Pensionsdebatten er kørt af sporet: Hvad tror du mest på – evigt liv eller evigt arbejde?
Politikerne har i årevis med held fået debatten om folkepension til at handle om penge – ikke om livskvalitet.
Pensionsfaelden er klappet.
En årelang, åreladende og åndsforladt diskussion om folkepension har fjernet vores fokus på, hvad pension egentlig er for noget.
Med små lempelser her og der samt nogle såkaldte skattefrie seniorpraemier – ja, de kalder det ”praemier” – skal vi lokkes til at blive laengere på arbejdsmarkedet.
Vi er som skolebørn, der får lommepenge for at lave flere lektier end nødvendigt. Så lavt er niveauet.
Vi skal have dårlig samvittighed, hvis ikke vi arbejder, til vi er 90. Det skylder vi samfundet og økonomien, er beskeden. Ordet ”skylder” er ikke engang en overdrivelse – desvaerre.
Fokus er helt vaek fra det, vi engang kaldte otium. Det lyder formentlig for mageligt og fristende for de politikere, der har ansvaret for det pensionskaos, som et hav af nye regler og planer har forårsaget.
Et otium er den periode af vores liv, hvor vi kan slette vores mailboks, bruge mere tid på familien end på mellemledere og nyde den sidste del af livet.
Mit forbillede er ikke excelekvilibrister i Finansministeriet, taenketanke og banker. Nej, det er min barndoms helt, bedstefar Anders Jørgen Hermansen.
”Andes Jor’en”, som hans navn blev udtalt, begyndte sit otium, på dagen hvor det var muligt. Han havde knoklet siden teenageårene, men var som sådan ikke slidt, da han havde passet på sig selv.
Hans daglige rutiner var enkle. Morgenkaffen blev nydt på en af flere skaeve sandterrasser holdt sammen af ukrudt, pyntet med vilde maelkebøtter og udsigt til grønne traeer. Jeg kan tilføje, at Anders Jørgen aldrig faeldede traeer, fordi det var det samme som at tage et liv.
Hver gang jeg har måttet faelde et trae, har jeg taenkt på min bedstefar og altid plantet et andet trae.
Efter morgenmaden stod den på havearbejde og rituel affodring af duerne. Frokosten blev serveret på slaget 12 og bestod naesten uden undtagelse af en sild, et spejlaeg – og en gang om ugen oksetatar med rå løg og aeggeblomme.
Derefter lagde han sig på et taeppe under aebletraeet og sov middagslur i ca. en halv time. Eftermiddagen blev typisk brugt på gåture, have og natur.
Hvis han havde levet i dag og delt fotos af sit otium på Facebook, ville han blive udsat for en af de såkaldte shitstorme, der raser på de (a)sociale medier, hvor folk uden livsindhold kaster ord op.
Hvad i alverden bildte denne hr. Hermansen sig egentlig ind? At taenke sig at bestemme over sit eget liv efter at have ladet andre gøre det for ham stor del af dagen i 50 år? At taenke sig, at en medborger bare sådan besluttede sig for at traekke stikket og ikke praestere laengere.
Tv-udnaevnte eksperter ville i bedste sendetid og uimodsagt kunne berette om den uansvarlighed, denne Hermansen udviste. En sociolog ville kloge sig på den demografiske sammensaetning og sociale baggrund fra disse ”otiumnydere”, et omvandrende excelark udtrykke sin bekymring for, at der slet ikke ville blive råd til skattelettelser for danskere i arbejde, hvis alle gjorde som hr. Hermansen, og en psykolog ville fortaelle os, at behovet for at bestemme selv havde sin rod i en opvaekst med strenge regler.
Tilbage til nutiden, men ikke til virkeligheden. Det siges, at der mangler arbejdskraft i Danmark, og derfor er seniorerne så vigtige. Vi har laenge vaeret i en økonomisk optur, så det skal da nok passe.
Men hvad så når det vender det hele? Mon ikke det bliver min generation, der ryger ud først.
Vi er – fortjent i øvrigt – relativt højtlønnede, og så er vi så irriterende til møderne, fordi vi kender svarene på forhånd.
Vi høster bestemt ikke ros for saetningen: »Møder er blot en undskyldning for ikke at traeffe beslutninger«.
Hov – kan I se det? Nu faldt jeg selv i faelden ved at gøre pension til et spørgsmål om arbejde, praestation og økonomi.
Det er alt andet. En af Danmarks dygtigste økonomer med privatøkonomi som speciale Ann Lehmann Erichsen siger det med vanlig praecision på sin Facebook-profil:
»Stigende levealder aendrer ikke på, at folk får gigt, Parkinson, kraeft og alle mulige andre møg-sygdomme, der betyder, at de enten ikke kan arbejde eller kun kan arbejde med andre eller faerre opgaver,« skriver hun og fortsaetter.
»Tror du på, at en betjent på 69 år skal stå i fuld udrustning i gadeoptøjer og kaempe mod unge bøller, der smider med brosten?«
Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv og tager gerne den shitstorm, der eventuelt kan opstå, når jeg antyder, at evigt liv angiveligt blev afskaffet i forbindelse med et verdensberømt aebletyveri for mange år siden.
Folkepensionen skal med små slikkepinde til folket udfases og i sidste ende afskaffes.
Min påstand er, at der er en skjult dagsorden. Folkepensionen skal med små slikkepinde til folket udfases og i sidste ende afskaffes. Den er for dyr, for vi bliver heldigvis aeldre og aeldre.
Der er kun én udvej. Spar op, for daelen, så du kan blive uafhaengig af de offentlige kasser, når du vil på pension. Så kan du selv bestemme.
Jeg har taenkt mig at efterleve princippet om at gå, mens kollegaerne spørger, hvorfor jeg går, fremfor at vente til de spørger, hvorfor går han ikke?
Det sidste vil jeg formentlig ikke selv kunne vurdere, så det er op til mig at udvise rettidig omhu.
Jeg tror ikke på evigt liv, og jeg vil ikke arbejde evigt. Det er livet for dyrebart til.