Regeringen blev advaret om dysfunktionelt asylsystem, afslører interne dokumenter

Allerede sidste år blev regeringen advaret om, at Rwandas asylbehandling er dybt mangelfuld og ikke lever op til internationale standarder. Det viser et internt dokument, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Oplysningerne får eksperter til at tvivle

Kun én eneste sagsbehandler til at daekke hele landet. En klageadgang, der i praksis »ikke findes.« Et asylsystem, der »ikke overholder internationale standarder for retten til prøvelse ved et uafhaengigt organ.«

Så grelt står det til i Rwanda.

Og regeringen har vidst det i mere end et år – mens man udadtil er fortsat med at rose det centralafrikanske land for sine evner til at håndtere flygtninge.

Jyllands-Posten kan nu fortaelle, at regeringen er blevet advaret om et asylsystem i Rwanda, der er så mangelfuldt, at det reelt skal bygges op helt fra bunden.

Det viser et internt dokument fra Udlaendingeog Integrationsministeriet, som avisen har fået aktindsigt i.

Oplysningerne får førende eksperter til at vurdere, at der kan vaere store udfordringer med at sende flygtninge og migranter til Rwanda, hvis ikke landets asylbehandling forbedres.

I februar sidste år var forhandlingerne med Rwanda gemt langt vaek fra offentlighedens søgelys.

Det var før, at nu eks-udlaendingeminister Mattias Tesfaye og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen dukkede op i hovedstaden Kigali og underskrev to samarbejdsaftaler med regimet.

Og før, at regeringen – som den har nu – havde indrømmet, at man ville sende asylsøgere til Rwanda, hvor de skal blive, hvis de har krav på beskyttelse.

Men i skyggerne kørte forhandlingerne for fuld udblaesning.

Den 24. februar 2021 blev der holdt et videomøde mellem den danske og rwandiske regering.

Bange anelser

Inden mødet blev der sendt et dokument rundt i Udlaendinge- og Integrationsministeriet med materiale, der skulle bruges til mødet, og som var fyldt med blinkende advarselslamper. Ifølge dokumentet har Rwandas asylsystem nemlig betydelige mangler.

Der er kun »én sagsbehandler ansat til at varetage asylinterview og sagsbehandlingen i første instans,« står der i den aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået.

Der står også, at »en reel klageadgang til domstolene ikke findes i praksis«.

Og »at klager over afslag foregår inden for samme ministerium og ikke overholder internationale standarder for retten til prøvelse ved et uafhaengigt organ.«

Det konkluderes også, at FN’s Flygtningekonvention formelt er ratificeret af Rwanda.

Men at den i praksis er »mangelfuldt implementeret.«

Det er UNCHR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, som har gransket asylsystemet i Rwanda, og som er kommet med vurderingen forud for videomødet, fremgår det af dokumentet.

Det er opsigtsvaekkende, mener flere eksperter.

»Det bekraefter de bange anelser, som flere af os har haft i et stykke tid om, hvorvidt Rwanda er gearet til at overtage opgaven med asylbehandling,« siger Jesper Lindholm, lektor i asylret ved Aalborg Universitet:

»Hvis der er én ansat, og der ikke er reel klageadgang, så er systemet ikke bygget til de internationale standarder, der er for asylsystemer.«

Det har laenge vaeret en topprioritet for regeringen at oprette et modtagecenter i et land uden for Europa, der skal overtage asylbehandlingen og afskraekke flygtninge fra at rejse over Middelhavet.

Derfor vedtog man – med støtte fra en samlet blå blok – sidste år en lov, som juridisk gør det muligt.

Ifølge loven kan man kun sende flygtninge og migranter til et land som Rwanda, hvis det er »i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.«

Også hvad angår FN’s Flygtningekonvention er loven klar i spyttet: Der vil »alene kunne ske overførsel til et tredjeland, der har tiltrådt og faktisk respekterer Flygtningekonventionen,« står der i lovbemaerkningerne.

Fra bunden

De nye oplysninger saetter dermed spørgsmålstegn ved noget helt centralt.

Overholder Rwanda de forpligtelser, regeringen har oplistet i sin egen lov?

»Nej, klart ikke,« lyder dommen fra Jesper Lindholm fra Aalborg Universitet.

I hvert fald ikke, uden at Rwandas asylsystem gennemgår maerkbare forbedringer, siger han:

»En af de store betingelser for, at man overhovedet kan overføre asylvurderingen til et andet land, er et velfungerende system, der lever op til forpligtelserne i flygtningeretten og menneskeretten og de standarder for asyl, som er defineret af bl.a. UNHCR’s eksekutivkomité. Det gør Rwanda ikke,« siger han.

Hvor lang tid kan det tage at opbygge et asylsystem, der lever op til det?

»Med det niveau, det er på nu (i Rwanda, red.), kraever det reelt en opbygning fra bunden af,« siger han.

Louise Halleskov, lektor i udlaendingeret på Aarhus Universitet, er også bekymret.

»Ifølge loven om modtagecenteret er det en forudsaetning, at man laver en aftale, som formelt og reelt sikrer en overholdelse af flygtningeretten og menneskeretten.«

»Hvis det, UNHCR beskriver, er rigtigt, illustrerer det de store udfordringer, der er forbundet med at lave en aftale,« siger hun.

Den socialdemokratiske regering har laenge arbejdet med to modeller for et modtagecenter.

I model 1 opretter man groft sagt et stykke Danmark i tredjelandet.

Det vil sige, at Udlaendingestyrelsen interviewer en flygtning, hører om den pågaeldendes oplevelser og motiver for asyl – og undervejs sikrer, at dansk lov overholdes.

I model 2 er rollerne byttet om. Her står tredjelandet selv for asylbehandlingen.

Det bekraefter de bange anelser, som flere af os har haft i et stykke tid. JESPER LINDHOLM, LEKTOR I ASYLRET, AALBORG UNIVERSITET

Britisk model

Det skal ske »i henhold til landets nationale lovgivning, men inden for Danmarks folkeretlige forpligtelser«, fremgår det af en

juridisk analyse, som regeringen offentliggjorde sidste år. For nylig indgik Storbritannien en asylaftale med Rwanda, og her gør den sidstnaevnte model sig gaeldende.

I teorien kan Danmark godt skrue en lignende aftale sammen, understreger Louise Halleskov:

»Principielt er der ikke noget i vejen for, at man laver en aftale med et land, der har problemer med menneskerettighederne. Men det stiller store krav til kvaliteten og trovaerdigheden af den aftale – og en mekanisme, der kan sikre, at rettigheder bliver overholdt.«

Udadtil har regeringen ikke lagt sig fast på, om man går efter den ene eller anden model.

Herhjemme foregår en asylsag ved, at uddannede sagsbehandlere i Udlaendingestyrelsen laver interviews med flygtninge og migranter.

Man overvejer, om vedkommende er personligt forfulgt i hjemlandet, eksempelvis på grund af homoseksualitet eller sin politiske overbevisning.

Og man vurderer sikkerhedssituationen i landet – det kunne vaere borgerkrigen i Syrien, eller om det er sikkert at vende tilbage til bestemte steder i Somalia.

Det sker, eksempelvis ved at Udlaendingestyrelsen selv sender embedsmaend til landene, laver videointerviews med folk, der bor der, eller bruger rapporter fra internationale organisationer og ngo’er.

Får man afslag på asyl, ryger sagerne videre til Flygtningenaevnet – en uafhaengig instans med en dommer for bordenden.

Altså uendeligt langt fra forholdene i Rwanda, hvor én person i hele landet både behandler asylmotivet og den klage, der måtte komme i kølvandet på en afgørelse.

Regeringen roste Rwanda

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i flygtningeret på Københavns Universitet, er de nye oplysninger »ikke et problem, hvis de danske myndigheder skal stå for asylbehandlingen«.

»Men det kan oplagt blive en udfordring, hvis man vaelger at gå med en model, hvor de rwandiske myndigheder selv skal stå for det,« siger han.

Mens regeringen indadtil har vaeret advaret om forholdene i Rwanda, har man udadtil rost landet.

Isaer for dets tilgang til asylsystemet.

»De har flygtningeproblematikken helt inde på kroppen. De beskytter i forvejen et sekscifret antal flygtninge fra deres nabolande. De er dybt optaget af det her på samme måde, som vi er,« sagde den nu tidligere udlaendingeminister Mattias Tesfaye i sidste uge til P1 Morgen.

Rwanda huser rigtignok omtrent 125.000 flygtninge. Hovedparten af disse er dog såkaldte prima facie-flygtninge.

Det betyder, at de ikke har undergået individuel behandling, men har fået asyl på baggrund af det land, de kommer fra. Eksempelvis har Rwanda tidligere givet prima facie-status til flygtningegrupper fra nabolandene Burundi og DR Congo.

Jyllands-Posten har spurgt UNHCR, om man fortsat vurderer, at der kun er én sagsbehandler i asylsystemet. Og om manglerne stadig er de samme, som man for godt et år siden advarede den danske regering om.

Organisationen vil ikke udtale sig om oplysninger fra et internt dokument. Talsperson Elisabeth Arnsdorf Haslund udtaler dog i et skriftligt svar, at Rwanda stadig ikke er klar til at modtage Danmarks asylsøgere:

»Rwanda har i de seneste år arbejdet på at opbygge kapaciteten i sit asylsystem, men de igangvaerende bestraebelser betyder ikke, at asylsystemet i Rwanda ville vaere i stand til at modtage og behandle flere asylsøgere fra andre lande.«

Kaare Dybvad, der mandag blev udnaevnt til ny udlaendinge- og integrationsminister, har ikke haft mulighed for at stille op til interview.

I en mail til Jyllands-Posten skriver han: »Jeg tror, man skal passe på at falde i den faelde, at man ud fra sit velkendte europaeiske ståsted saetter Rwanda i bås som et afrikansk land, der ikke duer til noget. Det er langtfra sandheden.«

»Danmark er naturligvis klar til at styrke Rwandas kapacitet på flygtningeområdet for at sikre, at de asylansøgere, der eventuelt vil blive overført til Rwanda, får en forsvarlig asylprocedure,« lyder det fra Kaare Dybvad.