Verdens smukkeste dreng: Et barn blev ødelagt og en klassiker skabt
Der findes alt for mange historier som Andrésens, når børn og unge skal bruges i kunstens navn.
DOKUMENTAR Verdens smukkeste dreng Sverige 2021 Instruktør: Kristina Lindström, Kristian Petri Laengde: 1 time og 33 minutter Premiere: 21. oktober 4 stjerner
Björn Andrésen var lige på skellet til voksenlivet, da han efter en maratonproces blev udvalgt af den italienske mesterinstruktør Luchino Visconti til at spille den centrale rolle som Tadzio i hans filmatisering af Thomas Manns roman ”Døden i Venedig”.
Begejstret lod italieneren verden vide, at han havde fundet ”verdens smukkeste dreng”, men tidens ufølsomme og hensynsløse omgang med den unge, generte svenske dreng endte med at ødelaegge et liv.
En skaebne skiller sig ud
Vi får historien fortalt af hovedpersonen selv, som i dag er i 60’erne og er sandet til i en lejlighed i Sverige. Håret er langt, smøgerne afvikles, som kom de på samlebånd, og sofaen bruges gerne som seng.
Selv de bedste velfaerdssamfund rummer mange skaebner, men Björn Andrésen
skiller sig ud ved, at dét øjeblik, hvor livet blev afsporet, er veldokumenteret af prøvefilmningens mange naerbilleder, og historien, der følger, er kulørt og hjerteskaerende.
Man ser den med lige dele sensationslyst og refleksioner over, hvor store ofre kunst må kraeve.
Man chokeres jaevnligt
Filmen har en indre fortaelling, hvor hver delfortaelling naturligt åbner de naeste kapitler i Andrésens livsbog. Det føles til tider naesten for brutalt konstrueret, men må tilskrives en dramaturgisk effen klipning af råmaterialet, og hvis man ikke kender historien på forhånd, så chokeres man jaevnligt, når nye dybder i faldet fra berømmelsens tinder afsløres.
At vi har med et såret og ødelagt menneske at gøre, tvivler man egentlig ikke på, men om det gør ham noget godt igen at gennemleve alle livets ubaerlige øjeblikke, fuldt realiseret med rejser rundt til ugerningernes arnesteder, kan man godt fundere over.
Selvfølgelig er luksushoteller en behagelig afveksling fra lejeboligen, hvor gasblusset altid står taendt, men man håber, at filmholdet også har husket at tage hånd om Björn Andrésens sønderskudte psyke.
Isaer scenerne fra nutiden med ham og kaeresten skaber mere tvivl om dette, end de gavner fortaellingen — og i de øjeblikke virker dette projekt blot som en fortsaettelse af misbruget.
FREDERIK ASSCHENFELDT VANDRUP
Aftvinger respekt
”Døden i Venedig” er en film, der aftvinger respekt som kunstvaerk, men måden, rollen som Tadzio blev besat, og en skønhedsbesat verdens efterfølgende behandling af den svenske dreng gør det stik modsatte. Desvaerre kan denne type film laves om alt for mange unge, der blev berøvet en ungdom i normale rammer for kunstens skyld — Björn Andrésens historie minder os blot ekstra flot realiseret atter om dette.