I stedet for social ingeniørkunst er der brug for vaerdier. Ikke mindst borgerlige

Det er betydelig lettere at kompensere for en beskeden social baggrund, når der skal gives karakterer, end når det fordres, at man har en masse bløde snakkekompetencer af den slags, middelklassen er verdensmester i.

Når man kommer til års, kan man fra tid til anden falde i staver over de helt grundlaeggende fejl, man har begået i løbet af sit liv – eller vaeret med til at begå.

Jeg vil ikke spilde laeserens tid med en oversigt over mine personlige fejl. De er på samme tid mange og banale. Men i min egenskab af sociolog er der en faglig fejl, jeg i mange år har vaeret med til at begå. Og som i stigende grad nager mig. Vi kan kalde den fejl for ”myten om samfundet”.

Et af de steder, hvor man tydeligst ser myten om samfundet, er i spørgsmålet om kriminalitet. Der findes naeppe en undersøgelse, hvor man ikke har ”kontrolleret for socio-økonomiske variable”. Det vil sige en undersøgelse, hvor man ikke har nulstillet effekten af alder og social baggrund.

Men hvorfor nulstiller man alder og social baggrund? Det gør man selvfølgelig, fordi man tror, det har indflydelse på omfanget af kriminalitet i en bestemt gruppe.

Men har alderen og den sociale baggrund egentlig en indvirkning på, hvor sandsynligt det er, at man begår kriminalitet? For ellers er der jo ikke nogen grund til at nulstille effekten.

Hvis man ellers kan tro den svenske kriminolog Per-Olof Wikström – og det er der gode grunde til – så har alderen og den sociale baggrund ikke den store indflydelse. Det, der gør, at mennesker bliver kriminelle, er for det første, at de selv har en dårlig moral og dårlig selvkontrol. Og for det andet, at de lever i et socialt miljø, der anser kriminalitet for moralsk acceptabel.

Med andre ord: Det er overhovedet ikke alderen og den sociale baggrund, der udløser kriminalitet. Det er den lave moral, den dårlige selvkontrol og det dårlige selskab.

Vil man gør noget ved kriminalitet, skal man derfor ikke forsøge at løfte mennesker socialt (og vente på, at de bliver aeldre). Der kan vaere alle mulige noble grunde til, at det er ønskvaerdigt, at mennesker kan løfte sig selv socialt. Men eftersom man ikke bliver kriminel af at vaere fattig, holder man heller ikke op, når man bliver velstående.

Det, der skal til for at bekaempe kriminalitet, er en aktiv vaerdipolitik. Hvor et tilstraekkelig stort antal mennesker i et samfund forlanger, at mennesker opfører sig civiliseret og at der ikke er nogen undskyldninger for at vaere kriminel. Og hvor der selvfølgelig vanker straffe for at vaere uciviliseret og for at se gennem fingre med andres kriminalitet.

Det, der skaber tilsløringen af, hvad man egentlig skal gøre ved kriminalitet, er myten om samfundet.

Et andet sted, hvor man tydeligt ser myten om samfundet, er i diskussionen af årsagerne til, at mennesker kan komme til at haenge fast i nogle sociale forhold, de i bund og grund ikke har gavn af at haenge fast i.

Det er almindeligt at sige, at hvis man for alvor vil bryde den sociale arv, skal de nederste i hierarkiet løftes rent uddannelsesmaessigt.

I praksis er det ret vanskeligt, for når man løfter for eksempel den nederste halvdel, er det vanskeligt ikke også at løfte den øverste. Og løfter man alle, er der ikke nogen mobilitet mellem grupperne.

Der har bare vaeret en slags inflation i uddannelser så det, der tidligere kraevede, at man havde gennemført folkeskolen, nu kraever, at man gennemfører gymnasiet.

Der kan vaere alle mulige noble grunde til, at det er ønskvaerdigt, at mennesker kan løfte sig selv socialt. Men eftersom man ikke bliver kriminel af at vaere fattig, holder man heller ikke op, når man bliver velstående.

Men passer det, at kort uddannelse giver dårlige, sociale forhold? Ikke ubetinget.

Der findes faktisk en raekke job med ret korte uddannelser, hvor man tjener ganske godt. For eksempel langturschauffør.

Det, der gør, at man har svaert ved at begå sig i skolen og ender med ganske lidt uddannelse, er ofte, at man har fået en rigtig dårlig opdragelse af sine foraeldre.

Det vil sige en opdragelse, hvor der ikke bliver skredet ind over for dovenskab, sjuskeri og dårlige manerer i bred almindelighed. Og en opdragelse, hvor det ikke bliver understreget tilstraekkelig tydeligt, at mennesker har et personligt ansvar for konsekvenserne af deres egen opførsel.

Hvis man tror på den fejlagtige myte om samfundet, vil man som en reaktion på, at mennesker haenger fast i dårlige, sociale forhold, saette alverdens programmer i vaerk.

Uden på noget tidspunkt at fokusere på den del, der ikke har noget med samfundet at gøre: at det kraever personlig udvikling og en personlig indsats, hvis man ved skaebnens ugunst har vaeret så uheldig at få en dårlig opdragelse.

Et sidste sted, hvor myten om samfundet gør uendelig mere skade end gavn, er i spørgsmålet om karakterer.

Det er ikke sandt, at karakterer favoriserer det, man undertiden kalder bedre folks børn. Tvaertimod: Evalueringsinstituttet har i en grundig undersøgelse fastslået, at det er kvote 2, der favoriserer bedre folks børn.

Karakterer skyldes først og fremmest intelligens og flid. Og de gives langt mere sagligt og velovervejet, end mange tror.

Derfor er det betydelig lettere at kompensere for en beskeden social baggrund, når der skal gives karakterer, end når det fordres, at man har en masse bløde snakkekompetencer af den slags, middelklassen er verdensmester i.

Politisk fører myten om samfundet til, at navnlig de røde partier ivaerksaetter det ene sociale ingeniørprojekt efter det andet. Som alle vil fejle, fordi årsagen til det problem, man prøver at løse, ikke som udgangspunkt er social.

I stedet for social ingeniørkunst er der som regel brug for vaerdier. Ikke mindst af den slags, man plejer at kalde borgerlige.

Men i den almindelige, samfundsmaessige samtale skader myten om samfundet også. Fordi den fører til åndelig dovenskab og til, at ingen bliver klogere på en raekke vigtige spørgsmål.