Jeg hader buffet. På et tidspunkt ligner den mest af alt et luftfoto af Berlin 1945
Allerførst skal jeg lige afvaerge eventuelle misforståelser: Det er ikke Warren Buffett, den stenrige investor og erhvervsmand, jeg hader.
Hvem kan i øvrigt hade ham? Manden er filantrop og har erklaeret, at størstedelen af de mere end 100 mia. dollars, han har i sparegrisen, skal gå til velgørende formål. Nej, det, jeg taler om, er den dovne uskik med at kyle al mad ind på et bord, hvorefter sagesløse, sultne stakler er tvunget til selvbetjening i lange køer.
Jo, jo, first world problem – hungersnød, CO2-udslip og Socialdemokratiet ved regeringsmagten er da lige en tand vaerre, det er jeg med på. Ikke desto mindre er buffet alligevel så raedselsfuldt, at nogen (jeg) må italesaette det.
Det eneste sted, hvor buffet er legitimt, er i en kantine. Det vil – indrømmet – virke lige lovlig skørt, hvis der f.eks. rendte tjenere og sommelierer rundt på alle landets gymnasier og serverede dagens lune ret plus en meget velvalgt sodavand i kantinen. Selv arbejder jeg også et sted, hvor der er ansat to dygtige kokke, der serverer velsmagende frokost som buffet. Sådan må det vaere i en kantine.
Men derudover er der simpelthen ingen undskyldning for buffet! Når jeg spiser ude, vil jeg insistere på at sidde på min flade, asiatiske røv og få al maden serveret af en tjener. Vedkommende behøver dog ikke skaere den ud i bidder og made mig – det kan jeg godt selv lige overkomme. Men vel vil jeg ej op at stå i kø for at få min mad. Havde jeg et braendende ønske om at stå i en kø for at få mad, var jeg nok taspises get på shawarmabar kl. 3 en lørdag nat i Aarhus midtby i stedet for. Og vil man have anden gang, skal man gudhjaelpemig igennem samme cirkus én gang til. Ikke så sjaeldent har jeg, af samme grund, selv droppet en refill og blot siddet umaet på min plads og surmulet.
De fleste buffeter er åbne inden for et bestemt tidsrum. Og forståeligt nok bliver der ikke fyldt op, når sluttidspunktet naermer sig. Men det betyder også, at buffeten på dette tidspunkt altid minder mig lidt for meget om et luftfoto af Berlin i 1945. Så hvis du endelig skal i buffeten, så sørg for Guds skyld for at vaere der fra starten.
Privat ynder jeg at tallerken-anrette den mad, jeg laver til familien. Ikke for at det skal vaere fisefornemt, men simpelthen fordi det ser mere indbydende ud. Mad
Jeg ved, jeg er i mindretal, men her skal vi lige huske, at flertallet absolut ikke altid har ret.
jo som bekendt også med øjnene. Men uanset hvor meget du forsøger at lave en flot, appetitlig tallerken med røget laks, lun leverpostej med champignoner, mørbradbøf a la creme, brie plus druer fra buffeten og dagens kage, ender det alligevel altid med at ligne jordprøve-samples fra et geologiseminar.
Gennem lange (!) 10 år har jeg desuden minimum én gang årligt lige akkurat overlevet sammenkomster i min søns klasse, hvor foraeldrene altid skulle have en ret med hver til en faelles buffet. Jeg husker det som endeløse raekker af lasagne, pølsehorn og kartoffelsalat. Så sad man der på bittesmå børnestole med knaeene oppe under hagen med sin paptallerken med lasagne, pølsehorn og kartoffelsalat og forsøgte at lade som om, det simpelthen var det mest hyggelige, man nogensinde havde vaeret med til. I virkeligheden sad jeg mest og overvejede, om jeg skulle tage min søn ud af skolen og selv undervise ham derhjemme, så jeg kunne blive fri for disse klassebuffeter.
Det eneste positive, der er at sige om buffet, er, at man har mulighed for at styre uden om koriander. Jeg ved, jeg er i mindretal, men her skal vi lige huske, at flertallet absolut ikke altid har ret.