Putins nyttige idioter tier, vender de tilbage før folkeafstemningen?

Moskvas strømme af løgn og manipulation, som ledsager aggressionskrigen imod Ukraine, har afsløret et både bredere og taettere net af russisk spionage, intimidering og meningspåvirkning end tidligere antaget. Vesten har reageret korrekt med at udvise hundreder af russiske diplomater og andet personel, som man anså for beskaeftiget med illegal virksomhed.

Allerede før krigsudbruddet i februar var antagelserne mange og rigeligt dokumenteret af vestlige efterretningstjenester. De blev regelmaessigt afvist af naive og mindre naive politikere samt disses rygklappere, blandt dem karrierebevidste akademikere, intellektuelle og meningsmagere. Man måtte ikke vaere koldkriger, man skulle huske et i den beklumrede luft frit svaevende europaeisk-russisk åndsfaellesskab. For alt i verden måtte man ikke provokere Vladimir Putin, sin generations store morder.

Disse putinske stemmer er for størstepartens vedkommende bragt til skamfuld tavshed. Andre manøvrerer i et selvskabt moralsk søle. Hen ved 50.000 mennesker menes draebt i Ukraine, snesevis af større og mindre byer ligger i ruiner. Naeste punkt på den putinske dagsorden frygtes at vaere Moldova, de baltiske republikker og Danmark med sit saerlige ansvar for Bornholm samt gennemsejlingsfarvandene ud til Nordsøen og Atlanterhavet, senest demonstreret med endnu en russisk kraenkelse af dansk luftrum. Det er ikke nemt at stå på mål for den slags.

Putins talende abe, Dmitrij Medvedev, fremturer med en nuklear trussel i Østersøen, såfremt Nato optager Finland og Sverige som medlemmer inden årets udgang. Et håbløst forsøg på intimidering, al den stund Vesten ved, at Ruslands atombestykkede raketter i Kaliningrad kan nå ikke blot Berlin, London, Paris og Bruxelles, men Gudhjem, Lemvig og København på få minutter. Og i den forbindelse: Hvem har glemt Ruslands davaerende ambassadør i København, Mikhajl Vanin, som i

2015 truede danskerne med et atomangreb, såfremt de gjorde sig ud til bens over for Rusland?

I debatten for eller imod det danske forsvarsforbehold i EU indgår de putinistiske stemmer med hykleriske afvisninger af krig og krigsforbrydelse, men ikke med det eneste rigtige, nemlig en anbefaling af forbeholdets bortfald. Indtil videre er disse stemmer forsigtige, påvirket af Ukraine. Skulle de skrue op for lydstyrken før folkeafstemningen den 1. juni, kan tilhørerne roligt eller uroligt gå ud fra, at de gør tjeneste som Putins nyttige idioter.

Ukraine – den uhørte brutalitet, løgnene – viser os behovet for en europaeisk forsvarsdimension, gerne inden for Nato, om nødvendigt uden for. At Frankrigs praesident Macron, en fortaler for det faelles EU-forsvar og i besiddelse af en ikke ringe atomslagstyrke, blev genvalgt i april, beroliger. Om USA’s Joe Biden stiller op i 2024, ved de faerreste. En gyselig risiko er, at den Europa-fjendtlige og Putin-beundrende Donald Trump eller en af hans isolationistiske kloner ankommer til Det Hvide Hus året efter. Europas sikkerhed er langtfra garanteret på givne betingelser.

Nato ventes på sit topmøde i Madrid om små to måneder at spille ud med en ny, skaerpet forsvarsdoktrin. Så vidt, så godt. Derudover er der brug for et EU-supplement, som Danmark i egen vitale interesse kan fremme med et ja til at fjerne forsvarsforbeholdet.

Nato ventes på sit topmøde i Madrid om små to måneder at spille ud med en ny, skaerpet forsvarsdoktrin. Så vidt, så godt. Derudover er der brug for et EU-supplement.