415 firmaer er blevet solgt i år
Allerede nu kan 2021 gøres op som året, hvor rekorden for flest firmahandler blev sat. Antallet overgår det hidtidige rekordår.
Hele rådgiverbranchen jubler over aktivitetsniveauet for firmahandler, trods coronakrisen.
Nu bekraefter de rå tal, at rekorden i 2021 allerede er på plads, selv om der mangler tre måneder af året.
415 virksomhedshandler er der gennemført i Danmark i de tre første kvartaler af 2021, og dermed er rekorden på 382 handler i 2018 allerede slået.
Det viser statistik fra rådgivningsfirmaet Oaklins.
Oaklins konstaterer dermed, at den opbremsning, der indfandt sig i 2. kvartal 2020, hvor hele verden lukkede ned, hurtigt blev overvundet. I 2. kvartal 2020 blev der indgået beskedne 67 firmahandler. I 2. kvartal i år var der 156 transaktioner, og i det nyligt afsluttede 3. kvartal af 2021 faldt det til et mindre ekstremt antal på 125 transaktioner.
De fleste transaktioner er danske virksomheder, der bliver solgt til udenlandske ejere. I 2021 står de indtil videre for 320 af de 415 transaktioner. De fleste købere af danske virksomheder – 74 pct. – er fra Europa.
Ifølge Oaklins er det isaer virksomheder inden for service og teknologi, der er blevet solgt. I hver tredje handel er det en finansiel køber og altså ikke en konkurrent. Den andel er marginalt større end i 2020.
Oaklins har også målt prisniveauet for de handlede privatejede virksomheder i Europa, og her er udviklingen knap så dramatisk.
Indtil videre er gennemsnitsprisen for handlerne i 2021 på indeks 119, hvor indeks 100 markerer niveauet i 2005. Tallet for 2021 kan aendre sig, i takt med at flere af de gennemførte handler i 2021 kommer med i prisstatistikken.