Karl May nåede aldrig at se praerien
Historierne om indianerhøvdingen Winnetou og hans venskab med Old Shatterhand blev skabt af den tyske forfatter Karl May. Da han endelig rejste til USA, nåede han aldrig at opleve det landskab, hans historier udspillede sig i. Min mor ville så gerne se Gr
Få mennesker har praeget det tyske billede af USA så meget som forfatteren Karl May (1842-1912). Hans fortaellinger om venskabet og blodsbroderskabet mellem indianerhøvdingen Winnetou og den tyske ingeniør Old Shatterhand er nok de mest populaere litteraere fortaellinger om livet på praerien, der findes i forbundsrepublikken. Som det tyske medie Deutsche Welle så fint har formuleret det, så var Mays Winnetou »lige så kendt, som Harry Potter er det i dag«.
Karls Mays bøger om det vilde vesten udkom i slutningen af 1800tallet, hvor millioner af tyskere udvandrede til USA. I alt er der blevet solgt mere end 200 millioner eksemplarer på verdensplan, og
Mays fortaellinger er blevet oversat til mere end 40 sprog. Sidenhen kom der ikke mindre end 11 filmatiseringer af hans bøger. Min personlige favorit er ”Der Schatz im Silbersee“(”Skatten i Sølvsøen” på dansk), som blev filmatiseret i 1962. Produktionen foregik primaert i det davaerende Jugoslavien, det nuvaerende Kroatien, og de baerende karakterer, Winnetou og Old Shatterhand, bliver henholdsvis spillet af en franskmand og en amerikaner. En sand smeltedigel, om end ikke en aerkeamerikansk en af slagsen.
Karl May døde for 110 år siden, men hans historier lever videre. Hvert år mødes Karl May-entusiaster for at se opførelser af hans fortaellinger på friluftsscener. Den mest kendte ligger i den nordtyske by Bad Segeberg, hvor der årligt kommer op mod 400.000 tilskuere til forestillingerne. Jeg kom der selv som barn og holder stadig skarpt øje med, hvilken Karl Mayfortaelling der bliver dramatiseret. De seneste to år satte corona-pandemien en stopper, men i år vender herlighederne tilbage, og man kan opleve ”Der Ölprinz” – olieprinsen.
Da Karl May opfandt karakteren Winnetou i 1875, havde han end ikke vaeret uden for Tysklands graenser endnu. Stederne på den amerikanske praerie, som May beskriver så detaljeret i sine bøger, besøgte han faktisk aldrig. Alligevel optraeder May i mange af sine historier som jeg-fortaeller og som et slags selviscenesat øjenvidne. Men historierne om livet i det vilde vesten er altså skrevet frit efter fantasien. Skrøner, om end gode af slagsen, er jeg fristet til at tilføje. Ironisk nok blev Mays fortaellinger dog aldrig nogen stor succes i USA.
Herhjemme hedder et populaert tv-format ”Alt det, min far ikke har laert mig”. Det handler om en tvvaert, der tager tilbage til sin hjemstavn for at laere alt det – du har nok gaettet det – som hans far ikke laerte ham som barn. Den titel har jeg taenkt en del på, siden jeg i sidste uge mistede min mor til spiserørskraeft i en alder af bare 56 år.
Jeg mødte først min far som teenager og har ikke kontakt til ham i dag. Min mor var mit naturlige holdepunkt, men hun var meget mere end det. Hun er min helt, min personlige pendant til nutidens Harry Potter og fortidens Winnetou.
Min mor fik mig i en relativ ung alder, som 20-årig, og det fik stor indflydelse på hendes videre liv. Hun blev alenemor og skulle ud på arbejdsmarkedet, hvor hun begyndte at arbejde i et lokalt supermarked. Desvaerre var det ikke nok – hun var med et nymoderne ord working poor – så min mor supplerede med et bijob på en tankstation for at få det til at løbe rundt. Sidenhen blev jeg først student og sidenhen universitetsuddannet som den første i familien. En slags amerikansk drøm udlevet i det nordlige Tyskland, om man vil.
Min mor var mit naturlige holdepunkt, men hun var meget mere end det. Hun er min helt, min personlige pendant til nutidens Harry Potter og fortidens Winnetou.
Karl May kom første gang til USA som 66-årig. Det var i 1908, fire år inden hans død. Helbredet skrantede allerede på det tidspunkt, hvorfor May ikke som håbet nåede ud til praerien, men måtte nøjes med USA’s østkyst.
Min mor nåede det desvaerre heller ikke. Ikke engang til USA. Hun havde ellers talt om, at hun gerne ville se Grand Canyon. Det ønske fik jeg desvaerre ikke opfyldt for hende, og det fortryder jeg bittert.
Jeg kan ikke tage til USA med min mor. Jeg kan heller ikke tage hjem til hende mere. Men vi deler stadig forkaerligheden for Karl Mays fortaellinger. Det vil jeg også gerne give videre til mine børn. Derfor har jeg taenkt mig at tage tilbage til Bad Segeberg denne sommer og – omgivet af cowboyer og indianere – taenke på alt det, min mor har laert mig.