Er politiske partier stadig partier eller mest personlige projekter? Kaere Socialdemokratiet: Jeg slår op
Nu sidder du måske, kaere laeser, og taenker: Hvorfor skal det interessere mig, hvorfor et eller andet menneske, jeg ikke kender, i Midtjylland, har meldt sig ud af et parti?
Folk melder sig ind og ud af forskellige foreninger hele tiden. Jeg taenker, det måske kan interessere andre end lige kassereren i min lokale partiforening, fordi jeg i al beskedenhed taenker, at det er en bekymrende udvikling for den måde, vi har indrettet os på i vores demokrati med et system baseret på politiske partier, hvis en forkaemper for det repraesentative demokrati gennem en årraekke ikke taenker, det giver mening at vaere medlem laengere.
Jeg har vaeret medlem af Socialdemokratiet, siden jeg var 17. Jeg mødte min mand gennem DSU. Jeg har siddet i flere forskellige bestyrelser, vaeret kandidat til byrådsvalg flere gange, og jeg har altid taenkt, at hvis der var nogen, som var kernesocialdemokrat, så var det mig, og jeg har altid advokeret for, at man som politisk interesseret samfundsborger da skulle vaere medlem af et politisk parti. Det var sådan, man fik indflydelse. Den sikkerhed og overbevisning har jeg mistet.
Mit største problem er, at jeg ikke laengere kan se, at det giver nogen saerlig fordel at vaere medlem af et parti. Jeg oplever ikke laengere, at de fleste politikere anser medlemmerne af deres parti som deres vaesentligste bagland. Det er i dag deres følgere på sociale medier, som har indtaget den rolle.
Så hvorfor skal jeg så betale kontingent?
Jeg oplever, at medlemskab af et politisk parti kun er egentlig relevant og nyttigt, hvis du ønsker at kandidere til en eller anden form for tillidspost eller et politisk hverv. Og selv det er ikke mejslet i granit, hvad de mange partiskiftende politikere er et tydeligt tegn på. Man hiver uden blusel sit mandat med over i et nyt parti, som tager imod med åbne arme og fikser en hurtig indmeldelse og en opstillingskreds, hvis afhopperen er kendt nok.
De politiske partier er uanset farve ved hvert kommunalvalg på jagt efter lokale berømtheder for at booste opstillingslisterne uden egentligt at have nogen saerlig føling med, hvad det kendte menneske mener eller står for. Er det sådan en kommune, en region eller et land bedst styres?
Er det okay at lade politik udvikle sig til i højere og højere grad at blive et realityshow også i Danmark? Mit fravalg af medlemskabet af et politisk parti lige nu haenger staerkt sammen med, at det ser ud til, at det inden for politik er personlige ambitioner, som bliver vigtigere end sagen.
Det bliver vigtigere at positionere sig selv og selv gøre karriere. Som jeg ser det, tyder det på, at den enkelte politikers primaere modstandere ikke nødvendigvis er dem i andre partier.
Det er også de partifaeller, der står i vejen for ens egne ambitioner.
Når det faelles projekt smuldrer, så kommer personfnidder og personlige ambitioner til at blive hovedsagen, og man går til valg på sin person og ikke en sag. Jeg mener, det er en staerkt farlig kurs at vaere slået ind på.
Giver jeg op, når jeg går? Måske lidt. Jeg opgiver at tro, at mit kontingent til et politisk parti tjener et formål. Jeg opgiver at tro på, at man ikke skal true med at gå, men true med at blive. Jeg opgiver ikke at ville den politiske dialog. Jeg bliver ved med at glaedes ved de enkelte lysglimt i min nuvaerende pessimistiske oplevelse af det politiske system.
Jeg håber, det vil vise sig, at jeg ikke får ret, og jeg ville glaedes ved at blive modbevist. Men indtil da, så er det farvel fra mig.
Er det okay at lade politik udvikle sig til i højere og højere grad at blive et realityshow også i Danmark?