Det skriger til himlen, at medierne har fået lov til at behandle Medina så groft gennem så mange år

Man skal kunne holde til meget, hvis man drister sig til at lave ørehaengende popsange i Danmark. Det kunne Medina, men heldigvis kun til en vis grad.

Man kommer måske ikke helt taet på kvinden, sangerinden og faenomenet Medina i Kasper Astrup Schröders dokumentarserie om et af de allerstørste popikoner herhjemme, men ”Medina” postulerer heller aldrig at ville servere en kritisk undersøgelse. I stedet tuner instruktøren ind på de samme umiddelbare følelser, som kendetegner Medinas musikalske univers, og komponerer sin dokumentariske fortaelling som en let popsang med ofte tungt indhold.

Siden debuten i 2007 har Medina vaeret uomgaengelig i dansk popmusik og har med hits som ”Kun for mig”, ”Velkommen til Medina” og ”Dig og mig for altid” skabt et naesten insisterende banalt og ligetil popimperium med unaegtelig følelsesmaessig resonans.

Man kan godt forstå, at Astrup Schröder er interesseret i Medina og ikke mindst i at udfordre det billede, som er blevet skabt af hende gennem mediernes repraesentationer. Det er ikke så lidt, Medina har måttet laegge navn til gennem sine snart 15 år i dansk musik. De ofte fuldkommen tonedøve og grusomt perfide angreb fra saerligt den tabloide presse fremstilles i overskriftsformat, og de handler stort set alle om Medinas krop, udseende og valg eller fravalg af maend. Der ligger en interessant undersøgelse af mediernes behandling af kvindelige kunstnere gemt i ”Medina”, men nu er det altså kun Medina selv, der står for skud, og det er slående og rørende at se, hvor påvirket hun er blevet af disse utidige åbenlyst kønsbetingede personangreb.

DOKUMENTAR MEDINA DANMARK, 2022 Instruktion: Kasper Astrup Schröder Kan streames på Discovery+ 8 afsnit à ca. 22 minutters varighed

Eksperimenterende form

”Medina” er klart bedst, når hovedpersonen selv har ordet. Astrup Schröder eksperimenterer med vekslende held med forskellige interviewpositioner, men der kommer ikke noget sindsoprivende ud af at

vaere med Medina til psykoterapeut eller osteopat, for ingen af d’herrer bruger deres faglighed til at få Medina til at fortaelle os noget, hun ikke kunne fortaelle lige så interessant selv. Interview med Medinas naere veninder, der blandt andet taeller skuespillerinde Julie Zangenberg, hvis analyse af mediernes behov for at skabe stjerner, som kan pilles ned igen, nok er rigtig, men ikke ligefrem radikal, er også kun delvist vellykkede.

Heldigvis kommer der andre boller på suppen, da

Medinas mand, Malo Chapsal, saetter sig i den varme stol. Om det er bevidst eller uerkendt fra instruktørens side, så fungerer denne romantiske gestus som en understregning af den undertone af klassisk romance, som filmen i den grad abonnerer på.

Forfulgt af stalker

Det er også umuligt at efterlades uberørt, når Medina fortaeller om den stalker, der traengte ind i hendes hjem, eller om sit naere forhold til sin lillesøster, der har skizofreni. Det burde ikke vaere nødvendigt at have behov for at fremstille sig selv som ”et helt menneske”, men man forstår godt impulsen, når man i årevis er blevet reduceret til tom luft og flotte bryster.

Måske havde det klaedt Astrup Schröder at give stoffet lidt mere modstand. Det havde formentlig bragt os dybere og naermere en forståelse af en mere kompleks og nuanceret forståelse af virkeligheden.

Men aerlig talt: Man forstår godt, hvis modstand er det sidste, Medina har brug for.