Klar til Spot: De fire fra Rigmor om vejen til den virkelige succes

Det kan godt vaere, det aarhusianske rockband Rigmor spiller på Spot og Roskilde Festival. Men det, der gør dem lykkeligst, findes et andet sted. Rigmor er historien om vejen til det sted. Om fire unge mennesker, der bryder fri – med små hørebøffer og bab

inden de gik på scenen, dukkede forsanger Sarah Wichmann op.

Til tider under Rigmors danmarksturné i efteråret strøg hun ind i efterfødselsleggings et kvarter efter lydprøven. Nogle gange havde hendes seks uger lille datter, Alberte, lige skidt ud over det hele.

»Hallo, hvor er min guitar? Hvorfor stemmer den ikke?« kunne hun stresset sige til drengene.

Men det var, som det lyder fra de fire bandmedlemmer i Rigmor i første nummer på debutalbummet, lige meget. Først var en pandemi kommet imellem dem og en danmarksturné. Nu skulle en baby ikke også gøre det. Så lille Alberte måtte med og passes af bedsteforaeldre og far under koncerterne. Drengene, Victor Sousa, Oliver Stewart og Lasse Lykke, pakkede bilen, kørte ud og stillede an.

»Sarah, vi klarer alt. Du skal bare møde en time før, vi skal spille,« havde de sagt, inden de tog afsted.

Siden dengang i efteråret har Rigmor udgivet det anmelderroste debutalbum ”Glade, Blinde Børn”. De har netop spillet på Lille Vega i København. Til sommer skal de stå på Rising-scenen på Roskilde. Lørdag på årets Spot Festival i Aarhus.

Men nogle gange glemmer Sarah Wichmann, Lasse Lykke, Oliver Stewart og Victor Sousa de drømme, der er gået i opfyldelse. Det kommer til at handle om det naeste. Og det naeste efter det.

»For det er sjaeldent, at jeg giver mig selv lov til at nyde alt det, der er sket. Alle de succeser, vi har haft i Rigmor. Det glemmer jeg i hverdagens travlhed. Sådan lige stå og nyde det hele et øjeblik,« som Sarah Wichmann siger.

Men måske det ikke kun gaelder for Rigmor?

Drømmene lyver

Nej, »vi har allesammen drømme, der forfører med løfte om vedvarende tilfredshed, hvis de bliver til virkelighed«, som den amerikanske samfundsforsker Arthur C. Brooks for nylig skrev i en af sine klummer om lykken i det amerikanske magasin The Atlantic. »Men drømme lyver. Når de går i opfyldelse, er det … helt fint et stykke tid. Og så får vi en ny drøm,« fortsatte han.

Arthur C. Brooks underviser bl.a. i emnet på Harvard University, og artiklen handlede om, hvorfor vi mennesker har svaert ved at holde fast i følelsen af at vaere glad og tilfreds. Årsagen findes måske i den menneskelige natur. Vi er programmeret til ikke at hvile på lykkens laurbaer, når en drøm bliver til virkelighed. Naturen driver os mod den naeste, fordi evoKort lutionen har laert os, at sådan kan vi klare os bedst.

Hvis man vil holde fast i tilfredsstillelsen, skal man ifølge Arthur C. Brooks spørge sig selv, om de ting, man drømmer om, »først og fremmest handler om, hvorvidt andre mennesker vil beundre dig eller vaere misundelige på dig«. For, som han skrev:

»Den motivation kommer aldrig til at gøre dig lykkelig.«

Rigmor er historien om vejen til den erkendelse. Om fire unge mennesker, der bryder fri og finder hjem til sig selv. Det er historien om, at det, der virker som en succes for verden udenfor – at udgive et anmelderrost debutalbum, spille på Vega, Roskilde og Spot – ikke altid er det, der gør en mest glad.

For måske findes den virkelig succes et andet sted. Og for at finde det sted må man gennem en mørk betongang og op ad en sirligt snoende, knirkende trappe i et gammelt slagtehus på Sydhavnen. Indtil man når Rigmors øvelokale med trommesaet og instrumenter, sorte kasser og en stor stak brune papkasser fyldt med nye vinyler.

»Jeg tror, det er okay med baby,« siger Sarah Wichmann, inden interviewet starter.

Hun har taget plads i en slidt sofa sammen med Lasse Lykke.

»Men det kan vaere, far lige kommer ned, fordi jeg skal amme.«

Vokal fra et sted

Man laerer én ting af at få børn, mener Lasse Lykke. Han har selv to.

At tid er kostbart. Men den laering er ikke kun for børn, mener Victor Sousa.

»Det er også det, vi andre skal blive gode til at huske. Hvis man fylder sit liv med alt muligt, man ikke synes er

Til sommer gaelder det årets Roskilde Festival. Lørdag optraeder Rigmor på Spot i Aarhus. Rigmor udgøres af bassisten Victor Sousa, trommeslager Lasse Lykke, forsanger og guitarist Sarah Wichmann og guitarist Oliver Stewart. Fotos: Rikke Kjaer Poulsen sjovt, så har man ikke energi til det, man faktisk nyder. Rigmor er med til at vise mig vejen for, hvad jeg vil fylde mit liv med,« siger han.

I dag ligger han på bordet som en telefonlinje fra Holland. Victor Sousa skulle vaere med, insisterede de tre andre. Ellers ville det føles helt amputeret. For de ejer 25 pct. hver. 26-årige Lasse Lykke på trommerne, Victor Sousa, 26, på bassen, Oliver Stewart, 25, på guitaren og 28-årige Sarah Wichmann med den inderlige, karakteristiske klang. På dansk.

Det var den klang, Victor Sousa forelskede sig i. Musikken kom fra et eller andet sted.

Egentlig skulle de bare have spillet en koncert sammen, men den stemme … Og så Sarah Wichmann, der pressede på for, at det skulle vaere mere end et engangsforetagende. Det var hende, der så magien, da de første gang havde rystet følelserne ud gennem en guitar.

»Men jeg tror,« siger Victor Sousa, »at vi alle så den. Jeg havde bare travlt med alle mulige ting. Ting, der ikke var så fede. Jeg tror, alle følte, at de kom til orde i Rigmor, at de havde noget at skulle have sagt.«

Vejen dertil bygger på erfaringer.

Oliver Stewart har spillet noget, han ikke har følt »en skid for«. Victor Sousa hader »det lort«. Der, hvor det handler om at gøre det så teknisk som muligt, for det, han kan lide ved musik, det er den følelse, man får indeni, når man spiller sammen.

For Sarah Wichmann var Rigmor første gang i hendes bandhistorie, at hun blev spurgt, hvad hun taenkte om det instrumentale. Hun havde altid vaeret den, der bare sang teksterne.

»Jeg kunne instinktivt maerke, at det her var noget, jeg havde lyst til at bruge min tid på, og det var noget, som gav mig energi – at spille med de her gutter,« siger hun.

»Jeg tror, vi alle kunne maerke det,« siger Victor Sousa. »Men det er svaert at give slip i ens sikkerhedsnet og

Jeg spillede en koncert i Odense for 10.000 mennesker med et andet band. Det var fuldstaendig sindssygt, men det eneste, jeg kunne taenke på, var, hvad vi skulle have til aftensmad. Vi spillede i Thy med Rigmor, og en masse gymnasieelever sang med. Det var en kaempe oplevelse. VICTOR SOUSA, BASSIST I RIGMOR

Playlister og afspilninger på Spotify. Anmeldelser og antal koncerter. »Det er så usundt, det der. Man kan blive helt fordrejet af det og glemme, hvad det i virkeligheden handler om,« siger Sarah Wichmann.

Medlemmerne af Rigmor pakker orkestergrejet ned i øvelokalet i Sydhavnen i Aarhus inden lørdagens Spot.

i Thy med Rigmor, og en masse gymnasieelever sang med. Det var en kaempe oplevelse. Man går og tror, at når man en dag er det, der ligner succesfuld, så er man glad. Det er sjaeldent det, man bliver glad af,« siger Victor Sousa.

»Det er totalt rigtigt,« siger Sarah Wichmann.

Da albummet ”De Glade, Blinde Børn” udkom, havde hun sagt til drengene, at hun ikke ville høre om anmeldelserne. Hun var mega nervøs, bange for, at anmelderne ikke syntes om det. En dag stod Rigmor i øvelokalet med vinylerne i haenderne. Hun stod bare og så på det, albummet.

»Jeg var bare så stolt af det, vi havde lavet. Jeg kunne maerke, at jeg blev sådan helt opfyldt af glaede. Så fik vi fem stjerner i Gaffa, og jeg var fuldstaendig ligeglad. Det betød ingenting for mig. Inde i mit hoved havde jeg fået det drejet til, at det, som det hele handlede om, var, hvordan det blev modtaget af anmelderne. Men det er jo slet ikke

det, der er vigtigt. Jeg tror, det er et maerkeligt praestationspres, der gør, at jeg har den tanke,« siger hun.

»Man står helt oppe i Nordjylland,« siger Oliver Stewart, »og så står der nogle i gymnasiealderen og skråler med på dine sange. Det kan godt vaere, at Roskilde er en stor koncert, men det fede er at spille musik sammen.«

»Mhm,« brummer Lasse Lykke. »Det at komme vaek fra hovedet og ud i kroppen.«

»Det er crazy-fedt,« siger Victor Sousa. »Vi kommer op at flyve jo. Når vi spiller sammen, har jeg det, som om vi tager stoffer. Jeg bliver høj.«

Små hørebøffer på

Sidste sommer spillede Rigmor koncert på Bornholm. Men det, de husker, er ikke koncerten.

Det er, hvordan de spiste fisk og drak champagne, fordi Lasse Lykke var blevet faerdig med sin bachelor. Hvordan de skubbede den på det tidspunkt højgravide Sarah Wichmann op til Hammershus. Hvordan hun fik ondt i

baekkenet bagefter.

Og når Rigmor til sommer skal stille sig frem på Risingscenen på Roskilde Festival, skue ud over haender, der raekker mod himlen, og laeber, der bevaeger sig, så er der én ting, som Sarah Wichmann vil glaede sig til. Måske det, der er den virkelig succes.

At se sin lille datter, Alberte – hun smiler, når hun siger navnet – på skuldrene af sin far. Lige der. Midt i menneskemaengden. Med sine små hørebøffer på. For et eller andet sted i hende kan hun heller ikke helt fatte det – at de skal spille på Roskilde Festival.

»Så står jeg der og kan se på hende. Det glaeder jeg mig så meget til. Det traekker det hele lidt ned på jorden, for jeg er alligevel bare hendes mor. Selv om jeg står der på scenen og skal agere rockstjerne,« siger hun.

Drengene griner.

»Du spurgte, hvad Rigmor er,« siger Sarah Wichmann. »Rigmor er noget, der giver mening.«