Du kan ikke påstå, du gør noget for klimaet, hvis du haenger valgplakater op overalt

Valgplakater udstiller på en meget synlig måde en voksen og tilbageskuende facon at taenke og kommunikere politisk holdning på over for de klimaengagerede unges forventninger om politisk handling.

I weekenden bliver der sat valgplakater op i hele landet. Frem mod kommunal- og regionsvalget den 16. november vil lygtepaele, stakitter og gelaendere i byer og på land vaere fyldt med billeder af politikeres ansigter og politiske budskaber, der er så simple, at de kan opfattes i vrimlen og på den korte tid, det tager at køre forbi.

I vores digitale tidsalder med internet og sociale medier kan valgplakaterne forekomme anakronistiske. Men ifølge mange studier virker de stadig og gør en forskel. Det gaelder isaer til kommunalvalg, hvor kandidaterne ikke nødvendigvis er lige så kendte ansigter som til folketingsvalg.

Der er dog én gruppe af vaelgere, hvor virkningen er meget negativ. Og det er de unge, klimaengagerede vaelgere. Det viste såkaldt mobiletnografiske studier under seneste valgkamp til Folketinget.

Hvordan kan man tage politikeres budskab om at lave en grønnere produktion og reducere CO2 alvorligt, når de stadig figurerer på valgplakater, som både skal produceres, indsamles og bortskaffes? De unges korte, kontante svar er, at det kan man ikke!

En 18-årig elektrikerstuderende havde et praktisk og lidt humoristisk argument mod valgplakaterne i en tid med mobiltelefoner: »Folk på gaden går og kikker på deres telefon. De går ikke og kikker op. Så valgplakater, dem kunne vi godt spare vaek.«

Generelt er de unges udtrykte modvilje mod valgplakaterne dog noget mere direkte, ja, naesten aggressiv. Faktisk blev valgplakaterne et tilbagevendende symbol på hele den manglende handling og politikernes dobbeltmoral i klimakampen. De havde f.eks. svaert ved at se meningen med fire plakater oven over hinanden med SF’eren Karsten Hønge i fuld figur og fuld vigør med sloganet ”Bider sig fast”.

Dette faenomen kunne ses på Fyns lygtepaele under valgkampen og fik meget kritiske kommentarer med på vejen af de unge vaelgere, som bor på Fyn, her en 20-årig hjemmehjaelper: »Nu stopper I! Det var bare ikke o.k. Og så står der det der ”Bider sig fast”, og så taenkte jeg: Ja, du bider dig fast i miljøet. Valgplakater er ikke saerlig godt for miljøet.«

De fire plakater oven på hinanden er kun et af mange eksempler på, hvordan de unge har saerligt svaert ved at forliges med den traditionelle og velkendte måde at kommunikere på under en valgkamp. Nøgternt set signalerer plakaterne da heller ikke just hensyn til miljøet eller kan identificeres med de unges bekymring for klimaet. Hvilket blandt andet en 19-årig gymnasieelev gav fyndigt udtryk for: »Alle politikere snakker om, at vi er så ih og åh klimabevidste, men alligevel haenger de valgplakater op, og jeg tror ikke, det er af genbrugspapir. Latterligt!«

De fleste medvirkende i de mobiletnografiske studier under valgkampen naevnte uopfordret valgplakaterne og udpegede dem specifikt som meget negative. Plakaterne var en konstant påmindelse og et bastant udbasuneret budskab om, at de afbildede politikere ikke tog klimaet alvorligt.

Det var egentlig ikke, fordi lige praecis valgplakaterne i de unges øjne var mere problematiske miljømaessigt end så meget andet. Grunden var snarere, at plakaterne på en meget synlig måde udstillede en voksen og tilbageskuende måde at taenke demokratisk kommunikation og politisk holdning over for de unges fokus og forventning om politisk handling. De var endnu et bogstaveligt bevis på, at politikerne er en masse ord, smilende ansigter og gode hensigter, snarere end at de er en garanti for konkret forandring – i hvert fald ikke en forandring til gavn for klimaet.

»Det er tankevaekkende, at vi stadig bruger valgplakater. Det er miljøspild. Man bruger sindssygt mange dumme ressourcer,« som en 21-årig handelsstuderende sammenfattede det.

Man kan muligvis anklage de unge for at vaere ungdommeligt naive og uerfarne. Man kan også ”agesplaine” dem for at haenge sig i detaljer og lukke øjnene for det overordnede, principielle perspektiv og vaere alt for fokuserede på det kortsigtede i stedet for de langsigtede mål i klimakampen, når de så massivt fokuserede på brugen af valgplakater under valgkampen til Folketinget, og når de med meget stor sandsynlighed vil vaere endnu mere kritiske, også op til det kommende kommunalvalg. Måske vil man ligefrem anklage dem for at ville begraense den frie, politiske kommunikation og afskaere politikerne fra deres demokratiske ret til at ytre sig.

Men så bør man omvendt heller ikke lukke øjnene for, at de unge i studierne ligesom barnet i ”Kejserens nye klaeder” peger på den helt oplagte, indlysende og rigtige pointe: Det at bruge fire plakater til at promovere en kandidat og et parti med erklaeret fokus på at tage hensyn til miljøet er naturligvis i en snaever kontekst inkonsekvent og selvmodsigende. Det kan godt vaere, at den fynske hjemmehjaelper er ung og naiv. Men hun giver i essens udtryk for, praecis hvordan de unge ser det.

Det er på en eller måde bare ikke o.k., som hun siger.

Og det indrammer på eksemplarisk vis forskellene mellem de unges konkrete krav om at gøre noget over for det, de opfatter som politikernes abstrakte ord og langsigtede planer. Den naesten aggressive modstand mod valgplakaterne indfanger og illustrerer et klart budskab og en tankegang hos de unge, som adskiller dem fra deres midaldrende kommunale kandidater: De voksne politikere argumenterer for stadig at bruge valgplakater, fordi det gør alle andre, fordi det har vi altid gjort, og fordi et forbud vil vaere en indskraenkning af ytringsfriheden. I forhold til klimaet gør plakaterne desuden ingen forskel i det store billede. Og sidst, men absolut ikke mindst, virker de altså stadigt ret effektivt.

Men disse argumenter preller af på de unge, som i stedet peger på, at når politikerne på valgplakaterne bruger disse kanaler, der bevisligt virker i den politiske kamp om stemmerne, og som de naturligvis har fuldstaendigt demokratisk ret til at bruge, så har de også meget tydeligt og eksplicit valgt at saette dem selv, deres budskab og ikke mindst deres egoistiske ønske om at blive valgt højere end klimaet. Hvilket for de unge er et mere konkret og snaevert, men også besnaerende og klart argument.

Hvis politikere forsøger at saelge sig på en holdning om, at de interesserer sig for klimaet (og hvilken moderne politiker med håb om at blive valgt gør efterhånden ikke det?), og måske ovenikøbet gør det ved at skrive dette budskab på en valgplakat eller en flyer i postkassen eller ved at lade budskabet følge af en rød rose, forekommer det selvfølgelig ekstra absurd og direkte selvmodsigende i de klimaengagerede og konsekvensstyrede unges øjne. Hvilket de vel sådan set også har ret i?