EU står uden bukser på i chipkrisen og vil nu bruge milliarder på at sikre forsyningen

Uden computerchips bliver en haer eller en samfundsøkonomi hurtigt lammet. I dag foregår langt den største del af produktionen i lande, der graenser op til et militaert og økonomisk ambitiøst Kina. Det forklarer den europaeiske interesse i at kaste millia

Den nye elbil, du har besluttet dig for at købe, kan først leveres til naeste sommer. Playstation-spillekonsollen er i restordre på ubestemt tid. De hovedtelefoner, du ønsker dig til jul, er steget heftigt i pris.

Verden er ramt af en omfattende mangel på computerchips, som har givet isaer bilindustrien store problemer med at kunne bygge nye biler. Og i Europa afslørede det et alvorligt problem for fremtiden: Der er naermest ingen produktion af chips inden for EU’s graenser.

I dag er vi på god fod med de lande, hvor naesten alle verdens mest avancerede chips bliver produceret – Taiwan og Sydkorea. Men hvis det aendrer sig, og graenserne lukker til, vil det vaere en alvorlig trussel. At bruge mikrochips som et geopolitisk våben er ikke kun et scenarium i en fremtid med ufred – det bliver i stor stil brugt af USA mod Kina.

»Har du ingen chips, kan du ikke ret meget i dag. Du kan ikke bygge et kampfly eller en kampvogn. Du kan faktisk intet gøre. Og så er du meget sårbar,« siger Jörg Hübner, direktør for DTU Nanolab, der udvikler nye teknologier til bl.a. chipproduktion.

Derfor er computerchips rykket helt op på den politiske dagsorden i EU. Nu skal der saettes gang i en lokal produktion af computerchips og postes mange milliarder euro i projektet.

»Det er meget højt prioriteret. Ikke nok med, at der er mangel i øjeblikket – vi forudser også, at der vil vaere en meget stor efterspørgsel i fremtiden. Det tager lang tid at etablere det. Så vi må hellere komme i gang,« fastslår Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissaer og leder af arbejdet for et digitalt Europa.

Hver femte chip skal vaere europaeisk

Meldingen om at saette skub i en lokal chipproduktion kom i september, da EU-Kommissionens formand Ursula von Leyen holdt den årlige State of the Union-tale. Der er endnu ikke fremsat konkrete forslag, men der er et konkret mål for fremtiden. Ikke for de chips, der er det mest moderne i dag, men dem som om tre-fire-fem år vil vaere klar til produktion.

»20 pct. af verdens forbrug af chips i den absolut mindste størrelse, to nanometer, skal produceres i Europa. Det er en helt markant forandring i forhold til situationen nu,« sagde den danske kommissaer på et pressemøde på hjemmebane forleden.

Først lidt historie. Den moderne computerindustri opstod på ryggen af de computerchips, der blev opfundet og sat i masseproduktion i Silicon Valley i 1960’erne og 1970’erne. Gennembruddet bestod i, at man kunne bygge mange transistorer – de mange små ”lyskryds”, der styrer data rundt – sammen til én chip.

Det var et så afgørende gennembrud, at man opkaldte området syd for San Francisco efter den nye, smarte ingrediens, som gjorde moderne chips mulige: Silicium, som på engelsk hedder Silicon.

I de følgende årtier var der et vaeld af selskaber indenfor chipproduktion, men med tiden blev det så kompliceret og højteknologisk, at feltet tyndede ud. I dag er produktionen af de hurtigste og mest eftertragtede chips derfor koncentreret på få haender og er rykket til Asien.

Antallet af transistorer i en computerchip bliver nemlig fordoblet hver 18. måned, sådan cirka, en udvikling som Intels grundlaegger Gordon Moore forudså og lagde navn til. Med tiden bliver det til mange transistorer samlet ét sted. Rigtig mange.

Den seneste iPhone-model har således 15 mia. transistorer i den centrale chip, og det er kun muligt, fordi chip-fabrikkerne er blevet i stand til at arbejde med materialer på nye, banebrydende måder. Apple-chippen er således skabt med såkaldt 5-nanometerteknologi, altså med 5 nanometer som den mindst mulige afstand mellem komponenterne i en chip. Til sammenligning er et menneskehår cirka 100.000 nanometer i diameter.

Evnerne til at arbejde i ekstremt miniatureformat har gjort det teknisk muligt at skabe en slagkraftig computer med mange timers batteritid, vi kan have i lommen. Men det stiller enorme krav til producenterne. At bygge en ny fabrik til chipproduktion koster derfor i runde tal 100 mia. kr. Og den fabrik, du byggede for fem år siden, er i mellemtiden blevet lidt bedaget, fordi teknologien hele tiden rykker sig. Så må du i gang med at bygge en ny.

Det er også forklaringen på, at der i dag kun produceres chips i Europa, der ikke er blandt de hurtigste og mest moderne. Når en fabrik er så stor en investering, handler det om at finde det bedst mulige sted – og det var så med tiden ikke Europa, forklarer Jörg Hübner.

»Der skal vaere kritisk masse. Udstyret, man bruger, er ekstremt kompliceret, så der skal virkelig højtuddannet arbejdskraft til. Du skal have service-ingeniører i naerheden, der kan reparere de maskiner, du bruger. Og for ca. 35 år siden mistede Europa så den kritiske masse,« siger han.

Dengang blev 40 pct. af alle verdens chips faktisk produceret på europaeisk grund. Men med tiden blev det altså mere attraktivt at placere den slags andre steder, og så sygnede den europaeiske chips-industri hen.

I stedet er Taiwan blevet verdens centrum for de mest avancerede chip – med selskabet TSMC som omdrejningspunkt.

Det er her, at Apple får produceret sine chips, ligesom mange andre selskaber fra hele verden.

At amerikanske selskaber var de største kunder hos TSMC kunne Donald Trump udnytte, da han var praesident og kørte en hård linje mod Kina. Hvis

TSMC ville saelge chips til amerikanerne, måtte de ikke saelge chips til Kina, lød beskeden, og den magtkamp ramte blandt andet den kinesiske tech-gigant Huawei hårdt.

Taiwan er altså allieret med Vesten i det store, geopolitiske spil om chipproduktion, men Kina rasler med sablen. Øen, der er lidt mindre end Danmark, er stadig en del af Kina, lyder den officielle politik, og en »fredelig genforening vil og kan blive realiseret«, sagde Kinas praesident Xi Jinping i en tale forleden.

Et langt sejt traek

Hvis Kina – mere eller mindre fredeligt – overtager kontrollen med Taiwan, vil den globale chips-magtbalance aendre sig med et fingerknips. Og det er en af grundene til, at EU-lederne har fået travlt med at vaere fødselshjaelpere for en chipindustri i Europa.

»Europa kan ikke og vil ikke sakke bagud,« lød det med fed skrift, da EU-Kommissionen i september meldte ud om en European Chips Act – en kommende lov, der skal hjaelpe chipproduktionen i gang. I USA er man allerede i fuld gang med en tilsvarende lovgivning.

Men der skal et langt sejt traek og en måske historisk stor investering til. At melde sig ind i kampen nu svarer lidt til at finde nogle dygtige miniput-spillere i en fodboldklub i 2. division og begynde at drømme om Champions League.

Sådan lyder det isaer fra kritikere af den store satsning, men også EU’s kommissaer for det indre marked, franskmanden Thierry Breton, erkender, at det vil tage tid.

Skal strategien virke, skal der vaere sikkerhed for offentlige tilskud i »et årti eller måske årtier«, har han sagt til Financial Times.

Omvendt er EU nu i gang med økonomisk starthjaelp efter corona-pandemien, som tilsammen runder 6.000 mia. kr. pointerer han. Og så starter vi i Europa med et godt udgangspunkt, mener den tidligere teletopchef, og peger blandt andet på hollandske ASML.

ASML voksede ud af industrigiganten Philips med fokus på vaerktøjer til chipproduktion. I 1997 begyndte ASML at se muligheder i at bruge ultraviolet lys med meget kort bølgelaengde til at ”tegne” med. En teknologi, der var lovende, men også ekstremt kraevende, og ingen konkurrenter endte med at følge trop. 20 år og over 50 mia. kr. senere kunne ASML i 2017 sende den første maskine på markedet, som brugte den saerlige teknologi, har New York Times rapporteret.

Det betyder, at hollaenderne sidder på et stykke helt kritisk vaerktøj, som alle de nye chipfabrikker har brug for: En maskine til over 1 mia. kr. – og som kan koste det samme at montere og kalibrere, når den først er ankommet i 40 containere, 20 lastbiler og tre Boeing 747 fragtfly.

At et europaeisk land står bag en nøgleteknologi er selvfølgelig en fordel, men viser også bare, at forsyningskaeden for at kunne bygge en chip er global. ASML er for eksempel afhaengig af både tyske og amerikanske under

Har du ingen chips, kan du ikke ret meget i dag. Du kan ikke bygge et kampfly eller en kampvogn. Du kan faktisk intet gøre. JÖRG HÜBNER, DTU NANOLAB

leverandører til højt specialiserede dele, som ikke kan købes andre steder.

Men USA har allerede spottet, at ASML er vigtig. Så siden 2019 har det vaeret forbudt for ASML at eksportere maskiner til Kina.

Udover det hollandske selskabs nøgleposition er der også en anden god nyhed for dem, der arbejder for chips ’made in Europe’. Intel – en anden af verdens chipgiganter – har nemlig besluttet at placere en fabrik i Europa. Og det har fået EU-lande til naesten at falde over hinandens ben for at tilbyde bedst mulige vilkår.

I forvejen har Intel en fabrik i Irland, men med tiden er den ikke laengere med helt fremme teknologisk. Den kan producere chips med 14 nanometer-teknologi, som var moderne tilbage i 2015. Derfor skal den fabrik nu opgraderes for cirka 45 mia. kr. – og så skal der bygges en ny, et sted i Europa, har Intel meldt ud.

Det er en investering på knap 130 mia. kr., og derfor slås EU-landene nu om at kunne tilbyde de bedste forhold og den største støtte. Storbritannien er i øvrigt udelukket, har Intel meldt ud, for det skal vaere et EUland.

Planer om en chipfabrik i Tyskland

Mens Intel-planerne er ret konkrete – bortset fra stedet, der skal bygges – har taiwanske TSMC vaeret ude med mere luftige planer om at etablere sig i Europa. TSCM har naesten alle sine fabrikker hjemme i Taiwan, men er begyndt at bygge en i Arizona. Måske hjulpet på vej af heftigt amerikansk kurmageri og kontante fordele.

Nu bliver der ”seriøst overvejet” at bygge en fabrik i Tyskland, meldte TSMC ud i juli, ifølge erhvervsavisen Nikkei.

Der er altså allerede lidt bevaegelse, selvom der er lang vej endnu, før Europa rent geopolitisk kan krydse topmoderne computerchip af på listen over ting, der ikke skal købes udefra i en tilspidset situation.

Det bliver svaert, men det er realistisk, at Europa kan bygge kritisk masse op, så vi med tiden får en solid chipproduktion på hjemmebane, mener Jörg Hübner.

»Det er bestemt en realistisk målsaetning. Spørgsmålet er, hvor lang tid det tager. Og måske skal man ikke starte med at prøve at bygge en fabrik til 2-nanometer chips (som ingen producerer endnu, red.). Man kan starte lidt lavere og så få noget indsigt undervejs og bygge en kritisk masse op,« siger han og sammenligner med bilproduktion.

Har man allerede en bilfabrik til billige, mere simple biler, er det lettere at rykke videre til at producere en Mercedes S-klasse, end hvis man skal begynde helt fra nul, forklarer DTU-direktøren. Men det er ikke nok bare at sikre, at der kommer nogle chipfabrikker på europaeisk jord.

»Vi har brug for teknologisk suveraenitet. Det er det vigtigste. Så på lang sigt skal vi bygge hele fødekaeden op, så vi ikke kun hyrer folk udefra, men selv kan uddanne specialister. Der skal investeres hele vejen rundt, også i uddannelse og forskning,« siger Jörg Hübner.