Mobning nedbryder sjaelen. Og det er de voksnes ansvar

Vi skal ikke uddelegere ansvar for opdragelse til børn. Men mange voksne er klar til at gøre det.

Jeg krymper indeni, når jeg laeser vidneberetningerne fra den traditionsrige kostskole Herlufsholm. TV 2-dokumentaren ”Herlufsholms Hemmeligheder” har afdaekket den årelange historik med ydmygende kraenkelser, taesk, seksuelle overgreb og grov mobning – men det er ikke første gang, vi hører om uhyrlighederne fra kostskolen med de velplejede plaener ved Susåen på det naturskønne Sydsjaelland.

»Herlufsholm udnaevner gymnasieelever til praefekter for hinanden og de yngre elever. Børns ubarmhjertige hakkeorden er sat i system. At lade børn opdrage hinanden er at gøre gruppepres til ideologi. På dem, hvor gruppens pres lå hårdest, var det årelang psykisk tortur, understøttet af skolens autoriteter.« Sådan skrev tidligere Herlufsholm-elev og tidligere politisk rådgiver Kasper Fogh Hansen i en tankerystende kronik i Information for 18 år siden, hvor han anfaegter praefektordningen. Tanken er, at de aeldste elever opfostrer de yngre, sørger for, at skolens regler overholdes, og fungerer som laererens forlaengede arm – både når det gaelder opdragelse og omsorg.

Praefektordningen er problematisk, for selvfølgelig kan man ikke saette en flok 17-årige til at vogte 13-14-årige børn, uden at det fremkalder alle menneskets urkraefter – selviskhed, magtsyge og selvophøjelsestrang – »børns ubarmhjertighed sat i hakkeorden«, som

Fogh Hansen formulerer det.

Det fordrer en karakter af et barn, som man ingenlunde kan forvente – og det pålaegger barnet et ansvar, barnet ikke kan løfte – det er alle vist enige om i disse dage, hvor kulturen på Herlufsholm er til eftersyn – og til forargelse. Ikke mindst blandt politikere, der straks står klar med forbud, påbud og indgreb over for praefektordningen, som undervisningsminister Pernille Rosenkranz-Theil (S) kalder en »uskik«.

Men inden hun svinger den moralske pegepind, skal hun måske holde sine egne og regeringens kaepheste lidt i tøjlerne. For hele den socialdemokratisk fordelingsideologi i daginstitutioner, på skoler og gymnasier bygger netop på en taenkning, der har en rem af samme hud, nemlig at børn har ansvaret for at opdrage hinanden – det er dét, den såkaldte ”kammeratskabseffekt” handler om. En paedagogisk metode, der på ingen måde er børnevenlig, fordi den kun har et idealistisk og ikke realistisk blik på, hvad et menneskebarn er i stand til.

I virkeligheden er det fuldkommen skørt, at man bilder sig selv ind, at børn er ansvarlige, modne og reflekterede nok til at opdrage og tilrette hinanden – og i sidste ende er det uansvarligt. Børn hverken kan eller skal vaere rollemodeller for hinanden – og nu kommer det allermest penible i den verserende sag om Herlufsholm, nemlig at Mary Fondens mobbesyn er baseret på selvsamme paedagogiske hypotese.

Ifølge fondens materiale skal børnene laerer i videst mulige omfang selv at håndtere konflikterne, og alle skal laere at forstå deres rolle i løsningen af en konflikt: »Et vigtigt element i Fri for Mobberi er at udfordre tilskuernes passivitet over for mobning og i stedet hjaelpe dem til at forsvare de børn, der ikke kan forsvare sig selv.« Og videre: »På den måde kan den passive tilskuerkultur over tid udvikle sig til en kultur, hvor børn hjaelper til med, at alle i gruppen har en plads og føler sig godt tilpas.«

Det lyder jo som den bedste af alle ideologiske verdener. Men virkeligheden er den, at den socialistiske drøm om børneuniverser, hvor de voksne traekker sig, ofte bliver farlige for børn, fordi børn ikke har de nødvendige erfaringer, etiske pejlemaerker og moralske kompas til at agere hensigtsmaessigt. Og mobning er farligt. Det nedbryder et menneskes sjael. Og det er de voksnes ansvar. Ikke børnenes.