Nye omgivelser skal give pårørende til livstruede patienter mulighed for tryghed og ro
AUH har netop taget to saerlige rum til pårørende i brug på hospitalets traumecenter. Hårde plasticstole er erstattet med bløde sofaer og flere muligheder for at få tankerne adspredt fra det chok, som pårørende til et familiemedlem i overhaengende livsfar
To gange har Annemette Feldbaeks liv slået en kolbøtte på Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH).
Begge gange har hun forladt episoderne med en staerk fornemmelse af, at noget kunne have vaeret gjort bedre. Ikke for hendes pårørende, hvis liv blev lagt i haenderne på akutpersonalet, men for hende som datter. Først til sin far, som druknede i 2018, og siden sin mor, som fik en hjerneblødning 2020.
»Begge gange kom jeg til akutmodtagelsen i choktilstand. Personalet gjorde alt, hvad det kunne, for at redde mine foraeldre, men for mig manglede der noget i de timer, hvor jeg også var på afdelingen. En form for tryghed i de timer, hvor alt var kaos,« siger Annemette Feldbaek, der første gang var på Traumecenteret som pårørende sammen med sin mor og sin søn.
Da hendes mor to år senere også blev hastet på hospitalet i ambulance i overhaengende livsfare, var Annemette Feldbaek alene. Hun er en af de godt 500 pårørende til eksempelvis traumepatienter efter en ulykke, en hjerneblødning eller en blødende pulsåre, som sygeplejerske Mia Blaabjerg har interviewet i sit forskningsprojekt med udgangspunkt i netop de pårørendes oplevelse af, hvordan sundhedsmedarbejderne allerbedst kan tage sig af pårørende til akut syge patienter.
Et af aspekterne gennem samtalerne har vaeret, hvordan hospitalet helt fysisk skal tage sig af de pårørende til en patient i livsfare. Resultatet står nu klart. De seneste uger har AUH kunnet henvise pårørende til to saerlige rum, som er indrettet til at kunne tage bedre imod foraeldre, aegtefaeller, kaerester og børn.
»Vi møder mennesker, som måske sidder i deres vaerste livskrise. Vi konstaterede i sygeplejerskegruppen, at der var en stor efterspørgsel efter at kunne støtte de pårørende bedre i forhold til omsorg til dem. Både fysisk og i måden, som vi kommunikerer med de pårørende på. For vi er uddannede til at redde liv, men vi manglede faglighed til at tage os bedre af de pårørende. Derfor har jeg undersøgt, hvad behovet hos de pårørende er, og de nye lokaler er nu indrettet efter deres anbefalinger,« siger Mia Blaabjerg, som arbejder som projektsygeplejerske og traumekoordinator i Traumecentret på AUH.
De to nye rum ligner ikke resten af Traumecentret i forhold til indretning og farver. Hvide vaegge er udskiftet med henholdsvis en blå og en grøn vaeg og tilhørende farverig kunst. Møblerne er skiftet til blødere og lavere versioner med tilhørende puder og taepper. Der er kommet tv, opladere til mobilen, legetøj, blade til både børn og voksne, mulighed for selv at lave kaffe eller te, og der er lidt forplejning i køleskabet.
»Det handler om, at man skal kunne vaere et sted, hvor man pludselig skal sidde og vente i måske mange timer. Før var der kun fire plasticstole og et lille bord, som pårørende kunne saette sig ved. Men anbefalingerne fra pårørende fra tidligere patienter var meget klart, at vi kunne gøre det bedre for dem. De havde brug for en mulighed for at kunne blive aktiveret på en måde, så tankerne kan blive adspredt fra det chok eller den krise, som de selv er i, mens de er i Traumecenteret,« siger Mia Blaabjerg.
Hun søgte – og fik – efterfølgende 300.000 kr. hos Trygfonden til bl.a. kompetenceudvikling af sygeplejerskerne på pårørendeområdet og til indretning af de nye ”venterum” på Traumecenteret, som blev taget i brug ved udflytningen fra det tidlige kommunehospital i 2018.
»Når man kommer herind, så er man som pårørende bange. Man frygter for, hvad der er sket, og for konsekvenserne. Gennem min forskning kunne jeg konstatere, at man som pårørende har brug for at blive mødt af rolige sundhedsprofessionelle, men også at omgivelsernes indretning kan give ro og tryghed. Det har kaempestor betydning,« fortaeller Mia Blaabjerg, der gennem sine interview også blev opmaerksom på, at der var behov for en mulighed for at skrue op for varmen i lokalet.
»Når man er i chok, kommer man til at fryse. Det havde vi slet ikke taenkt over. I det hele taget har vi ikke haft opmaerksomhed nok på, hvad de pårørendes helt basale behov for de fysiske rammer i venterummet er. Det har vi nu, hvor vi også er blevet mere opmaerksomme på at give løbende information om patientens tilstand og i det hele taget at vaere mere naervaerende med de pårørende, når vi giver dem beskeder om deres kaere,« siger Mia Blaabjerg.
Rummene bliver brugt ca. fem gange i døgnet af pårørende til patienter, der kommer ind til Traumecenteret på AUH. Når patienten er stabiliseret, bliver både patienten og de pårørende sendt videre til andre hospitalsafdelinger.
Gennem min forskning kunne jeg konstatere, at man som pårørende har brug for at blive mødt af rolige sundhedsprofessionelle, men også at omgivelsernes indretning kan give ro og tryghed. MIA BLAABJERG, PROJEKTSYGEPLEJERSKE OG TRAUMEKOORDINATOR, AUH
Nyt navn?
Det oplevede Annemette Feldbaek også med begge sine foraeldre, som efterfølgende begge døde på hospitalet.
»I tiden på Akutafdelingen er man i kaos. Man ved naermest ikke, hvor man er, og man har brug for noget fysisk trygt at vaere i. Jeg savnede et taeppe og en pude og et rum, hvor kroppen kunne få lov til at reagere i fred,« siger Annemette Feldbaek, som har set de nye ”venterum”.
»De er godkendt af mig, og jeg glaeder mig også over, at der nu er haengt tydelige informationer op om, hvad man som pårørende gør, hvis man får brug for hjaelp, både mens man opholder sig i rummet, og når man kommer hjem og er alene. Men jeg kunne godt taenke mig, at man kaldte rummene noget andet. Det skal hedde ”pause-stuen” eller noget andet blødt. For Akutafdelingen er et sted, hvor man som pårørende kan få forfaerdelige beskeder. Det bør navnet på rummene hjaelpe hjernen med at få lidt balance i,« siger Annemette Feldbaek.