Hun optog i smug sin mand, Peter Sommer. Det blev til en bog om provinsen, kaerligheden og en digter i dametøj

I den nyudkomne bog ”Bo Ark, Peter Sommer og jeg” fortaeller Marianne Verge historien om sig selv, sin mand og den vilde digter, som på godt og ondt blev definerende for deres liv.

Marianne Verge vidste ikke helt hvorfor, men hun begyndte i smug at optage samtaler med sin mand, Peter Sommer. Han var på vej i studiet for at indspille et nyt album og var nervøs for, om han havde skrevet materiale nok.

Måske kunne han bruge optagelserne, når han engang var faerdig med albummet. Måske som tekst i en pressemeddelelse.

Eller måske kunne det hjaelpe ham til at finde svar på, »hvad han ville med pladen«. Noget, journalister tit ynder at spørge om, men som faktisk kan vaere svaert at svare på.

Hun vidste det ikke helt, men optageren var i hvert fald taendt, mens parret stillede havregrynsskåle i opvaskemaskinen, og snakken gik.

»Det er da også vildt maerkeligt at optage sin mand i smug,« smågriner hun i dag, to et halvt år senere.

Hun er netop klatret op ad stigen til sit arbejdsvaerelse, mens Peter Sommer er blevet nedenunder for at se efter deres nyfødte barn, parrets femte i alt. Han udnytter dog også muligheden til at sidde og laese nogle af de monologer, som Marianne optog. De endte nemlig ikke med at blive til en pressetekst.

De blev til en bog.

Trekantsdramaet begynder

»Helt kogt ind er ”Bo Ark, Peter Sommer og jeg” en bog om vildskab og aegteskab og det indlysende modsaetningsforhold mellem de to begreber,« siger Marianne Verge.

Marianne Verge møder Peter Sommer i deres barndomsby, Skanderborg. Men på samme tid møder Peter Sommer den vilde og rodløse digter og musiker Bo Ark, og det saetter gang i et – af mangel på bedre ord – trekantsdrama. Scenen er Café Boheme, et sted for provinsens skaeve typer og det lille spejl på vaeggen, som gav unge skanderborgensere et lille indblik i storbyens liv og puls.

Marianne Verge ville ud i den store verden, og hun ville have Peter Sommer med, men han var draget af den flere år aeldre Bo Ark og hans slaeng.

»For mig var Bo en pisseirriterende fyr, som indirekte ødelagde min plan for mig og min ungdomskaereste,« siger Marianne Verge.

Men da hun begyndte at grave i Bo Arks, Peter Sommers og sin egen historie, gik det op for hende, at mødet med Bo Ark alligevel endte med at vaere afgørende for parret og deres faelles liv, som både taeller brud og genforening.

Marianne Verge tror, at vi alle har en ”Bo Ark” i vores liv.

»Jeg tror, at vi alle har en person, som saetter den slags aftryk på vores liv. Men man kan nå et godt stykke hen i et liv, før man kan se, hvem det er, der har vaeret med til at forme én på godt og ondt,« siger hun.

I tre spor fortaeller bogen de tre hovedpersoners historie: gamle udklip fra Bo Arks dagbøger, som afslører, at han både er blevet bortført i Spanien og i en periode gik i dametøj, Peter Sommers monologer, der omhandler alt fra sangskrivning til livet, og sidst, men ikke mindst Marianne Verges egne erindringer.

Bo Ark døde i 2002 i en alder af 39 år.

Provins vs. storby

”Bo Ark, Peter Sommer og jeg” griber på grund af hovedpersonernes historie også fat i forholdet mellem provins og storby.

»I provinsen kunne der vaere den her fornemmelse af, at når man var faerdig med gymnasiet, skulle man vaek. Vi skulle vaek fra den her by, og vi skulle som minimum til København, hvis ikke vi da skulle laengere ud i verden. Peter ville ikke med. Og det blev der virkelig talt om. Det var underligt, at sådan en ung, begavet fyr ville blive tilbage uden nogen plan. Det var okay at blive i Skanderborg, hvis man skulle arbejde for at spare op til en fed jordomrejse og komme hjem med T-shirts fra Hard Rock Café. Men hvis man ikke havde nogen plan med at blive der, var det underligt, og dengang forstod jeg det virkelig ikke,« siger Marianne Verge.

Du er alligevel vendt lidt tilbage til Skanderborg ad flere omgange, så den udlaengsel må også have aendret sig?

»Da jeg flyttede tilbage til Skanderborg med mine – dengang – to små piger, skulle min aeldste datter starte i skole, og det blev så på min gamle folkeskole. Det var så vildt for mig at komme tilbage til den skole, for da jeg stod som foraeldre i det der klasselokale, gav jeg mig til at kigge ud ad vinduet, og så gik det op for mig, at man kunne se helt vildt langt og udover skov og sø. Og jeg taenkte bare ”what?” Det oplevede jeg aldrig i de 10 år, jeg gik på den skole. Jeg har opdaget gennem årene, at jeg er dybt forankret i den by.«

Men hvorfor tror du, at man ikke kunne se det dengang?

»Det liv, man så, var ens foraeldres liv. Det var man slet ikke parat til at leve. En stor del af dem, man kunne spejle sig i som ung, var jo ikke at finde i provinsbyerne, fordi de var taget til storbyen for at studere. Sådan er det stadig i dag. Men nogle af dem flytter tilbage, fordi de når til et sted i deres liv, hvor de netop kan se kvaliteterne ved at bo i provinsen. Sådan er det også ofte i litteraturen; man må vaek, men bagefter ser man på stedet og på sig selv på en ny måde.«

Fik ryddet op i ting

Livet gik sin gang, og ungdomskaeresterne Marianne Verge og Peter Sommer gik fra hinanden. De stiftede familie og fik børn med nye partnere, og de levede hvert sit liv. Men efter brud og tilbageflytning til barndomsbyen fandt de to sammen igen. Og Bo Ark spillede også en rolle, kan Marianne Verge se i dag.

Bl.a. arrangerede Peter Sommer undervejs, at Marianne kunne bruge den nu afdøde Bo Arks barndomsvaerelse i Skanderborg som arbejdsrum under tilblivelsen af en roman. Vaerelset havde Peter Sommer selv tidligere brugt til at skrive et album. Stedet inspirerede hendes skrivning, og møderne med Peter Sommer blev flere, indtil de – og deres børn – nu var en familie.

Da Peter Sommer efter at vaere blevet optaget i syv måneder fik at vide, at Marianne Verge ville bruge det til en bog om deres historie, blev han glad, men også nervøs.

»Jeg var nervøs for, at jeg ikke var reflekteret nok. Men samtalerne var foregået i et trygt rum med min kone. Det bragte os også rundt i vores eget liv, som vi har haft med hinanden on-off i 28 år. Vi fik faktisk ryddet op i mange ting og kom ind på nogle smertepunkter, der har vaeret i vores liv, og som der er i alle samliv. Vi har aldrig gået til parterapeut, og det her var bestemt heller ikke ment som terapi, men det var meget rart at få tegnet det hele op,« siger Peter Sommer.

Selv om han kendte Bo Ark personligt i den sidste håndfuld år op til hans død og tillaegger ham afgørende betydning for sin egen lyst til at skrive sange, har han stadig laert meget om sin gamle ven takket vaere ”Bo Ark, Peter Sommer og jeg”.

»Jeg kendte ham fra vores tid sammen, fra hans ene digtsamling og fra en enkelt dagbog, som jeg havde liggende. Nu kom der pludselig yderligere en hel stak dagbøger.

Jeg synes, at jeg forstår ham endnu dybere. Jeg forstår hans smerte og hans drømme. Han turde at tale om og anerkende nogle voldsomme, modsatrettede følelser inde i sig selv, og det opsummer meget godt, hvad jeg selv skriver sange om i dag,« siger Peter Sommer.

En flaskepost ud i verden

Et emne, som går igen i bogen, er drømmen om at skrive, men også tvivlen på, om det er i orden at fordrive tilvaerelsen med at gruble over kommaer og bogstavrim. Noget, som

både Peter Sommer og Marianne Verge har funderet meget over.

»Jeg er datter af en folkeskolelaerer og en sygeplejerske. Det er ret tydeligt, hvilken funktion de har haft. Men hvilken funktion har man, når man skriver? Hvor produktivt er det lige? Det kan vaere besvaerligt at sige til sig selv, at det også er vigtigt og betydningsfuldt at skrive, og at man gerne må bruge sit liv på det,« siger Marianne Verge.

Men hvordan retfaerdiggør man det så for sig selv?

»Ved at udgive det. Når jeg skriver, vil jeg egentlig helst slet ikke taenke på, at det nogensinde skal udkomme, fordi det begraenser mig på en måde. Men hvis jeg bare lagde det ned i skuffen, var jeg blot en, der skrev. Det at udgive det, gør mig til forfatter. Det er at sende en flaskepost ud i verden. Man ved ikke, om det bliver fundet af nogen, hvem det bliver fundet af, eller hvad de gør med det. Det skal man ikke taenke for meget over. Men man har stadig en skrivetrang. En skabertrang. Samtidig vil jeg jo rigtig gerne laeses og røre mennesker med det, jeg har skrevet.«

Bjarne Reuter gav ro

Og ligesom Marianne Verge ikke kan slippe trangen til at skrive, har hun også svaert ved at slippe sine vaerker, når hun først er faerdig. Som konsekvens laeser hun aldrig sine tekster efter udgivelsen.

»Omkring udgivelsen rager bøgerne rundt i mit hoved, isaer om natten. Fotografisk hukommelse af siderne og hver eneste linje og komma strømmer forbi. Man kommer i tanke om alle de ting, man måske har glemt eller gjort forkert. Først når det har vaeret igennem mig på den måde, kan jeg give slip. Jeg har virkelig taenkt, at det var et stort problem, som jeg måtte gøre noget ved, men jeg blev utroligt lettet en dag, da jeg så et tv-indslag med Bjarne Reuter, som sagde, at han aldrig nogensinde laeste de bøger, han havde skrevet,« siger Marianne Verge.

Ville du heller aldrig laese dine egne bøger for jeres børn?

»Det har jeg aldrig gjort. Peter laeser højt for dem, og nogle af dem begynder at laese dem selv. Det har ikke noget at gøre med, om jeg synes, de er gode, for jeg er glad for mine bøger. Det er bare, som om hver bog er en ny begyndelse, og jeg bliver forstyrret af de ting, jeg tidligere har skrevet. Jeg vil gerne udvikle mig fra gang til gang, så jeg forlader de gamle bøger for at kunne begynde noget nyt. Nu har jeg skrevet den bog, ind på hylden med den, farvel og videre til den naeste.«