bjørn Jacobsen i Skolemonitor, at psykologhjaelp bør vaere »lige så let og naturligt« som at få ordnet taender: »Et tilbud, der kunne ligge dør om dør med skoletandplejen.«

Hvad det er for nogle undersøgelser, og hvordan man er kommet frem til resultaterne, oplyses ikke, men det ville da vaere endnu maerkeligere, hvis ikke børn og unge mindst en gang om ugen føler sig ensomme, kede af det eller har svaert ved at sove. Det sker jo, når livet påvirker én. Når man er menneske. Eller menneskelig. Det ville vaere mere bekymrende, hvis børn og unge svarede, at de sjaeldent føler sig ensomme, kede af det eller har svaert ved at sove. Det ville rent ud sagt vaere – ja, umenneskeligt.

Jeg anerkender helt, at psykologien kan behandle mange af de problemer, som i årenes løb saetter spor i os mennesker. Jeg har haft brug for psykologhjaelp. Men jeg har svaert ved at se, hvordan kuren også kan vaere forebyggelsen. Hvordan kan man bede børn og unge gå i terapi som en forebyggelse af det, som livet senere hen kan pådrage én af smerte og ensomhed? Forestiller det moderne samfund sig, at børne- og ungeterapi kan sikre en voksendom, hvor man har strategier til at håndtere det uforudsete og sorgen?

Psykologi er ikke mit fag. Men det er faget paedagogik. Og rent paedagogisk kolliderer forestillingen om såkaldt naturlige børne- og ungeterapi med mit fags menneskeog samfundssyn. Mennesket dannes gennem uendelige møder med andre og noget andet. Disse møder er ofte fremmedgørende og dilemmafyldte. Man kan blive ensom, ked af det og nogle gange søvnløs. Det er på den måde, man bliver voksen. Det er det, Grundtvig kaldte et menneskeliv.

Derfor kraever barndommen gode faellesskaber, fordi det er hårdt at skulle laere at foretage valg og ansvar. De faellesskaber har vi historisk etableret og vedligeholdt i bl.a. folkeskolen. Det er derfor det faglige faellesskab, der skal styrkes – ikke digitaliseringen, teknokratiseringen og individualiseringen.

Desvaerre hersker det sidste, og børne- og ungeterapi understøtter den tendens. Netop barnets fokus på egne behov og såkaldt trivsel kan forhindre ham eller hende i at kunne vaere elev. At vaere elev handler nemlig om at kunne se ud over egne behov og finde sit ansvar i faellesskabet.

Diagnoser som angst, depression, adhd og autisme er steget 15 gange de seneste 15 år. Mindst 15 pct. af alle børn og unge er i dag diagnosticeret med en psykisk sygdom. Eksperter fra Psykiatrisk Center, Institut for Folkesundhed og andre relevante forskningsenheder kalder nu diagnoserne for »folkesygdomme, som begynder tidligt i livet«.

De efterlyser derfor »… et system, som sikrer, at vi ensartet på tvaers af kommuner, regioner og institutioner opsporer og identificerer børn og unge med mentale helbredsproblemer …« Desvaerre fører forslag som dem her oftere til flere eksperter, der identificerer problemer, end til praktikere, der løser problemer. Det er en typisk akademisk ananas i egen juice ...

Hvorfor ikke få den tanke, at løsningen snarere skal findes ude i undervisningen hos laererne og paedagogerne, hvor eleverne rent faktisk faerdes, og ikke i en individuel kognitiv behandling hos specialister bag lukkede døre? Hvorfor har enhver elev ikke krav på paedagogisk hjaelp i stedet for krav på psykologhjaelp? Altså at laereren og paedagogen har tid og overskud i en arbejdshverdag ... og derfor ikke er optaget af rigide dokumentationskrav eller alt for mange undervisningstimer.

De naevnte eksperter anerkender selv indholdet af den paedagogiske professionalitet. »De bedst dokumenterede indsatser finder sted i skolen … der giver dem oplevelsen af at vaere en del af et meningsfuldt faellesskab.« Den anbefaling forhindrer dog ikke politikeres trang til at donere de fleste midler til eksperternes individualisme frem for praktikernes faellesskaber. Det er altid psykologernes løsning, der er mest ”evidensbaseret.”

Paedagogik bliver i dag misforstået som enten amatøragtige, subjektive mavefornemmelser i hverdagen eller ren fritsvaevende, filosofisk idealisme. Intet kan vaere mere forkert. Det er jo netop laerernes paedagogiske opgave, ansvar og praksis at skabe handlekompetencer og meningsfulde faellesskaber. Men laerere er ikke eksperter – eller braincoaches – de er almene praktikere, der skaber konkrete faglige faellesskaber. Hvis de ellers kan få fred til at udføre den kerneydelse.

Professor Ylva Odenbring fra Gøteborgs Universitet er også mod de seneste års »ensidig og ukritisk tilgang til diagnoser«, der kan ende i overdiagnosticering. Det gør hun blandt andet i tidsskriftet Børn & Unge under temaet ”Diagnoser kan kvaele paedagogikken”. Psykolog Line Søberg advarer også om sit eget fag: »… mens diagnoser, problembetegnelser og personlighedskategorier er i uhaemmet vaekst i opfattelsen af skolebørn, gøres der intet på strukturelt politisk niveau for at løse de problemer, børnene lider under«.

Generelt smider politikere alle praktiske paedagogiske problemstillinger ind under psykologiens akademiske eksperter, der så skal tørre op efter samfundsstrukturer, der er helbredsfarlige. På den måde øger vi medicinindtaget, behandlingsgarantierne og psykologhenvisninger uden at overveje, hvor problemerne opstår, og om de kan forebygges. Forebyggelse tror politikerne ikke, at der er stemmer i. Her nedvurderer de deres vaelgere.

De fleste vaelgere (altså også foraeldrene) kan godt taenke både fagligt og historisk. De ved godt, at et samfunds fundament bygges på grundskoler, der er demokratiske og menneskelige …. det, vi kalder vores paedagogiske institutioner. Paedagogik har nemlig ikke noget med hurtige laeringskoncepter og terapeutiske trivselsmålinger at gøre. Foraeldre ved også godt, at skolen ikke er til for barnets skyld, men for samfundets skyld. Så elever laerer at udholde det bøvl, det er, at vi skal leve sammen på godt og ondt. Derfor er fri-, efter- og højskoler (de frie skoler) mere populaere end nogen sinde.

Foraeldre ved godt, at mål og middel ikke er det samme. At skolen ikke er en akademisk abstraktion. At de hver morgen ikke sender deres børn til terapi, men i skolen for livet. Derfor er skolen praeget af konflikter, dilemmaer og paradokser (bøvl). Dannelsesprocesser koster sved og tårer. Undervejs kan vi blive kede af det. Men vejen til myndighed sker aldrig som et quickfix i Løkkefonden, terapi eller videnskabelige ”metoder, der virker”. Desvaerre er digitale test og individuel terapi i dag skolens grundpiller. Som var vi den 53. stat i USA.

Generelt smider politikere alle praktiske paedagogiske problemstillinger ind under psykologiens akademiske eksperter, der så skal tørre op efter samfundsstrukturer, der er helbredsfarlige. På den måde øger vi medicinindtaget, behandlingsgarantierne og psykologhenvisninger uden at overveje, hvor problemerne opstår, og om de kan forebygges.

Men der findes ingen genvej i skolen. Ingen data, der kan forveksles med sandheden. Der er ingen forebyggelse for livet andet end døden. Men vi kan udvikle og beskytte de offentlige faellesskaber, som børn og unge har; skolen og de frivillige foreninger.

De seneste årtier har vi gjort det stik modsatte. Det bliver man ensom, ked af det og søvnløs af. Men det er dog tegn på, at vi er mennesker. Ikke at vi er syge og skal i behandling. Vi bør derfor kigge historisk bagud for at finde vejen frem. Vi kan genetablere de faellesskaber, som vi har tabt.

Børn og unge behøver generelt ikke en ”let og naturlig” individuel adgang til en psykolog, som når de går til tandlaege. Det vil draene ethvert offentligt budget. De behøver i stedet en let og naturlig adgang til skole- og foreningsfaellesskaber. Til livet på godt og ondt.

Mette Saerkjaer, projektleder og bygningskonstruktør, Højbjerg. Mette Saerkjaer er uddannet fra Byggeteknisk Højskole i Horsens i 1991. I sine tidlige år som nyuddannet konstruktør var hun på forskellige tegnestuer, indtil hun i 1994 blev ansat hos Arkitektgruppen i Aarhus, som senere blev til Arkitema.

I dag er Mette Saerkjaer teamleder for en afdeling bestående af 10 konstruktører, der hovedsageligt beskaeftiger sig med boligbyggeri. Hun er glad for sin racercykel, som hun ofte tager med på ferie. Sammen med familien cykler hun gerne rundt i fjerne egne og kigger på arkitektur.

50 ÅR

Henning Overgaard, forbundssekretaer i 3F, Esbjerg. Henning Overgaard har de seneste fem år vaeret en del af fagforeningsledelsen for flere end en kvart million faglaerte og specialarbejdere inden for industri, byggeri, transport, det offentlig, den grønne sektor og privat service, hotel & restauration. De første joberfaringer blev hentet som arbejdsmand i et af frysehusene på Esbjerg Havn, hvor arbejdet var fysisk hårdt, men det faglige faellesskab staerkt. Forud for en klar afgørelse ved kampvalget til posten som forbundssekretaer på 3Fs kongres i 2016 var Henning Overgaard bl.a. gennem ni år afdelingsformand i 3F Esbjerg Transport.