Den evige kamp om fri abort
Den dybe splittelse i det amerikanske samfund bliver atter stillet til skue, siden det første udkast til en afgørelse i USA’s højesteret er blevet laekket til mediet Politico.
Laekagen er yderst problematisk, da en sådan aldrig burde kunne forekomme. Bedre bliver det ikke af, at afgørelsen omhandler det mest betaendte emne af alle – retten til fri abort, og derfor er den eksplosive debat blusset op igen.
Højesteretspraesident John Roberts har bekraeftet, at domsudkastet er autentisk, men også at der ikke nødvendigvis er tale om den endelig afgørelse. Dommen ventes først om et par måneder, men abortkrigen er i fuld gang.
Den konkrete sag drejer sig om, hvorvidt staten Mississippi er gået imod en tidligere afgørelse fra højesteret ved at forbyde abort efter 15. svangerskabsuge.
I 1973 afgjorde USA’s højesteret, at kvinder har en forfatningsmaessig ret til fri abort. Selv om der siden da er gjort talrige forsøg på at få den omstødt, har retstilstanden i USA vaeret, som den er i Danmark, og som den bør vaere overalt – en universel ret for alle kvinder. I mange tilfaelde er der i USA også ydet offentlige tilskud til svangerskabsafbrydelse.
Ender højesteret i Washington D.C. med at fastholde substansen i det laekkede udkast, vil det fremover vaere op til de enkelte stater at fastsaette reglerne for abort. En snes stater havde inden 1973 love, der begraenser fri abort, og disse reaktiveres automatisk. Det kan betyde forbud mod abort selv i tilfaelde af voldtaegt og incest. Omvendt tillader 17 stater fri abort, hvilket de i givet fald kan fortsaette med.
Om noget er det en politisk falliterklaering, at det er dommere, der skal afgøre, om kvinder i USA har ret til fri abort, eller hvilke begraensninger der eventuelt måtte vaere. Netop fordi få emner kan bringe sindene så meget i kog, burde Kongressen for laengst have sørget for at give USA en abortlovgivning, der opstiller ens regler for alle – om nødvendigt med en forfatningsaendring.
Siden USA vandt sin uafhaengighed i 1776, har der vaeret en evig magtkamp mellem staterne og Kongressen i Washington D.C., og det er det opgør, der nu igen udspiller sig i den endeløse strid om fri abort. Hvem bestemmer?
Juridiske eksperter i USA har i det forløbne halve århundrede peget på, at højesteret i et anfald af ”juridisk aktivisme” begik en fejl i afgørelsen i sagen Jane Roe mod Henry Wade ved at tilsidesaette såvel føderal som statslig lovgivning og ophøje fri abort til en forfatningsmaessig ret. To årtier senere modererede højesteret afgørelsen ved at slå fast, at abort skulle ske inden den 24. svangerskabsuge.
Hvem der end har laekket udkastet, kan der naeppe vaere tvivl om, at hensigten er at intimidere de højesteretsdommere, der står i begreb med at omstøde praecedens.
Man må ikke overse, at millioner af amerikanerne er modstandere af fri abort og har meget skarpe holdninger i dette spørgsmål. De synes upåvirkelige af de menneskelige konsekvenser, men de er vaelgere med samme ret som tilhaengerne af fri abort. Taberne bliver kvinder i de nederste lag af samfundspyramiden, der ikke har råd til at rejse til stater med fri abort eller til at få gennemført det ønskede indgreb.
Hvis udkastet ender med at blive den endelige dom, er der ikke tale om en afskaffelse af fri abort i USA, men selvsagt vil dette vaere et markant tilbageskridt for kvinders rettigheder i De Forenede Stater, der som sindbilledet på Frihedsgudinden ser sig selv som den globale fakkelbaerer for demokrati og menneskerettigheder.