En fejl begået i 1990’erne gør det ekstra svaert at få billige boliger i København

Regeringen vil have bygget mange tusinde almene boliger i de store byer. Eksperter anviser flere veje at gå, for at det skal lykkes.

»I dag tager vi det naeste skridt for faellesskabet.«

Sådan lød det fra boligminister Kaare Dybvad Bek, da regeringen for nylig praesenterede et udspil, der skal sikre mere blandede storbyer i Danmark.

Det handler bl.a. om, at der inden 2035 skal bygges 22.000 almene boliger. Planen lyder bekendt, for socialdemokraten Ritt Bjerregaard forsøgte som overborgmester i København i 00’erne netop at bygge billige boliger i hovedstaden. 5.000 boliger til 5.000 kr. om måneden lød hendes mantra. Men det lykkedes ikke.

Hans Skifter Andersen, adjungeret professor på Aalborg Universitet, forklarer, at økonomien er afgørende for, at man denne gang får løst den udfordring, at grundpriserne i København er meget høje. Ritt Bjerregaards

billige boliger blev ikke til noget, fordi Københavns Kommune ikke fik lov til at saelge grunde under markedspris til de almene boligselskaber.

At tillade det er, ifølge Skifter Andersen, én vej at gå. En anden vej er at haeve det såkaldte rammebeløb, altså graensen for hvor dyrt man må bygge almene boliger. Eller man kan stille som et krav, at bygherrer opfører almene boliger først, inden man bygger boliger til privat udlejning.

»Men ud over det, er udfordringen stadig, at der er få ledige byggegrunde i København. Kommunen solgte ud af sine boliger, da man manglede penge i 1990’erne, men det har vist sig at vaere en stor fejl. De boliger mangler man i dag. Der bliver bygget mange boliger i baeltet udenom København fra Helsingør over Roskilde til Køge. Men det aendrer jo ikke sammensaetningen af beboere i selve København,« siger han.

Mogens A. Morgen, professor på Arkitektskolen Aarhus, har flere bud på, hvordan man kan få planen om billige, almene boliger til at lykkes. For det første kunne man opdele lejligheder:

»I mange år har man i

København lagt lejligheder sammen for at få plads til familier. Men i dag lever 1,6 millioner danskere som singler eller i andre familiemønstre, og den sociale forandring har man ikke forholdt sig til i boligbyggerierne.«

Gør byen mere taet

For det anden kunne man fortaette byen f.eks. ved at opføre nye boliger mellem boligblokke.

»Det er ikke grønne områder, der mangler i f.eks. Tingbjerg. Mange, mange andre steder kunne man sagtens fortaette København. Mennesker i en storby kan godt lide at bo taet sammen, det er derfor, de har valgt at bo i en stor by, og det er i en sådan bystruktur, at der opstår caféer, kulturliv, idraetstilbud m.m.,« siger han.

Mogens A. Morgen peger også på, at det er svaerere end tidligere at gøre København til en mere blandet by, fordi Københavns Kommune i 1990’erne solgte ud af sine boliger. Men samtidig mener han, at både Aarhus og Københavns Kommune har gode forudsaetninger for at komme igennem med krav til byudviklere, f.eks. om at de i et nyt boligområde skal opføre almene boliger, inden de bygger boliger til privat udlejning.

»Investorerne står i kø, fordi der i disse år er så stor profit ved at bygge boliger. Kommunerne kunne godt have mere selvtillid og stille større krav,« siger Mogens A. Morgen.

Hvordan får man så de mest velfungerende almene boligområder?

»Ved at lave små udstykninger, som er overskuelige for de enkelte beboere, og hvor der er grundlag for at skabe faellesskaber. Det var sådan, brokvartererne i København blev bygget: En murermester opførte et enkelt hus ad gangen til 20 familier, som alle kom til at kende hinanden. Men i dag laves kun store udstykninger, som det kun er de store pensionsselskaber, der har råd til at bebygge,« siger professoren, som er en del af et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan faellesskaber er opstået i fem boligområder.

Det er bl.a. Gadekaeret i Ishøj Kommune på den københavnske vestegn, som netop er opført efter model af en lille landsby.

Kan det lade sig gøre at bygge flere billige og almene boliger i København?

»Ja, men det kommer til at koste penge. Og så er det vigtigt, at man gør det til en pligt, at bygherrerne opfører de 33 pct. almene boliger, før de bygger de 66 pct. til privat udlejning. I dag sker det modsatte,« siger han.

Grundpille i velfaerd

Som et resultat af stigende huspriser og huslejer blev planloven aendret i 2015, så det blev muligt at stille krav om, at 25 pct. af boligmassen i et boligområde skulle vaere almene boliger. En analyse fra Bolig- og Planstyrelsen viste i juni i år, at kun 6 pct. af boligerne i de lokalplaner, der er vedtaget siden 2015, er almene boliger.

Regeringen foreslår i sit nye udspil, at der bliver mulighed for 33 pct. almene boliger.

Mogens A. Morgen peger på, at Østrigs hovedstad Wien er et eksempel på, at det kan lykkes at skabe en stor by med blandet beboersammensaetning. Her er det resultatet af årtiers boligpolitik, og det samme har vi faktisk også i Danmark, hvor andelen af almene boliger er højere end i de fleste andre lande. Det skyldes i høj grad Landsbyggefonden, der blev oprettet i 1966. Almene boligselskaber betaler til fonden, som så støtter driften af almene boliger.

»Boligpolitikken er i dag på mange måder en grundpille i vores velfaerdssamfund: I Danmark kan man faktisk få en bolig, selv om man har en lav indkomst,« siger han.

Ifølge Hans Skifter Andersen er der ingen grund til at frygte, at de nye, almene såkaldte ghettoer får en høj andel af socialt udsatte:

»Det er der ingen risiko for, for uanset hvad man gør, vil huslejerne blive så høje, at man i hvert fald skal have en paedagogløn for at kunne betale huslejen.«

Mange, mange andre steder kunne man sagtens fortaette København. Mennesker i en storby kan godt lide at bo taet sammen, det er derfor, de har valgt at bo i en stor by. MOGENS A. MORGEN, PROFESSOR, ARKITEKTSKOLEN AARHUS