»Det er et drug for mig at arbejde. Og det kan godt gøre mig bange«
Marie Brixtofte flygtede ud af sin fars skygge ind i et hektisk liv som investment banker i London og kom først hjem til Danmark 11 år efter for at blive psykolog. Nu går hun alligevel i faderens fodspor og kaster sig ind i politik.
Marie Brixtofte er traet helt ind i knoglerne, da hun siger godnat til sin aeldste datter, Sophie på 11 år. Det er tirsdag aften i oktober, klokken er omkring 21.30.
»Det bliver en hurtig putning i aften, lille skat. Jeg har sådan brug for at slappe lidt af.«
Hun er kommet hjem efter at have vaeret gaest i ”Aftenshowet”. Tidligere på dagen har hun afholdt en workshop, og dagen før har hun vaeret i den anden ende af landet og holde foredrag.
»Skal du slappe af ved at arbejde lidt mere?« siger datteren.
Og ja, det skal Marie Brixtofte faktisk. Men inde i hende får Sophies ord en rød advarselslampe til at blinke.
»Det er ren arbejdsnarkomani, og det er misbrugeren i mig. Det svarer jo til: Jeg får det dårligt af at drikke, så nu går jeg op og drikker lidt mere.«
Hun ved alt for godt, at børn af alkoholikere har tendens til at blive arbejdsnarkomaner.
»Det er på grund af vores lave selvvaerd og høje selvtillid. Jeg har oplevet ikke at have vaerdi, bare fordi jeg er til. Jeg skal fortjene det. Det vil sige, jo mere jeg udretter, jo mere har jeg lov til at vaere i verden.«
Marie Brixtofte er mange ting.
Som datter af navnkundige Peter Brixtofte, tidligere Venstre-politiker, fhv. skatteminister og detroniseret bykonge i Farum, baerer hun et efternavn, som de fleste allerede har en holdning til, når de møder hende.
Hun har åbent fortalt om at vokse op med en far, der ikke bare er berømt og berygtet for sine politiske gerninger, men også har et alkoholmisbrug, der praeger både Marie Brixtoftes barndom og ungdom og hendes liv og karriere som voksen.
Fra hun som ganske ung flygter til England,
bliver uddannet økonom og i en årraekke har et hektisk job i den britiske finansverden. Til hun vender hjem til Danmark og bliver psykolog. Til nu, hvor hun alligevel går i sin fars fodspor som politiker.
Økonomisk uafhaengig
En forelskelse i en britisk mand bliver Marie Brixtoftes anledning til at droppe ud af cand.polit.-studiet og flytte til London allerede som 19-årig.
Hun laeser økonomi og psykologi på City University London og supplerer bagefter med en master i finans og økonomi på London School of Economics, selv om hun drømmer om at blive psykolog.
»Jeg vil vaere økonomisk uafhaengig. Jeg har ikke lyst til at blive en psykolog, der er nødt til at tage et job, jeg ikke vil have,« forklarer hun.
Planen er derfor at få et job, hvor hun først tjener penge. Så hun senere kan saette de ringe i vandet, som hun drømmer om.
»En af min fars store idoler var Robin Hood. Og siden jeg var meget ung, har jeg spekuleret meget i, hvordan jeg kunne gøre størst muligt forskel for mindst muligt. Og så opstod tanken om at bruge bankernes penge til noget godt.«
Halvvejs gennem studiet får hun job hos den japanske investeringsbank Nomura. Som faerdiguddannet sidder hun i afdelingen asset-backed finance.
Her bliver hun ekspert i at handle med virksomheder, splitte dem op og oprette nye, mindre, som så gensidigt leaser eller lejer sig ind hos hinanden. Gaelden ved at købe virksomhederne bliver solgt videre med lidt lavere rente, og banken skummer så at sige fløden.
»Vores team på 30 personer stod for en tredjedel af hele bankens indkomst i London. Men det var også det vildeste job,« forklarer Marie Brixtofte, der flere gange får millionstore bonusser.
»Vi arbejdede dag og nat. Man havde fri fredag aften kl. 20 og mødte ind lørdag morgen kl. 8. Nogle gange havde man fri søndag. Jeg har prøvet at sove to timer om natten i en hel uge. Hvor jeg til sidst stod op og sov. Det var så usundt – men jo også mega fedt.«
I 2005 tager Ralf Nocker og Phillipe Vienot, der begge er vicepresidents i Nomura, fat i Marie Brixtofte og spørger, om hun vil med dem over i Bear Stearns for at lave det samme.
Her arbejder hun frem til 2008, hvor finanskrisen rammer, og Bear Stearns krakker.
»Jeg er egentlig på weekendophold i Edinburgh, da det tikker ind med beskeder fra hovedkontoret i New York. Mandag morgen får jeg en sms fra min veninde i Australien, hvor markedet åbner først, og Bear Stearns styrtdykker.«
JP Morgan ender med at købe Bear
Stearns for en slik, og de vil have Marie Brixtofte med.
Men et halvt år efter, da hendes mand, Nikolaj Magne Larsen, som hun har mødt i Nomura, står uden job, beslutter de sig for at tage på en 14 måneder lang rejse gennem Sydamerika.
I 2009 – efter 11 år i Londons finansverden – vender Marie Brixtofte tilbage til Danmark og et job i Danske Bank. Hun bliver også gravid nogenlunde samtidig, og da hun i februar 2010 får sin første datter, aendrer alting sig.
»Jeg kunne maerke, at jeg aldrig mere kunne gå tilbage til banking. Det kan godt vaere, at jeg er god til det. At jeg kan lide tal, processer, struktur og forhandlinger. Men det ragede mig en høstblomst at tjene penge. Jeg er fuldstaendig uinteresseret i spekulationer om, hvorvidt renten går op eller ned. Jeg er interesseret i mennesker.«
Psykologen
Fra februar 2010 til marts 2013 får Marie Brixtofte tre døtre.
Hun begynder også på Københavns Universitet. Og i 2015 bliver hun faerdiguddannet psykolog.
Hendes første job er i Tuba, der tilbyder hjaelp til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.
Psykologen i hende traekker selvsagt på egne erfaringer, for hun kender til følelsen af på den ene side at elske og beundre sin far og på den anden side leve med en konstant aengstelighed og skam.
Det ligger bag hende nu, men som ung har
hun både kaempet med en spiseforstyrrelse og et misbrug af speed og ecstasy.
I 2016 dør Peter Brixtofte som følge af sit årelange alkoholmisbrug.
»Jeg fortsaetter i Tuba praecis laenge nok til, at jeg er blevet autoriseret psykolog, og så siger jeg op. Jeg har brug for at sørge,« siger Marie Brixtofte.
I sommeren 2017 er hun derfor uden job, og hun og hendes mand tager på en forsinket bryllupsrejse til Maldiverne. Og det er her, hun begynder at skrive.
»Jeg skriver først i marginerne af de dameblade, der ligger fremme. Men til sidst låner jeg en baerbar af hotellet. Ordene vaelter ud af mig. Jeg vågner midt om natten og begynder at skrive. Efter et par dage sender jeg nogle sider til en veninde. Er det her en kronik af en slags? Det er en bog, siger hun så.«
Gyldendal udgiver ”Kun når det regner” i 2019, og Marie Brixtofte, der på det tidspunkt arbejder hos Børn, Unge og Sorg, får travlt. Interessen for hendes historie er stor, og hun holder ofte flere foredrag om dagen.
Dem lever hun stadig af sammen med workshops og enkelte klienter. Hun har også skrevet en bog mere, ”Bolsjefilosofi og andre leveråd”, der er fra 2020 og handler om, hvordan man kan håndtere senfølgerne af at vaere vokset op i et dysfunktionelt hjem.
Robin Hood-planen holdt. Økonomisk betyder hendes tidligere karriere, at hun ikke behøver bekymre sig. Hun og manden har købt en lejlighed til hver af døtrene, til når de en dag flytter hjemmefra. Resten af deres
Jeg er fuldstaendig uinteresseret i spekulationer om, hvorvidt renten går op eller ned. Jeg er interesseret i mennesker. MARIE BRIXTOFTE (...) ikke at blive valgt kunne hurtigt for mig komme til at handle om, at der er noget galt med mig. MARIE BRIXTOFTE