Forskning mødes med ekstrem lukkethed

Det er lettere at forske i Slaget på Faelleden end nyere tids samarbejde mellem forsvar og politi. Som forsker er det frustrerende, men det er også et demokratisk problem, hvis myndigheder kan stille sig i vejen for adgang til arkiver.

I dag er det 150 år siden, at Slaget på Faelleden fandt sted på Nørre Faelled i København.

Den mest dramatiske begivenhed i den tidlige danske arbejderbevaegelses historie begyndte med en artikel i avisen Socialisten af Louis Pio under overskriften ”Maalet er fuldt!” og en indkaldelse til stormøde.

Politidirektøren forbød imidlertid mødet og fik natten til søndag Pio og hans to medledere, Harald Brix og Paul Geleff, arresteret.

Det afskraekkede dog ikke de københavnske arbejdere, som strømmede til Nørre Faelled naeste dag, hvor det kom til kamp mellem politi og folkemaengden. Adskillige blev såret på begge sider, men heldigvis mistede ingen livet under Slaget på Faelleden.

Ud over politibetjente var også både soldater fra fodfolket og en rytteriafdeling fra Gardehusarregimentet i aktion på Nørre Faelled den søndag i maj 1872. Soldaterne til hest slog løs med trukne sabler på folkemaengden, og selv om der ”kun” blev slået med den flade side, var det en brutal fremgangsfaerd med politisk begrundelse. Regeringen og politiet ville for alt i verden undgå en egentlig dansk arbejderopstand efter fransk forbillede.

Året før havde Pariserkommunen

og dens revolutionaere ledere nemlig jaget en skraek i livet på det stadig unge danske folkestyre, og ethvert forsøg på at mobilisere de danske arbejdere skulle slås ned. Det sørgede betjente og soldater i faellesskab for på Nørre Faelled.

Anvendelsen af vaebnet magt til at kontrollere Danmarks egen befolkning har siden folkestyrets indførelse vaeret genstand for mange politiske overvejelser og diskussioner. ”Ved Opløb maa den vaebnede Magt, naar den ikke angribes, kun indskride, efter at Maengden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjaeves er opfordret til at adskilles”, lød den oprindelige paragraf i Junigrundloven fra 1849.

Den findes i en sprogligt moderniseret version fortsat i grundloven, nu som § 80 – og den skal faktisk tages helt bogstaveligt: Politiet skal stadig råbe ”I dronningens og lovens navn!” tre gange, inden der skrides ind over for et opløb. Efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 blev nogle deltagere i opløbet faktisk frifundet, fordi politiet havde undladt at benytte denne såkaldte ”opløsningsformular”.

Slaget på Faelleden var et tidligt eksempel på militaer støtte til politiet i opretholdelse af ro og orden inden for landets graenser. Normalt tager militaeret sig af den ydre sikkerhed (altså forsvarer landet mod angreb udefra), mens politiet har ansvaret for den indre sikkerhed (dvs. bekaempelse af kriminalitet, forebyggende tryghedsskabelse, antiterrorindsats m.v.).

Men som Slaget på Faelleden viste, kan der opstå situationer, hvor rollerne blandes sammen, sådan at soldater i yderste konsekvens bliver indsat mod landets egne borgere. Gennem de seneste 150 års danmarkshistorie har man politisk og fra både politiets og militaerets side haft opmaerksomhed på dette krydsfelt, som af mange aktører er blevet opfattet som kontroversielt og spraengfarligt.

Året 1931 var et vaesentligt skillepunkt i den danske historie om både nødvendigheden af og risikoen ved at indsaette soldater i politiske uroligheder. Som et resultat af den omfattende økonomiske krise og høje arbejdsløshed kom det i de første dage af maj 1931 til voldsomme kampe mellem arbejdere og politi i Nakskov.

Politiet måtte i sidste ende søge tilflugt på politistationen, som herefter blev belejret af demonstranterne, der kastede sten mod ruderne. Betjentene affyrede varselsskud og tilkaldte forstaerkninger fra de omkringliggende politistationer samt fra den naermeste militaere garnison.

Da haersoldaterne ankom, var demonstranterne imidlertid taget hjem. Alligevel blev militaeret beordret til at patruljere gaderne med ladte gevaerer og påsatte bajonetter.

Det kom heldigvis ikke til konfrontation mellem befolkningen og militaeret i Nakskov, men få uger senere gik det helt galt i Sverige i forbindelse med en arbejderkonflikt. Den 14. maj 1931 skød og draebte militaeret fem personer i Ådalen, herunder en 19-årig kvindelig tilskuer på en altan. De danske myndigheder indså nu, at det var nødvendigt med klarere regler end de gaeldende fra 1821, der blot hjemlede, at militaeret kunne yde bistand på politiets anmodning.

Justitsministeriets nye regler var imidlertid fortsat upraecise vedrørende ansvaret for en vaebnet indskriden. Haerchef Erik With kritiserede i krasse vendinger retningslinjerne, som han fandt både foraeldede og forkastelige, fordi de kunne inddrage haeren i ”Partistridigheder og Klassemodsaetninger”.

I Danmark så man i efterkrigstiden med forfaerdelse på, hvordan det franske militaer blev indsat mod arbejdere i en omfangsrig generalstrejke i landet i 1948, og haerchef Ebbe Gørtz fandt det nødvendigt et etablere et bedre retsgrundlag i Danmark.

Den 3. maj 1948 praeciserede Gørtz således, at Forsvarets bistand til dansk politi kun måtte vaere »absolut sidste udvej«. 20 år senere blev reglerne for samarbejdet mellem politiet og Forsvaret yderligere praeciseret med en ny terminologi: almindelig og saerlig hjaelp.

Sidstnaevnte betegnede frem til 2018 den støtte, politiet (som regel aktionsstyrken, som i dag er under Politiets Efterretningstjeneste) kunne få af Forsvaret (helt overvejende Jaegerkorpset og Frømandskorpset) i situationer med risiko for konfrontation mellem civile og Forsvarets personel.

På trods af utallige rykkere siden vores første henvendelse i november 2019 er det endnu ikke lykkedes Justitsministeriet at finde og udlevere ét eneste dokument om samarbejdet mellem politiet og Forsvaret i perioden 1968 til 2018.

Vi har siden 2019 gennemført et forskningsprojekt finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond om Forsvarets støtte til politiet i perioden 1968 til 2018, hvor begrebet ”saerlig hjaelp” forsvandt med en lovaendring.

Med udgangspunkt i arkiverne har vi undersøgt, hvordan Forsvaret i perioden har støttet politiet i indsatser mod isaer terrorisme og organiseret kriminalitet. Vores fokus har vaeret på det institutionelle samarbejde, de retlige rammer og det skiftende trusselsbillede og den deraf følgende udvikling i samvirket mellem militaer og politi.Derimod har vi ikke interesseret os for det taktisk-operative niveau (altså hvordan faelles indsatser og operationer helt konkret er blevet planlagt og udført), for sådanne studier hører hjemme i klassificerede miljøer, ikke i fri og åben forskning.

Desvaerre har det vist sig at vaere meget vanskeligt at få adgang til kildemateriale – isaer på politiområdet. På trods af utallige rykkere siden vores første henvendelse i november 2019 er det endnu ikke lykkedes Justitsministeriet at finde og udlevere ét eneste dokument om samarbejdet mellem politiet og Forsvaret i perioden 1968 til 2018.

Samtidig respekterer underliggende styrelser simpelthen ikke Rigsarkivets svarfrister, når vi søger om adgang til arkivalier, og der henvises konstant til nye sagsbehandlere, som ved endnu mindre end de forrige. 98,4 pct. af alle ansøgninger om adgang til ikkeumiddelbart tilgaengeligt materiale på Rigsarkivet efterkommes ellers. På forsvarsområdet er vi derimod blevet mødt med stor åbenhed og hjaelpsomhed.

Vi må således konstatere, at det som historikere er lettere at forske i Slaget på Faelleden, opstanden i Nakskov og haercheferne With og Gørtz’ bekymringer end i det seneste halve århundredes faelles politiog militaerhistorie i Danmark. Som udgangspunkt har vi ikke grund til at antage, at danske statsborgere er blevet slået med sabler af soldater i nyere tid, men vi ved det ikke med sikkerhed.

Denne ekstreme lukkethed er frustrerende for os som forskere – og bekymrende for os som borgere. Det er et demokratisk problem, hvis myndigheder kan slippe af sted med at ignorere anmodninger om aktindsigt og arkivadgang.