ALEX SCHULMAN
Telefonen bipper, der er en besked fra min mor.
»Glem.«
Jeg skriver tilbage: »Glem hvad?«
Hun svarer ikke.
Mange timer senere, jeg ligger i sengen og ser op i loftet, maerker angsten i kroppen. Jeg kan ikke sove. Jeg hører de forskellige åndedrag fra Amanda og mine to børn, der sover i sengen omkring mig. Det vender tilbage, trykket mod brystet, som om et stort dyr har sat sig oven på mig der i mørket. Telefonen bipper, skaermen lyser op på natbordet. Det er min mor igen.
»Glem mig.«
»Ja, hvorfor forsøgte jeg ikke bare at glemme hende,« spørger Alex Schulman sig selv.
»Det havde mange sikkert gjort, men det har jeg aldrig vaeret en mulighed for mig.«
Du er gift, du har tre børn, hører du ikke din kone sige, at nu må du lade fortiden hvile og leve i nuet?
Alex Schulman giner højt.
»Nej, min kone er meget bevidst om, at jeg er besat af min barndom.«
I en af mange forfaerdelige scener beskriver du, hvordan du og din kone kommer hjem fra byen og traeder ind i jeres lejlighed, hvor din mor har fået tjansen som barnepige. Din mor ligger døddrukken på sofaen, og din lille datter er meget opmaerksom på, at hun ikke må vaekke sin farmor. Det må vaere svaert at tilgive sådan noget?
»Jeg har aldrig vaeret i en position, hvor jeg skulle overveje, om jeg skulle tilgive min mor eller ej, for hun har aldrig sagt undskyld. Det er det, der er så forfaerdeligt med alkoholmisbrug: Det giver ikke mening at
Født i 1976.
Journalist, forfatter og podcaster.
Har udgivet fire autofiktive bøger og fik i 2020 sit internationale gennembrud med romanen ”Overleverne”. tale om tilgivelse, når den ene part ikke har den samme erindring. Min mor har gjort så mange forfaerdelige ting, men hvad nytter det at tale om tilgivelse, når det menneske, som har udført handlingerne, ikke husker noget af det? Turen til Ikea og alt det andet har aldrig eksisteret for hende.«
Litteraturen er fuld af bøger om foraeldreopgør, om haevn, men din bog kan i lige så høj grad betragtes som en kaerlighedserklaering til din mor?
»Det er helt rigtigt set. Sagen er den, at jeg rent faktisk husker min mor, fra før hun begyndte at drikke meget. Men kun i små glimt. Hun var kaerlig, hun krammede mig, og hun gjorde mig tryg, men det stoppede brat, og når jeg ser tilbage på min barndom, fik jeg alt for lidt af det. Ja, jeg erklaerer min mor min kaerlighed, for jeg forsøger desperat at holde fast i den smule tryghed, der var, da jeg var helt lille. Jeg forsøger at få den mor, som viste mig kaerlighed, tilbage. Og ved at dosere de gode stunder, der trods alt var, kan jeg praege min egen dårlige barndom i en positiv retning. Smart, ikke?«
Dit forfatterskab fungerer som terapi?
»Nej, men jeg har gået i terapi i 15 år og vil sikkert blive ved resten af mit liv. Jeg søger hjaelp i EMDR, en psykoterapeutisk terapi, som kan hjaelpe mod traumer. Man tager udgangspunkt i en specifik begivenhed, i min barndom er der nok at tage af, og så gennemgår man dem time efter time efter time, indtil chokeffekten aftager.«
Fungerer dit forfatterskab ikke på samme måde? Du skriver om din barndom, skriver om og redigerer. Du må have vaeret over bogens scener utallige gange?
»Interessant. Jeg har aldrig taenkt på det på den måde, men jo, det er vel det, jeg gør.«
Det lykkedes at få din mor i behandling, og hun levede uden alkohol til sin død i 2015. I havde en god tid sammen til sidst?
»Både og. Hun holdt op med at drikke, men hun krammede mig ikke og sagde ikke undskyld for alt det grusomme, hun havde udsat mig for. Det var det, jeg havde drømt om. Det, jeg havde brug for. Vi talte om, at nu måtte vi også se at få talt ordentligt sammen, men vi nåede aldrig at gøre det. Måske er det bare sådan, det er. Jeg kender i hvert fald ingen familier, hvor man for alvor får talt ud om de svaere ting.«
Ja, jeg erklaerer min mor min kaerlighed, for jeg forsøger desperat at holde fast i den smule tryghed, der var, da jeg var helt lille. Jeg forsøger at få den mor, som viste mig kaerlighed, tilbage. Og ved at dosere de gode stunder, der trods alt var, kan jeg praege min egen dårlige barndom i en positiv retning. Smart, ikke? ALEX SCHULMAN, FORFATTER
Talte du nogensinde med din mor om dette bogprojekt?
»Nej.«
Kunne du have udgivet bogen, mens hun stadig levede?
»Umuligt. Dertil havde hun alt for stor magt over mig.«
Du beskriver også din mors barndom med en følelseskold far, der sendte sin datter vaek fra hjemmet i en ung alder. Man kan få den tanke, at du vil retfaerdiggøre din mors handlinger senere i livet?
»Nej, jeg retfaerdiggør ikke noget, men min mors opvaekst hører med til historien. Det var ikke kun alkoholen, men også hendes barndom, der gjorde hende til den, hun var. Min morfar var et vanvittigt menneske. Han var drevet af vrede. Mod kvinder. Ham har jeg også skrevet en bog om. Den kommer på dansk naeste år. Jeg er nødt til at undersøge den vrede, der løber i familien, så jeg ikke giver den videre til mine egne børn.«