Putins Rusland er ved at vende ryggen til Europa

Efter invasionen i Ukraine diskuterer ideologer og Kremlrådgivere ivrigt alternativer til en europaeisk orientering for Rusland. Det er en debat med flere århundreder på bagen.

Siden Peter den Store åbnede et vindue til Europa for over 300 år siden, har Rusland defineret sig som en vestvendt stormagt, men måske er Putin klar til at haspe ruden til og i stedet prøve sig med en bagdør til Asien.

De seneste to måneders russiske krig i Ukraine og den stejle konfrontation mellem Moskva og Vesten har skubbet på en debat om Ruslands langsigtede orientering. Er man i disse måneder ved at lukke et kapitel i historien, der blev indledt i begyndelsen af 1700-tallet, da zar Peter grundlagde Skt. Petersborg som sit ”vindue til Europa” og omskabte den russiske stat efter vestligt forbillede?

Flere tunge sikkerhedspolitiske analytikere i Moskva er tilbøjelige til at svare bekraeftende på dette spørgsmål.

Nok befandt Sovjetunionen sig gennem 70 år i en politisk og militaer duel med Vesten, men imperiets kommunistiske ideologi var immervaek en europaeisk importvare. Det samme var 1990’ernes flugt fra kommunismen hen mod liberale idealer. Men denne gang er vendingen drevet af idéer, som ikke primaert har et vestligt ophav.

»Det nuvaerende brud mellem Rusland og Vesten stikker vaesentlig dybere end at afvise Mikhail Gorbatjovs nye politiske taenkning eller en afsked med den kommunistiske periode i hjemlandets historie,« skriver Dmitrij Trenin, i en årraekke direktør for taenketanken Carnegies center i Moskva (lukket af de russiske myndigheder sidste måned).

»I praksis handler det om at frasige sig en del af arven fra Peter den Store – en 300 år lang tradition for at positionere Rusland ikke kun som en europaeisk stormagt, en uomgaengelig del af kontinentets magtbalance, men også en integreret del af den faelleseuropaeiske civilisation,« skriver Trenin, en centralt placeret og tidligere relativt moderat stemme i den sikkerhedspolitiske debat i Moskva.

I russisk historie betegnede den legendariske zars kurs mod vest et afgørende nybrud. Siden da har hans arvtagere bevaeget sig i en zigzagbevaegelse skiftevis hen mod og vaek fra et europaeisk perspektiv.

»Ruslands historie har lidt haft karakter af dansen ”hen til kommoden og tilbage igen”, hvor kommoden er Europa, og bevaegelsen tilbage igen er en eller anden nationalistisk konstruktion af Rusland,« siger historiker og ruslandsekspert Erik Kulavig, mangeårig lektor ved Syddansk Universitet.

Op gennem 1800-tallet afløstes zarer, der svaergede til konservative vaerdier og en nationalistisk ideologi, af zarer, der ønskede reformer og en tilnaermelse til Europa, påpeger Erik Kulavig. Også under kommunismen fortsatte denne bevaegelse frem og tilbage: Under tyrannen Josef Stalin var Sovjetunionen i ekstrem grad isoleret, hans efterfølger, Nikita Khrusjtjov, stod for en forsigtig åbning mod vest. Den blev bremset af efterfølgeren Leonid Bresjnev, før Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin igen forsøgte at flytte landet i vestlig retning.

Suveraenitet og østlig mystik

Det er altså en debat med dybe rødder i russisk historie, som føres i denne tid, og det svirrer med historiske paralleller – ofte praesenteret i et meget krigerisk tonefald.

»Hvis du spurgte mig om, hvordan jeg ville beskrive Rusland med et enkelt ord, så ville det vaere ”suveraenitet”. Vi har besejret alle dem, der har forsøgt at herske over os, begyndende med mongolerne og derefter Karl (XII, red.) af Sverige og så Napoleon og Hitler,« sagde Sergej Karaganov, en udenrigspolitisk ideolog, som i årevis har agiteret for et brud med Vesten, til det britiske magasin New Statesman.

Begrebet suveraenitet har ironisk nok også arbejdet sig ind i den russiske debat fra Vesten. Ifølge historikeren Timothy Snyder er det bl.a. den tyske politiske filosof Carl Schmitt, laenge en overbevist nazist, som spøger bag denne idé.

Det alternativ til en forståelse med den vestlige verden, som diverse ideologer og analytikere i Moskva knytter an til, er opfattelsen af det såkaldte eurasiske – eller euroasiatiske – rum som Ruslands naturlige element. Ifølge denne tankegang udgør landet en ganske egen civilisation, der befinder sig et sted mellem vestlig rationalitet og en mere åndelig østvendt dimension symboliseret bl.a. af landets russisk-ortodokse kirke.

»Det er nødvendigt for Rusland ikke bare at opfatte sig som stående adskilt fra et Europa, der som politisk enhed er forenet på en vestlig platform, men også som en – primaert i forhold til Europa – uafhaengig civilisation,« skriver Dmitrij Trenin i sit indlaeg hos den officielle russiske taenketank Det Russiske Råd for Internationale Affaerer.

Den politiske udmøntning af dette koncept skal findes i en form for alliance med asiatiske magter – i praksis Kina og diverse mindre satellitter.

»I Asien bliver der lidt efter lidt skabt et nyt center for verden, man kunne kalde det ”det store Eurasien,” som jeg håber, vi kan slutte os til og laegge de sider i vores historie, som er knyttet til Peter (den Store, red.), bag os,« sagde Sergej Karaganov i et interview med Rossiskaja Gazeta, den russiske regerings organ.

Vestens ”hovmodige nedladenhed”

Allerede i 1800-tallet blev sådanne synspunkter flittigt luftet i debatter mellem provestlige kraefter i zarens Rusland og de såkaldte slavofiler, der påkaldte sig et åndeligt faellesskab mellem de slaviske nationer.

Forfatteren Fjodor Dostojevskij, der var levende optaget af debatten, pegede dengang på, at der er tale om ensrettet trafik: Rusland har vaeret storimportør af europaeiske idéer, men aldrig høstet nogen videre anerkendelse for sine anstrengelser.

»Selv de bedste og ubestrideligt klogeste russere betragtes i Vesten med hovmodig nedladenhed,« skrev Dostojevskij i en laengere epistel om sagen i 1877.

»Ikke for nogen pris eller for noget som helst offer vil europaeerne betragte os som deres ligemaend.«

Både russiske og vestlige iagttagere har identificeret modsaetningen mellem Ruslands store ambitioner om et imperium og landets relative tilbageståenhed sammenlignet med Vesten som et gennemgående motiv i århundreder af russisk udvikling.

»Jeg tror, at mindrevaerdsfølelsen er en betydelig drivkraft i russisk historie,« siger Erik Kulavig.

Han peger på, at Rusland i modsaetning til lande i den europaeiske hovedstrøm ikke har fået etableret et virksomt demokrati og en moderne stat.

»Jeg tror, en af de vigtige forklaringer er, at Rusland aldrig for alvor er blevet moderniseret,« siger han.

Idéen om en eurasisk civilisation er en noget tåget størrelse, og det er svaert at forestille sig, hvordan Rusland, der ved siden af Kina er en økonomisk og befolkningsmaessig lilleput, kan påkalde sig en ledende rolle i en sådan sammenhaeng.

Skeptikere vil også indvende, at Rusland historisk, kulturelt og sprogligt er vendt mod Europa – ligesom landets økonomiske geografi, udviklet gennem århundreder, forankrer det i vestlige markeder.

Men måske skal forklaringen på den russiske vending nok så meget findes i såret forfaengelighed hos en generation opvokset under Sovjetunionen som i kølig kalkulation.

»Jeg kan ikke se det som andet end en frustration over Vesten, og at det gik, som det gik i 1990’erne,« siger Erik Kulavig med henvisning til Ruslands seneste forsøg på at integrere sig mod vest.

Hidtil har Rusland ikke kunnet notere sig den store succes i forhold til at føre sit eurasiske projekt ud i livet:

Landets brutale krig i Ukraine er kørt fast, Kreml befinder sig i omfattende diplomatisk isolation, og der er udsigt til en langsigtet økonomisk nedtur.

Alligevel tyder meget på, at tankerne om Ruslands saerlige rolle og unikke civilisatoriske mission for alvor har bidt sig fast også i den officielle retorik:

»Med sin historie og sine traditioner er Rusland et af de lande, som aldrig kan acceptere at underkaste sig,« sagde udenrigsminister Sergej Lavrov i sidste måned.

Hvis du spurgte mig om, hvordan jeg ville beskrive Rusland med et enkelt ord, så ville det vaere ”suveraenitet”. Vi har besejret alle dem, der har forsøgt at herske over os. SERGEJ KARAGANOV, RUSSISK UDENRIGSPOLITISK TEORETIKER