Store drømme i en brutal virkelighed i fransk drama
Fransk instruktørduo finder ikke den rette balance mellem magi og socialrealisme i ungdomsdramaet ”Gagarine”.
De fattige parisiske forstaeder, les banlieues, har vaeret genstand for ikke så få filmiske skildringer. Jacques Audiard har i både ”Profeten” (2009) og den ikke mindre uafrystelige ”Deephan” (2015) skildret de franske forstadsmiljøer, der i al deres barske råhed står som små verdener i egen ret og som brutale antiteser til den smukke storby, de graenser op til.
Det forjaettende Eiffeltårn lyser også i det fjerne i al sin overdådige pragt i Fanny Liatard og Jérémy Trouilhs magisk-socialrealistiske forstadsdrama ”Gagarine”.
Den 16-årige Youri (Alseni Bathily) har boet i betonblokken i pariserforstaden Gagarine Cité hele sit liv.
Det er opkaldt efter den sovjetiske astronaut Juri Gagarin, og ligesom sin navnebror drømmer Youri om at indtage rummet. For sine naboer arrangerer han stjernekiggeri og taler om de ”galaktiske forstaeder”, der omgiver stjernerne, og som de ikke kan overleve uden. Så har alle vist fået fat i den metafor.
Allerede i dette udgangspunkt adskiller ”Gagarine” sig fra de fleste af de franske banlieue-fortaellinger, hvor en 16-årig knaegt som oftest ville vaere enten misbruger eller gadehjørnepusher. Men det er heller ikke den skinbarlige realisme, de to instruktører er interesseret i at laene sig op ad. De flirter derimod både i aestetik og handling med den drømmende magi, som Youri og hans ven Houssam mener, Gagarine er omgivet af.
Det er de til gengaeld de eneste, der mener. Betonblokken er nemlig gennemvaedet af asbest, intet fungerer, og hele bygningen er så saneringsmoden, at de franske myndigheder har besluttet sig for, at den skal rives ned. Men hvad stiller man op, når man som Youri aldrig har kendt til andet og i øvrigt ikke har andre steder at tage hen?
Youri lader sig inspirere af sine astronautforbilleder og omdanner et afsides hjørne af komplekset til et simuleret rumskib, alt imens bygningsarbejderne gør klar til at spraenge de mange tilsyneladende tomme lejligheder i luften.
Men det er ikke kun nostalgi, der knytter Youri til Gagarine Cité. Det gør også følelserne for den smukke Diana (Lyna Khoudri), der bor i en romalejr sammen med sin store familie. Hendes nomadiske tilvaerelse spejler Youris nyvundne rodløshed, og mellem dem opstår der et saerligt bånd.
Desvaerre fremstår ”Gagarine” i høj grad som en film, hvor instruktørerne har haft svaert ved at finde ud af, hvilken historie de vil fortaelle. Filmen er fyldt med såkaldt amerikanske montagesekvenser, hvor tidslige forløb er koncentreret, men de mange kronologiske forkortelser har ikke modvaegt i en større handling, hvorfor helheden fremstår enormt ufokuseret. Det lykkes heller ikke instruktørparret at finde den rette balance mellem magi og realisme, så selv om ”Gagarine” sine steder er charmerende, så når den slet ikke de højder, den kunne drømme om.
DRAMA GAGARINE FRANKRIG, 2020 Instruktion: Fanny Liatard og Jérémy Trouilh 1 time og 38 minutter