So long, farewell, auf Wiedersehen, Rammstein?
Ringer klokkerne for et af de største navne i tysk musik? Det antydes på nyt album.
Da Rammstein for alvor brød igennem i slutningen af 1990’erne, var der en voldsom fascinationskraft over det tyske band.
Gruppen ankom med bål, brand og buldrende refraener lige så opadstraebende som tv-tårnet i Berlin. Rammstein kreerede sin egen udgave af heavy metal med inspiration fra både electronica og industrial.
Det blev kaldt ”tanzmetal”, og gruppen har lavet blaendende original musik. Der er dragende poesi over det mangfoldige udtryk, som også gør sig i grum satire og perverse indslag uegnet for børn og politisk fromme sjaele.
Hvis ovenstående lyder som indledning til en nekrolog, er det ikke skudt forbi. Der ruger nemlig en atmosfaere af undergang og afsked over flere sange på bandets ottende studiealbum. På sidste skaering antydes det, at lukketiden er naer: »Sogar die Sonne wird verglühen/ Doch keine Angst, wir sind bei dir/ Ein letztes Mal so singen wir/ Adieu, goodbye, auf Wiedersehen/ Den letzten Weg musst du alleine gehen«.
Rammstein fremmaner et dystert dødsdrama med et spirituelt glimt i det altaedende mørke. Till Lindemann synger som en gravrøst hidkaldt af brutale heavyriffs og buldrende rytmik, der kunne vaere banket frem af stenalderkøller. Refraenet er poppet sangbart, og dermed er det altså helt klassisk Rammstein. Skulle nummeret blive en svanesang, er der bestemt mytologisk storhed over det sidste kvad.
Men typisk for bandet er der også indlagt vittigt drilleri med reference til den uskyldige børnesang i musicalen ”The Sound of Music”.
Visnet edelweiss
Rammstein lader alvoren stå urørt i den utroligt smukke ballade ”Zeit”, der er skrevet i aske og støv: en elegi over flygtighed og tidens ubønhørlighed. ”Zeit” åbner skrøbeligt og kulminerer i Donnerwetter-intensitet for til sidst at tone ud i vaegtløs korsang. Det er stor kunst – også den tilhørende video. Den melodiske folkeforførelse er hørt mere massiv, men Rammstein har flere es i aermet.
”Dicke Titten” er en drengerøvsgriner om den ensomme mand, der bestemt ikke er kraesen, når det gaelder kvinder. Bare han får store patter. Riff-infernoet blandes med slagerrefraen og skvulpende messingsuppe fra en idyllisk bjergside. Det er plat og meget, meget morsomt.
Rammstein er ikke bare et af rockens mest ekstreme bands. Det er også et af de sjoveste. I ”Zick Zack” er der overgearet tegneseriesatire om kosmetiske operationer, som går så meget over gevind, at det kan minde om en nutidig udgave af ”Frankenstein”-gyseren. Og er man stadig ikke tilfreds, kan man jo kassere det hele: »Ist die Frau im Mann nicht froh/ Alles ganz weg, sowieso«.
Det tyske ensemble giver derudover taletid til en uforbederlig livsløgner i et andet komisk højdepunkt, hvor den kunstige autotune subtilt forstaerker fortaellerens hykleri.
”Armee der Tristen” virker inspireret af tidens mantra om, at man skal fokusere på det positive. Men Rammstein inviterer i stedet enhver til at melde sig under fanerne i de ulykkeliges massebevaegelse. Der kan deprimerede randeksistenser med knyttet naeve gå i faelles front mod lykken!
Det nye Rammstein-opus opfinder ikke ligefrem den dybe metalskål. Men pladen er yderst slagkraftig og afvekslende.
Viser det sig at vaere sidste akt i den germanske rockopera, ender det, som det skal: ekstremt, dramatisk og bevaegende.
GOTISK METAL/ROCK ZEIT RAMMSTEIN Universal Music
ANDERS HOUMØLLER THOMSEN