Parkeringen på skideballernes holdeplads modnede Kasper Christensen
Håndboldtraeneren Kasper Christensen har på to saesoner ført Herning-Ikasts kvinder til seks semifinaler af seks mulige. Men hvem er den 36-årige vestjyde?
Kasper Christensen udskyder gerne sin frokost en halv times tid for at høre skyderierne. De er af verbal karakter, og pistolerne er ladt med lige dele kaerlighed og kritik.
Uden tøven accepterede håndboldtraeneren fra Herning-Ikast praemissen om at blive vurderet af to af de mennesker, der kender ham bedst.
Den 36-årige Christensen vidste dog ikke, at ordene kom fra den sportschef, der fyrede ham for to år siden, og fra en en velkendt vognmand i Vestjylland.
Efter fem år med fire forskellige cheftraenere i Herning-Ikast blev Kasper Christensen i sommeren 2020 ansat til at lede håndboldkvinderne. Der var brug for ro og stabilitet på traenerbaenken, og det skulle komme fra vestjyden, der fik sin håndboldopdragelse i Skjern og sin traenerdebut i Sønderjyske.
Noget tyder på, at han har passet sit arbejde. Holdet har siden 2020 kvalificeret sig til seks af seks mulige semifinaler, og tirsdag aften indleder Christensen og co. jagten på den første finale, når mestrene fra Odense venter i den første af tre DM-semifinaler.
Et ukommercielt navn
For at blive klogere på manden bag Herning-Ikast-opturen ringer vi til Simon Lindhardt, mangeårig sportsdirektør i Sønderjyske, der i 2015 hyrede Kasper Christensen og fem år senere fyrede ham igen, efter at han havde bestredet roller som talentchef, assistenttraener og cheftraener.
»Kasper stod med åben mund og polypper, da han som relativt ung kom til Sønderjyske. Han ville bare gerne blive bedre, og det blev han hurtigt, fordi han er hårdtarbejdende. En meget, meget dedikeret type, der er loyal og supergod til at kommunikere over for spillere og sponsorer,« siger han.
»Vi tog lidt en chance ved at forfremme ham til cheftraener i 2017, for selv om han havde et fint navn i håndboldlandskabet, havde han ikke et kommercielt kendt navn. Så vi parkerede på de potentielle skideballers holdeplads. Kasper skulle vise sit vaerd, for han manglede også lidt i begyndelsen. De år, hvor han stod på egne ben i Sønderjyske, laerte han enormt meget.«
Kasper Christensen, er du enig med Simon Lindhardt?
»Absolut. Jeg undervurderede måske, hvad det indebar at vaere elitetraener af pres ude- og indefra. Jeg så nok lidt lyserødt på det og havde ikke taenkt over, hvad der sker efter fire nederlag i traek, eller når der er modvind i spillertruppen, fordi de erfarne spillere er uenige i dispositionerne,« siger Kasper Christensen.
Simon Lindhardt understreger, at Kasper Christensen aldrig kunne nøjes med at koncentrere sig om holdets udvikling.
»Hurtigt involverede jeg ham også i spillerbudgetdelen, fordi han havde stor forståelse for og interesse i det. Han havde altid også gode fif til salg eller tilskueroptimering. Med et glimt i øjet kan jeg sige, at han har lettere ved at levere gode råd end at modtage dem,« siger Lindhardt.
»De toptraenere, der er nået allerlaengst i håndboldverdenen, interesserer sig ikke for personlig stolthed. De ved, at man godt kan nå langt ved at uddelegere ansvar, og at man måske kan nå et endnu større mål ved at lytte til andre. I Kaspers tilfaelde taenker jeg ikke på bestyrelsen eller sportsdirektøren, for dem havde han styr på, men skal han tage naeste skridt som traener, skal han respektfuldt inddrage mere viden fra staben og spillerne for at optimere.«
Kasper Christensen, skal vi dermed tolke, at du er egenrådig?
»Det er jeg bestemt ikke. Jeg arbejder stadig på give mere ledelsesrum til stab og spillere, men jeg har flyttet mig meget. Jeg er nok gået fra at vaere lidt skarp, firkantet og lidt for principfast til i dag at have en større forståelse for omgivelserne og vaere bedre til at sige pyt. Jeg er blevet mildere og kan bedre acceptere, at min back ikke nødvendigvis skyder forbi målet med vilje,« siger han.
»Simon har ret i forhold til mit engagement. Jeg vil vaere i en klub, i et projekt, der flytter noget. Jeg stiller gerne dumme spørgsmål for at optimere. I sidste ende giver det mig også et bedre hold. Det kommer sikkert fra opdragelsen i Skjern Håndbold, hvor alle bidrog til faellesskabet. Det kan jeg godt lide.«
Turde at satse
Vi ringer til en anden mand, der kender ham godt. Kim Christensen, Kaspers far, der er selvstaendig vognmand i Skjern, har fulgt sin aeldste søns håndboldkarriere taet og er aldrig bange for at sige sin mening.
»Kasper var ikke den første til at fylde laerebøgerne i skolen. Han er dog kommet godt efter det – isaer med grundigheden, og i dag er han meget arbejdsom omkring sit traenerarbejde. Han stiller vanvittige krav til sig selv og er naesten for ambitiøs på mange måder. Vi kan godt besøge ham en fredag aften før en lørdagskamp, men det kan ikke betale sig. Måske er det hyggeligt for Kasper, men han er naesten ikke til at komme i kontakt med, fordi hans fokus allerede er på kampen,« siger han.
»Når min kone, Karin, og jeg sidder og ser HerningIkasts kampe, er vi pavestolte, fordi han har bevist, han er en dygtig traener, men vi er mere stolte af, at han er et godt menneske. Han behandler folk ordentligt og taler paent. Så kan det godt vaere, at han giver dommerne en ordentlig tur i kampene, men så smiler de bagefter,« siger han.
Erhvervet som elitetraener er usikkert, og det har før i tiden fyldt i samtalerne mellem Kasper Christensens foraeldre. Om det nu var rigtigt for sønnen at gå den vej.
»Som ungdomsspiller manglede han en masse for at blive en rigtig god spiller, men han havde forstand på spillet. Taktisk klog. Det var helt åbenlyst. Han har turdet at satse på sin drøm, og det har jeg stor respekt for. Nu er jeg ved at vaere gammel, men viljen var den samme hos mig, da jeg for 26 år ville bevise, at jeg kunne vaere vognmand og drive en forretning i en svaer branche. Det handler om passion,« siger Kim Christensen.
Kasper Christensen, hvad haefter du dig ved, når du hører din fars ord?
»Jeg vil gerne kendetegnes ved ordentlighed og grundigt arbejde, og at jeg er gået den lange vej for at blive dygtig. Jeg tog f.eks. alle divisionstraenermoduler, fordi jeg følte, at jeg havde brug for den teoretiske laerdom, og jeg har gået i en hård skole under Morten Henriksen i Sønderjyske. Han laerte mig meget, men det var på den hårde måde,« siger han.
»Set i bakspejlet var jeg nok ikke klar til at gå fra assistent til chef i 2017. Men hvornår er man i øvrigt klar til det? Jeg var ikke kompetent nok på ledelse og havde ikke mig selv nok med i det. Håndbold blev altopslugende for mig, og nederlagene fyldte alt. Det er måske det, min far henviser til. Men jeg synes, jeg er blevet markant bedre til at balancere i livet. Jeg er blevet mere moden som traener og har stiftet min egen familie, som også har givet en anden ro.«
De år, hvor han stod på egne ben i Sønderjyske, laerte han enormt meget. SIMON LINDHARDT, SPORTSDIREKTØR I SØNDERJYSKE