I Putins verden er der nazister overalt

I første omgang kan den frie verden drage et stille lettelsens suk. Vladimir Putin benyttede hverken årsdagen for sejren over Nazityskland til at opskalere sin angrebskrig i Ukraine, udvide den til andre lande eller konkretisere sine hidtidige trusler om en atomkrig og/eller en tredje verdenskrig. Så kom vi så langt.

Men bortset herfra åbnede talen ved den monstrøse parade på Den Røde Plads, der i sig selv gav dystre mindelser om andre autoritaere regimer i Europas nyere historie, for endnu et ildevarslende blik ind i Putins formørkede forestillingsverden. Der er absolut ingen grund til for Vesten at slaekke på beredskabet eller hjaelpen til det modige Ukraine.

Igen lød de vilde påstande fra Putin om, at Ukraine er fyldt op med nazister, der fungerer som håndlangere for Vesten. Nato er rykket helt frem på Ruslands graenser i den hensigt at angribe Rusland og føre en krig på russisk jord. På den måde er indmarchen i Ukraine en slags praeventiv krig. Dén var faktisk ny og også en skaerpelse af retorikken i forhold til de dommedagsscenarier, som Kreml-herskeren tidligere har rullet ud. Men ellers forekom Putin lige så fortabt i sine saerpraegede undergangsfantasier, som han har vist sig ved alle sine offentlige optraedener, siden han slap sin angrebskrig løs mod et fredeligt naboland for nu snart 11 uger siden.

Forsøget på at binde en sløjfe hen over tre århundreder fra Peter den Stores åbning af Rusland mod Europa til de massakrer på civile, som Putins styrker begår på samlebånd i Ukraine, ville højst vaere et skuldertraek vaerd, hvis det ikke var, fordi det faktisk er, hvad Kreml tilsyneladende dyrker som strategisk begrundelse for den første storkrig i Europa siden Anden Verdenskrig. I mangel af staerkere ord kan man vel sige, at det er langt ude. Analysen af Natos hensigter er tillige så groft manipuleret, at den må vaere hentet på et ideologisk overskudslager fra sovjettiden. Ja, Nato er udvidet, men alene fordi mange lande, som tidligere var tvangsunderlagt Sovjet-imperiet, har ønsket at tiltraede denne rent defensive forsvarsorganisation, der udelukkende rummer frie og demokratiske lande.

At acceptere Putins påstand om, at det er Nato, som med en aggressiv fremfaerd har tvunget Rusland til at realisere sit aktuelle voldsorgie i Ukraine, er at underlaegge sig et historieløst ekko fra Den Kolde Krig, da alt for mange i Vesteuropa ligestillede Sovjet-tyranniet med den demokratiske verden og mente, at de to parter kunne vaere lige gode om det. Man fabrikerede en falsk symmetri. Men nej, der var en verden til forskel, ikke mindst hvad angik moralsk og demokratisk legitimitet. Der er den samme grundlaeggende forskel i dag: På den ene side et postsovjetisk, fascistoidt Rusland, på den anden et demokratisk Vesten. Sovjetunionen led faktisk nederlag i Den Kolde Krig, isaer fordi Vestens vaerdier viste sig så meget staerkere. Putin må ikke få held til at omskrive denne historie med sine horrible manøvrer.

Det eneste, Putin har på sin side, er tid. Han har tid nok. Og han kan forventes at vaere helt ligeglad med prisen for Ukraine-krigen, ikke mindst hvad angår menneskeliv. Vesten har traditionelt ikke samme tålmodighed og er naeppe heller god til at baere omkostningerne over laengere straek.

Men der er ingen vej udenom. Ukraine-krigen er et opgør, der vil vaere med os de naeste par generationer. Den vil kraeve meget af os, hvis vi mener noget med vore skåltaler. Putins tale på Den Røde Plads mindede os om, hvad vi er oppe imod. Det er en kamp, Vesten er nødt til at vinde.