Lad der vaere plads til ildestedte medmennesker under Danmarks stråtag

Over Skovsbostrand uden for Svendborg skriger mågerne. Kan deres fortaelling vaere, at vi skal passe på vore flygtninge og andre fremmede? Her, i et beskedent bindingsvaerkshus, boede digteren og teatermanden Bertolt Brecht med hustru, børn og skiftende elskerinder fra 1933 til 1939 på afstand af de tyske nazister.

Kort før besaettelsen af Danmark fortsatte han over Sverige, Finland og Sovjetunionen til Californien, hvor han opholdt sig til 1947 sammen med et rigt udvalg af tyske og tysktalende flygtninge, blandt dem Thomas Mann og Arnold Schönberg. Så vendte han hjem, nu til Østberlins ruiner, hvor han blev det nye kommunistiske regimes fejrede, men også stridbare hofpoet.

Brecht satte sit maerke, både på det diktatoriske DDR, som brød sammen i 1990, og det større, demokratiske Tyskland. Svendborg har sin del af aeren for dette. I huset på Skovsbostrand – under Danmarks beskyttende stråtag, som han skrev – faerdiggjorde Brecht en betydelig del af sit livsvaerk foran et vindue med udsigt til Svendborgsund og Tåsinge.

Måske skriger mågerne, at vi alt for let begår fejl, isaer moralske, når vi afviser fremmede, som kommer til os i deres nød. Vi kan modtage de afghanere, der indtil for nylig hjalp vore soldater i deres hjemland. Vi kan saelge dem (hvilken uanstaendighed!) til Storbritannien. Eller vi kan efterlade dem forsvarsløse i Centralasien og i den anledning graede vore krokodilletårer. Hver gang afgør vi et mennefremmedfjendtlige skes skaebne. Hver gang griber vi ind i historiens forløb.

Et aldrig glemt eksempel i

Østrig, mit hjemland, men ikke mit faedreland, er den modtagelse, som dansk politi beredte jøden, socialisten og flygtningen Bruno Kreisky på flugt fra Wien over København til Stockholm i 1938. Kreisky blev tilbageholdt i Kastrup Lufthavn. Man overvejede at udlevere ham til nazisterne, som med sikkerhed havde anbragt ham i en koncentrationslejr og vel sagtens myrdet ham. Kun fordi socialdemokratiske kammerater i København greb ind, kunne Kreisky fortsaette til Sverige. Her opholdt han sig til 1948, hvorpå han returnerede til Wien og forvandlede Østrig til vore dages velfaerdsstat, model Norden.

Hvem er det egentlig, at vore magthavere, én af dem for tiden fremstillet i Rigsretten, en anden dømt for svindel med EU-penge, afviser? Måske mennesker, som ad åre, hvis vi giver dem et helle, kan gøre en indsats i deres hjemlande.

Huset på Skovsbostrand ligger, som det lå på Brechts tid, stilfaerdigt under sit stråtag. Andre huse er kommet til, men den sydfynske idyl holder. Huset er ikke et museum, snarere et vaerksted, forestået af en forening, der lejer adressen ud til kunstnere og videnskabsfolk i den hensigt at skaffe dem arbejdsro. Svendborg Kommune yder sit tilskud, selvfølgelig. Brechts hus er en del af byens identitet.

Inden døre minder fotos og tekster om Brecht og hans naermeste, blandt dem Lion Feuchtwanger og Walter Benjamin, som besøgte ham, inden de fortsatte ud i eksil og for Benjamins vedkommende selvmord. Der henvises også til senere forbipasserende, blandt dem Siegfried Lenz og Günther Grass, problematiske som Brecht, nemme at kritisere i en tid, der lever langt tryggere end forudgående generationer, og som følgelig burde have råd til at honorere vort formodet humanistiske samfunds første fordring, omsorg for de andre.

Måske skriger mågerne til os, at vi alt for let begår fejl, når vi afviser fremmede, som kommer til os i deres nød.