Hjaelp på vej til mødre, der må føde deres døde børn blandt nybagte foraeldre
Pernille Rathmann fødte sin døde søn omgivet af nybagte foraeldre og babyskrig. En ny afdeling for tab på Regionshospitalet Gødstrup skal sikre, at andre får bedre vilkår ved dødfødsler og senaborter, og lignende afsnit er på vej flere steder i landet.
I et lille rum for enden af fødegangen på Regionshospitalet Herning fødte Pernille Rathmann sin søn i marts 2021. Fra stuerne ved siden af lød der babyskrig. Det var lyden af liv. Lyde, hun og hendes kaereste aldrig hørte fra deres søn, Noa. Han var død ved fødslen.
Hvis de forlod vaerelset, skulle de hele vejen gennem fødselsgangen, så Pernille Rathmann gik kun derfra en gang: for at få deres søn velsignet i hospitalets kapel.
»I indgangen til hospitalet mødte vi en familie med deres baby, og jeg var ved at knaekke psykisk. Man kan aldrig forberede sig på, hvad der sker, når først han er ude. Når man bliver foraeldre, rammer kaerligheden én med 100 km i timen, selv om ens barn ikke skal med hjem,« siger Pernille Rathmann.
På fødeafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup (en sammenlaegning af regionshospitalerne i Herning og Holstebro) er der fra den 1. maj oprettet et afsnit for tab. Det er et supplement til barselsgangen. På det nye afsnit kan foraeldre, der oplever dødfødsler, spontane senaborter eller arrangerede senaborter på baggrund af misdannelser eller sygdom ved fostret, ligge. Her kan en dør og egen udgang adskille dem fra familier med en vellykket fødsel, og syv jordemødre vil gennem specialuddannelser og erfaringsindsamling blive eksperter i at håndtere senaborter.
Dør lukker af for babyskrig
Supersygehuset i Gødstrup er det andet hospital i Danmark, der har oprettet et afsnit for tab. Et lignende afsnit på Aarhus Universitetshospital har indsamlet erfaringer i 10 år, og det har vaeret inspirationskilden til afsnittet på Regionshospitalet Gødstrup. I Danmark forekommer der omkring 2.000 senaborter om året. På Regionshospitalet Gødstrup forventes der at forekomme 25 til 35 senaborter og omkring 3.300 fødsler om året.
Udover afsnittene på Aartryde hus Universitetshospital og på sygehuset i Gødstrup har der siden december 2021 vaeret en stue for tab på Rigshospitalet, og lignende afdelinger er på tegnebraettet på Hvidovre Hospital og Herlev Hospital.
Pernille Rathmann er glad for, at afsnittet kan vaere med til at sikre den bedst mulige støtte til andre familier, der oplever en senabort.
»Det er bare utrolig vigtigt, at afsnittet er blevet oprettet, og at familierne nu kan komme ind og ud uden at møde andre, og at en dør lukker af for babyskrig. Derudover er det vigtigt at flere jordemødre specialiseres, så de kan hjaelpe én med at traeffe de rigtige valg undervejs, så man ikke kommer til at for
bagefter. Man kan godt føle sig meget alene,« siger hun.
Efter at Pernille Rathmann havde født deres søn, stod parret pludselig over for et vaeld af uforudsete beslutninger.
Ville de få deres barn at se, holde ham og få fodaftryk? Skulle han døbes, obduceres og begraves? På de to døgn, fra laegerne havde fortalt dem, at deres søn ikke ville overleve, til han var født, havde de ikke haft overskud til at forberede sig på alle de valg, de stod overfor bagefter. Tilfaeldigvis havde deres jordemoder den rigtige erfaring til at støtte dem i processen og praesentere mulighederne for dem.
Tab for begge foraeldre
»Hvis man ikke tager imod forslagene, vil man stå tilbage med et kaempe afsavn. Jo mere støtte man kan få, jo mere er man ikke efterladt alene bagefter, for på det tidspunkt har man nok at slås med,« siger Mikkel Jensen, Pernille Rathmanns kaereste.
»Jordemoderen er med til at skabe familien, fordi man både skal sige goddag og farvel til sit barn i løbet af den tid, man er indlagt. De er en rigtig stor del af, hvad mindet bliver,« tilføjer Pernille Rathmann.
Et år efter fødslen var parret tilbage på Regionshospitalet Herning i en almindelig fødestue. Denne gang var det deres datter, der skulle til verden.
Det var en hård fødsel. Det gik op for Mikkel Jensen, at noget var helt galt, da overjordemoderen skubbede laegen vaek. Hun trak datteren ud og lagde hende direkte op på et bord, hvor to børnelae
Jordemoderen er med til at skabe familien, fordi man både skal sige goddag og farvel til sit barn i løbet af den tid, man er der. De er en rigtig stor del af, hvad mindet bliver. PERNILLE RATHMANN
ger gjorde, hvad de kunne for at hjaelpe babyen med at traekke vejret.
»Gå hen til hende,« sagde Pernille Rathmann til Mikkel Jensen, fordi hun ikke selv kunne forlade fødesengen. Hvis datteren skulle lide samme skaebne som deres søn, skulle hendes far vaere med.
De lyttede åndeløst. Ventede
på livstegnet. Lyden af datteren, der levede. Og så kom skrigene.
Melia var i live og en sund og rask baby, nåede Mikkel Jensen lige at registrere, inden hans verden brød sammen.
»Det var ligesom om, at barrieren mellem det, jeg har oplevet med vores søn og med vores datter, forsvandt helt. Jeg gik fuldstaendig ned med flaget psykisk, fordi jeg ikke havde bearbejdet det ordentligt.«
Efter tabet af deres søn havde Mikkel Jensen brugt