Derfor kan din bank snyde på vaegten, når renterne stiger

Bankerne har vaeret dygtige til at vaelte udgifter til negative renter videre til kunderne. Forvent ikke den samme nidkaerhed, når renterne nu går den modsatte vej.

Et af historiens større økonomiske eksperimenter lakker mod enden. Det har varet det meste af et årti og haft konsekvenser for over en million danskere og naesten alle danske virksomheder. Jeg hentyder til den bizarre ”Omvendtslev-øvelse”, det har vaeret for landets banker at opkraeve negative renter af kundernes opsparing.

Det er nu 10 år siden, de officielle danske renter for første gang røg under 0 pct. Der har de med få og små undtagelser befundet sig lige siden. For syv år siden blev de første virksomheder bedt om at betale negative renter for indlån, og for tre år siden blev også private kunder ramt af faenomenet.

I dag ligger graensen for negative renter i de fleste danske banker på beløb over 100.000 kr. Det er vaesentligt lavere end i sammenlignelige EU-lande, hvor graenserne typisk er sat mellem 375.000 kr. og 750.000 kr. Danske opsparere bliver med andre ord langt hårdere ramt af de negative renter end kunder i andre landes banker. Vurderingen er i dag, at over en tredjedel af danskerne betaler negative renter til deres bank for i alt 3-4 mia. kr. om året.

Det er altså en ret solid pengestrøm, bankerne har vaennet sig til at få i kassen på den konto. Den slags blive let vanedannende for en sektor, der i flere år har haft svaert ved at indfri aktionaerernes forventninger om afkast.

Netop derfor er der rigtig god grund til at holde et vågent øje med, hvordan de toneangivende banker har taenkt sig at opføre sig over for kunderne, når renterne i en ikke alt for fjern fremtid skal op igen, i takt med at centralbankerne haever deres rentesatser for at taemme den foruroligende inflation, der galopperer igennem det meste af verden for tiden.

Meldingerne fra bankernes egne topfolk er alt andet end tydelige på det punkt. Hos Nordea og Ringkjøbing Landbobank lyder forventningen, at tiden med negative renter måske slutter til naeste år. Fra Jyske Bank og Danske Bank er lysten til klar tale ikke ligefrem større – men ingen af dem lover i udgangspunktet, at de negative renter på privatkunderne vil blive fjernet med samme konsekvens og systematik, som de igennem de seneste år er blevet indført med. Det afgør konkurrencen, mener både Danske Banks topchef Carsten Egeriis og Jyske Banks ditto Anders Dam.

Dét er tankevaekkende.

For har vi egentlig på det seneste set tegn på, at konkurrencen mellem bankerne stadig er i kraft på indlånsområdet? Døm selv:

Den 25. oktober 2021 saenkede Danske Bank indlånsrenten for private til -0,7 pct. Den 25. oktober 2021 saenkede Jyske Bank indlånsrenten for private til -0,7 pct. Den 5. november 2021 saenkede Nykredit Bank indlånsrenten for private til -0,7 pct. Den 5. december 2021 saenkede Sydbank indlånsrenten for private til -0,7 pct.

Kun fire af landets ca. 85 banker, javel. Men også fire banker, der tilsammen sidder på 85-90 pct. af hele markedet. Et firkløver med total faelles dominans, når det kommer til markedskraft.

Her vil kompetente bankfolk indvende, at de simultane prisforhøjelser jo er en automatik, der saetter ind, når Nationalbanken aendrer sine renter og gør det dyrere for bankerne at opbevare likviditet på centralbankens såkaldte foliokonti.

Der er rigtig god grund til at holde øje med, hvordan de toneangivende banker opfører sig over for kunderne, når renterne i en ikke alt for fjern fremtid skal op igen, i takt med at centralbankerne haever deres rentesatser.

Sagen er bare, at det på ingen måde er givet, at alle dominerende aktører opfører sig på praecis samme måde. Hvis de altså befinder sig på et marked, hvor konkurrencen fungerer. Dansk økonomi er i forvejen en af verdens mest følsomme over for rentebevaegelser i kraft af danskernes notorisk høje gaelds- og opsparingsrater.

Og i en tid, hvor inflation kommer til at laegge et hårdt pres på økonomien hos både private og isaer mindre virksomheder, har bankerne også en samfundsopgave i ikke at pelse kunderne yderligere og de facto saette konkurrencen på indlån ud af kraft ved samstemmende at lade udlånsrenterne stige hurtigere og mere end renten på indlån.

Historien har vist, at det er en opgave, vi naeppe kan betro banksektoren selv at forvalte. Ligesom vi kan have en mistanke om, at Finanstilsynet og Nationalbanken er mere optaget af at styrke bankernes end deres kunders økonomiske modstandskraft. Så i sidste ende ligger der en stor opgave for konkurrence- og forbrugermyndighederne – og på os selv som kunder og medier – i at saette en fintfølende lup på bankernes prispolitik i årene, der kommer.

For bankerne kommer ikke til at gøre det frivilligt.