Undskyldning er lige til laerebøger i international politik

En højst usaedvanlig og uventet gestus fra en diktator, der ikke ligefrem er kendt for at indrømme, når han begår fejl. Lavrov, der tidligere på ugen trak overskrifter verden over med sin kommentar om Hitler, og at jøder er de vaerste antisemitter, affødte som forventet staerke reaktioner i Israel. Både praesident Isaac Herzog og udenrigsminister Yair Lapid kraevede en øjeblikkelig undskyldning fra Rusland for at sprede »utilgivelige« og »antisemitiske løgne«.

Det blev i første omgang mødt med foragt af Rusland, der kaldte kritikken »historieløs« og kun understregede, at »Israel støtter et neo-nazistisk regime« i Ukraine. Lavrov, der velsagtens er det 21. århundredes mest rutinerede udenrigsminister, var fuldt bevidst om, hvilken diplomatisk bombe han valgte at detonere. Israel har mange røde linjer, men Lavrov overtrådte den mest sensitive af dem alle: Holocaust-konspirationer.

I de første mange uger af Ruslands

invasion af Ukraine balancerede Israel på en knivsaeg af to årsager: frygten for at gøre Putin vred og håbet om at blive den afgørende fredsmaegler. Førstnaevnte var grundet i Israels taette koordinering med Rusland, når israelske kampfly ugentligt bombarderer iranske militser i Syrien.

Rusland har i årevis “tilladt” Israel at gøre, hvad det vil i Syriens luftrum, så laenge det ikke går ud over russiske styrker.

For Israel var krigen i Ukraine ikke vigtig nok til, at man ville gamble med den nationale sikkerhed ved at kompromittere den carte blanche, man havde til at udføre luftangreb i Syrien.

Samtidig havde Ukraine bedt premierminister Naftali Bennett om at maegle mellem Zelenskyj og Putin. En opgave, Bennett så som en pligt og samtidig som en unik mulighed for at positionere sig selv som fredsmaegler i den mest alvorlige krig i verden lige nu.

Bennett var, sammen med Macron og Erdogan, pludselig den vigtigste maegler i krigen, men Israel blev mødt med hård kritik for ikke at fordømme Rusland eksplicit. Da det blev soleklart, at Rusland var i gang med at begå adskillige krigsforbrydelser, kunne Israel ikke laengere retfaerdiggøre sin neutrale position.

Udenrigsminister Lapid brugte for første gang ordet krigsforbrydelser i sin fordømmelse af Rusland, hvilket blev katalysatoren for den diplomatiske krise, de to lande befinder sig i nu.

En af Moskvas første reaktioner på Lapids fordømmelse kom i form af et telefonopkald mellem Lavrov og Hamas’ leder, Ismail Haniyeh, hvori han erklaerede Ruslands støtte til palaestinenserne i Al-Aqsasammenstødende i Jerusalem. Og i denne uge skruede Lavrov så markant op for blusset med sin Hitlerkommentar. Lapid, hvis bedstefar blev myrdet i Mauthausen-koncentrationslejren i Anden Verdenskrig, kunne ikke skjule sin vrede og kaldte Lavrovs udmelding for »den laveste form for racisme«.

Det er yderst sjaeldent, at retorikken mellem Israel og en af verdens supermagter er så fjendtlig. Men lige så opsigtsvaekkende er det, at Putin tilsyneladende indså, at hans udenrigsministers afstumpede udmeldinger tidligere på ugen var så langt over stregen, at det kraevede en undskyldning. For hvad er det praecis, der fik Putin til at genoverveje den hårde linje fra Moskva over for Israel?

Hvad der foregår i hovedet på Putin, er praktisk talt umuligt at vurdere, medmindre man har et indgående personligt kendskab til ham. Derfor har adskillige eksperter også komplet fejlvurderet både ham og det russiske militaers egentlige kapacitet i månederne op til krigen såvel som under krigen. I dette tilfaelde giver det derfor ikke mening at analysere Putins eventuelle selvransagelse eller dårlige samvittighed over at fornaerme millioner af jøder, hvis familier blev slået ihjel under Holocaust.

Hvad der derimod virker oplagt at konkludere, hvis man analyserer de seneste to måneders op- og nedture mellem Rusland og Israel, er en simpel revurdering fra Putins side; et fjendtligt forhold til Israel er ikke i Ruslands interesse. Og slet ikke over noget så absurd som Holocaust-konspirationer.

Putin så, hvor langt Israel var villig til at gå i starten af krigen af frygt for at miste den vaerdifulde koordination af luftangreb i Syrien.

Og under alle omstaendigheder er det en ulempe at have en regional stormagt som Israel imod sig, selv om det naeppe vil vaere det, der afgør, om Putin kan overleve denne krig eller ej.

Hvis Putin lod Lavrovs kommentarer og anklager mod Israel haenge i luften, kunne Israel beslutte at sende militaert udstyr til Ukraine, hvilket ville have konsekvenser, der kunne maerkes på landjorden for russiske soldater.

Den korte, men intense periode fra Bennetts besøg hos Putin til Lavrovs provokerende og hensynsløse udmeldinger i denne uge og slutteligt Putins undskyldning bør i fremtiden vaere en case study for studerende i international politik såvel som eksperters forsøg på at forstå Putins adfaerd.