Medierne har halshugget Herlufsholm

Lad det lyde fra de nordligste klitter på Skagen og til Falsters enge mod syd: Herlufsholms hemmeligheder er røbet. Sammen, under mediernes befaling, lad dette uhyre spiddes, denne Jan Guillouske ondskab. Lad det blå blod flyde fra stedet og draene hen over gravene på Herluf Trolle og Birgitte Gøye. Lad sandheden løfte sig fra denne aftjente skole, som det sidste røg over den udbraendte aske: På Herlufsholm er der blevet uddelt ”lammere”, ”traelår”, og hvad der estimeres til to fingre i numsen.

Forbeholdt dramatiseringer er dette virkeligheden på den berømte skole. En virkelighed, dermed sagt, der alene udspiller sig på landets forsider og i en håndfuld kraenkede elevers blå bøger. Og som bananfluer om en hundelort har journalister, meningsdannere og politikere svaermet historien for den bitte naering, der måtte vaere til stede i sensationen.

En saglig reportage havde taget højde for, at det absolutte flertal ikke genkender en ”voldskultur”. I min egen tid fik jeg lammere af praefekterne og blev skubbet i vandet under ”pø-kamp” – alt sammen i gensidig respekt og sjov (vist også fordi jeg havde druknet deres madrasser i vand). Drengestreger. Dertil er der sket en markant lempelse af den disciplinaere og hierarkiske linje, der hørte skolen til for 30 år siden. Men i tråd med mediernes narrativ om Herluf anno 2022 bringes adskillige vidnesbyrd, der hører 80’erne og 90’erne til. Hvis Herluf har voldskultur, er voldskultur, hvor drenge er samlet. Hvad angår seksuelle kraenkelser, er disse alle altid forkerte, endog alle steder i vores samfund.

Mit aerinde ligger dermed ikke med de elever, der blev svigtet af Herlufsholm, til hvem der raekkes både sympati og respekt for at stå frem. Nej, et sted i dybet af dette spektakel findes mediernes demokratiske og etiske svigt over for danskerne, når de daekker historier for entydigt. I dag skrev en journalist til mig, om jeg kunne genkende historien om Herluf og eventuelt knytte en kommentar. Da jeg afvisende forklarede, at det var decideret misvisende, hørte jeg aldrig retur. Og voila: På ny har den fjerde statsmagt manifesteret sin appetit for ”den gode historie” og pisket et fakkeltog i gang i opinionen. Denne hysteriske folkerevolution endte som i historiebøgerne med at kappe hovedet af på den grusomme leder, rektor Kjellberg.

Det skal siges, at Kjellbergs hoved fylder meget lidt for min nattesøvn. Mareridtet indtraf først senere, da bestyrelsesformand Torben von Lowzow, med mediernes estimerede to fingre i numsen, erklaerede en gennemgribende aendring af skolen. Herunder udfasning af praefektsystemet og pø-kampen, begge ofret for befolkningens sensationsliderlighed og mediernes syn for bundlinjen. På omkostningssiden står traditioner, der straekker sig 550 år, samt livsnerven, der har gjort landets aeldste skole til lige praecis dette: landets aeldste skole.

Denne udmelding var den egentlige halshugning af Herlufsholm, hvis jordiske rester nu efterlades så hovedløst konformt.

Få så fingeren ud, hr. Lowzow.