Putin kan ikke engang selv forklare meningen med Ukraine-krigen

Vladimir Putin, praesident: Ukraine er fyldt med nazister og narkomaner.

Sergej Lavrov, udenrigsminister: Adolf Hitler var (vistnok) jøde.

Dmitrij Kiseljov, førende tv-kommentator: Ruslands nye atomvåben kan få de britiske øer til at gå under.

Sådan er niveauet hos dem, der har ansvaret for den russiske angrebskrig i Ukraine. Vi mangler bare den antisemitiske skrøne om ”Zions Vises Protokoller” for at have fået det sidste skrammel fra historiens losseplads med. Mener de det seriøst i Kreml?

Ligegyldigt hvordan Ukraine-krigen ender, må den kunne gå over i historien som en af de dårligst forklarede. Hvad vil Putin? Hvad er hans højere mål? Hvad er meningen med at skyde ukrainske storbyer så meget i smadder, at det vil tage årtier at genopbygge dem, eventuelt for Ruslands egne penge? Ruslands internationale isolation, moralske og politiske bankerot samt et truende økonomisk sammenbrud kommer så oveni.

Selv vaerre diktatorer end Putin har følt et behov for at forklare sig, når de slap deres krige løs. Der luftes alt for mange paralleller til Hitler for tiden, men naziføreren forsøgte i det mindste at konstruere et figenblad for sit angreb på Polen, som udløste en verdenskrig. Det var så forløjet, at det kun gjorde ondt vaerre, men selv han så en vis nødvendighed.

Anderledes med Putin. Han har bare sendt sit militaer afsted. Tidligere overbragte man hinanden en krigserklaering, hvori årsagen til voldsanvendelsen blev beskrevet.

Den type ridderlighed er for laengst gået af mode, men ingen har som Putin rendyrket en stil med bare at overfalde andre lande.

Det kan skyldes, at han er ligeglad. At han føler sig så sikker, at det er unødvendigt. Eller omvendt: at han er så usikker, at han ikke tør gøre forsøget. Hans halvanden time lange tv-tale natten til den 24. februar, hvor han sludrede med sig selv for rullede tv-kamera, gav ingen faste holdepunkter. En masse tågede henvisninger til hans meget specielle versionering af verdenshistorien vil holde fremtidens historikere beskaeftiget, men naeppe bringe dem naermere en forklaring.

Indtil videre er det blodig alvor på jorden i Ukraine. De russiske styrker fører krigen, som de gjorde i foråret 1945 i Berlin. Den føres bevidst mod civilbefolkningen. Hvordan kan det internationale samfund nogensinde glemme det? Hvordan går det videre den dag, krigen er slut på den ene eller anden måde, med eller uden Putin?

Tysklands kansler, Olaf Scholz, har netop sagt, at en fredskonference først kan komme på tale, når alle russiske soldater er ude af Ukraine igen. Det må sige sig selv, men aerligt talt: en fredskonference med Rusland – om det så er med eller uden Putin? Spørgsmålet vil blive, hvordan det internationale samfund overhovedet skal få genoptaget Rusland i sin midte, når krigen engang er slut.

Det kan sagtens tage flere generationer. Det vil vaere umuligt for Vesten bare at gå videre i dagsordenen og slå en streg over, hvad der er sket. Ruslands moralske kollaps vil vaere for stort. Og i modsaetning til efter 1945 i Tyskland kommer der i Rusland hverken en Nürnberg-domstol, der kan gøre op med Putin-regimet, eller en selvkritisk debat i offentligheden. Putin kan blive fjernet, men ingen siger, at hans efterfølger ikke er endnu vaerre.

Rusland går en fremtid i møde som paria. Det har naeppe vaeret svaert for Putin at forudse. Han må mene, at det er det vaerd. Det gør blot arrogancen endnu mere monstrøs.

Rusland går en fremtid i møde som paria. Det har naeppe vaeret svaert for Putin at forudse.