Engang var forbeholdet det rigtige. I dag er virkeligheden en anden end for 30 år siden

SF stod fadder til forsvarsforbeholdet i sin tid. Men ophavsmanden, Holger K. Nielsen, og hans efterfølgere som SFformaend anbefaler nu, at vi skiller sig af med noget, der efter deres mening ikke passer i den tid, vi lever i.

Når virkeligheden forandres, når forudsaetningerne aendres – så må politikken også justeres. Når kort og kompas ikke passer med terraenet – så er det terraenet, der gaelder.

Sådan er det også med det danske forsvarsforbehold. Lige så velbegrundet forbeholdet har vaeret historisk, lige så klart står det i dag, at argumenterne taler for, at Danmark fremover tilslutter sig EU’s forsvarssamarbejde. Begrundelserne er mange.

Det står helt klart, at USA har en forventning om, at de europaeiske lande skal kunne mere og selv bidrage med mere, når det gaelder den europaeiske sikkerhed og det europaeiske forsvar. Kravet er i sig selv heller ikke urimeligt: Vi kan ikke forvente, at andre både skal risikere livet, og samtidig også lade dem tage regningen, når truslen banker på døren.

At truslen vitterlig banker på døren, vidner ikke bare den russiske invasion af Ukraine om: Da den tyske kansler, Olaf Scholz, talte til den tyske Forbundsdag få dage efter invasionen, gjorde han på få minutter op med 77 års taenkning i tysk forsvars- og sikkerhedspolitik. For første gang siden Anden Verdenskrig, med alle de tyske traumer og skylden og skammen oven på Holocaust, melder Tyskland sig for alvor ind i forsvaret for den europaeiske sikkerhed. Det kan ikke overvurderes, hvor stort et holdningsskifte vi er vidner til. I den forstand har udviklingen i Ukraine haft stor betydning.

Men hvis danskerne den 1. juni beslutter, at Danmark skal vaere fuldgyldigt medlem af det europaeiske forsvarssamarbejde, så skyldes det imidlertid ikke som sådan forsvarsforbeholdets betydning for den dybt ulykkelige situation i Ukraine.

Det synes vi det er vigtigt at vaere aerlige om. Med eller uden forsvarsforbehold – det ville ikke gøre nogen signifikant forskel.

Derimod mener vi, at afskaffelsen af forsvarsforbeholdet handler om de trusler, der ligger foran os, heraf også dem, vi ikke kender eksistensen af endnu, men som et styrket forsvarssamarbejde vil give os en bedre arena for at forberede os på – og håndtere i den takt, de måtte opstå. Allerede tilbage i 2003 anbefalede SF en afskaffelse af forbeholdet og har siden drøftet det med skiftende regeringer ved flere lejligheder. Men Ukraine-situationen har kun forstaerket behovene.

Afskaffelsen af forbeholdet er altså ikke svaret på alle problemer af hverken i går eller i dag – men det handler om bedre muligheder for at navigere i det betydeligt vanskeligere terraen, der ligger foran os i morgen og laengere frem.

Det handler ikke mindst om, hvem vi taler med, og i hvilke rammer vi taler sammen. For os er det vaerd at bemaerke, at nabolande som Finland og Sverige p.t. ikke er Nato-medlemmer. Diskussionen om Nato-medlemskab kører godt nok massivt i begge lande, og begge lande er formentlig taettere på end laenge. Men lige nu tøver de for ikke at tirre Rusland yderligt i en i forvejen meget tilspidset situation. Til gengaeld er begge lande EU-medlemmer. I SF synes vi, det er naturligt, at vi kan drøfte forsvar og sikkerhed med Finland og Sverige i regi af EU, når vi nu ikke p.t. kan gøre det i Nato. Med Østersøen som vores faelles baghave er det helt oplagt.

Det er også vaerd at bemaerke, at én af grundene til, at SF i sin tid stod fadder til forbeholdene, blandt andet handlede om en frygt for en stående EU-haer, som vi fra nationalstaternes side mistede beslutningskraften i forhold til.

Men 30 år senere må vi konstatere, at der stadig ikke er en EU-haer, og at beslutningerne traeffes i enighed og fra sag til sag.

Sådan mener vi også, det skal vaere i fremtiden. Og det er sådan set samme princip, som i Nato, der heller ikke har en faelles haer. I tilfaelde af suveraenitetsafgivelse skal det til folkeafstemning, for det kraever grundloven. Det gaelder stadig.

Vi ser heller ikke et styrket forsvarsog sikkerhedspolitisk samarbejde i EU som en hverken hel eller delvis erstatning for Nato – men som et supplement.

Ligesom USA har forsvarspolitiske samarbejde i Stillehavet udover Nato, så er det også naturligt, at lande, der er så forbundne økonomisk, kulturelt og politisk, som vi er i EU, også har sin egen arena for det forsvars- og sikkerhedspolitiske.

Og det er den arena, vi mener, Danmark skal sidde med i. Uden forbehold. Det har USA da også klart tilkendegivet: De ser gerne et forstaerket europaeisk sikkerhedsog forsvarspolitisk samarbejde, og USA ser det ikke som noget, der står i modsaetning til Nato – tvaertimod.

Det bringer os tilbage til spørgsmålet om USA: USA har i dag massive indenrigspolitiske problemer, og om få år risikerer vi, at Donald Trump eller én, der minder om ham, er tilbage i Det Hvide Hus.

I 00’erne så vi George Bush traekke USA – og desvaerre også Danmark – ind i en langvarig, ulovlig og meningsløs krig. Her var f.eks. Frankrig og Tyskland massive kritikere, og det havde vaeret klogere, om Danmark dengang havde lyttet mere til vores europaeiske venner fremfor de neokonservative i USA.

Det havde vaeret godt, om EU havde kunnet stå mere samlet og som et bolvaerk mod dårlige beslutninger i Washington. Et styrket forsvarsog sikkerhedspolitiske EUsamarbejde giver således også bedre mulighed for, at europaeiske Nato-lande, der også er EU-lande og er med i det europaeiske forsvarssamarbejde, er bedre koordinerede og mere samlede i Natosamarbejdet.

For os er det nemlig vigtigt, at Nato fremover vitterlig skal vaere en forsvarsalliance – og ikke, som Nato desvaerre har vaeret brugt i nogle årtier: som en angrebsalliance. Derfor er det også helt afgørende rigtigt, at SF er blevet en del af det nationale kompromis og af forsvarsforliget for at kunne vaere med til at påvirke skiftende danske regeringers positionering i Natospørgsmål. Men det giver kun ekstra god mening med en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, fordi vi så samtidig styrker det andet ben, nemlig koordineringen med vores naermeste naboer og økonomiske partnere i EU.

Det europaeiske og vestlige sammenhold har vist sig staerkere, end Putin formentlig troede. Så afstemningen om forsvarsforbeholdet handler derfor også om at fortsaette og udbygge tilliden og solidariteten mellem i forvejen taette allierede, der for første gang i mange år står over for en alvorlig udefrakommende militaer trussel og over for store udfordringer med økonomi, flygtninge, energiforsyning, inflation og meget andet.

Det kraever taettere samarbejde og taettere koordinering mellem os, der deler vaerdi- og skaebnefaellesskab.

Det er efterhånden mange år siden, SF foreslog forsvarsforbeholdet afskaffet. Man skal nemlig vaere parat til at se kritisk og refleksivt også på ens egne opfindelser, når de ikke laengere slår til i forhold til det terraen, der ligger foran en.

Og derfor er vi tre SF-formaend, der sammen og helhjertet vil anbefale danskerne at stemme ja til at afskaffe EU-forbeholdet den 1. juni.