Spinguide til et ja – og et nej
Indtil den 1. juni vil argumenter for og imod ophaevelsen af det danske forsvarsforbehold bølge i debatten. Nogle argumenter er fornuft, andre båret af følelser.
Argumenterne for og imod forsvarsforbeholdet bliver godt og grundigt sammenblandet. Så her er min spinguide til at forstå politikernes argumenter, bl.a. baseret på, at jeg i en årraekke fast ledsagede davaerende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen til alle EUog Nato-møder.
Nej’erne siger: ”Vi kan nøjes med Nato”. I de godt 30 år, hvor Danmark har stået uden for EU’s ret så begraensede forsvarssamarbejde, har vi på så rigelig vis bidraget på alle mulige andre måder. I regi af Nato, FN og skiftende koalitioner.
Virkeligheden i international politik er, at når det gaelder forsvarsog udenrigspolitik, spiller hver enkelt land med de kort, de på er blevet tildelt. Og et politisk flertal har øget og vil yderligere skrue op for forsvarsbevillingerne, så basis for øget dansk internationalt engagement er til stede med flere penge. Så rent praktisk og pragmatisk kan Danmark godt navigere uden at droppe forsvarsforbeholdet. Det er reelt nej-sidens staerkeste kort. Der er i Europa i dag lande, der er med i EU’s forsvarssamarbejde, men ikke i Nato, og lande, der er i Nato, men ikke i EU, som yder deres.
Nej’erne mener, at vi skal ”sige nej til mere EU”. Det er en falsk praemis. Ingen tvinger os til noget. Hverken i dag eller ved et ja. Vi kan bare meddele, at vi vil vaere med til at have mulighed for at vaelge og vrage, hvad vi vil vaere med i, når det gaelder EU’s forsvarsdimension. Ønsker vi denne tilvalgsmulighed? Det er faktisk det, vi stemmer om.
Vi har simpelthen vores egen protokol i Lissabon-traktaten, hvor vi meddeler, at vi hverken deltager i udarbejdelse, gennemførelse eller vedtagelse af sager, som har virkning på forsvarsområdet. Alt på det område kraever enstemmighed, så hvis vi var med, kunne vi blokere. Men også den mulighed har vi fraskrevet os, da vi med vores forbehold har sagt, at vi ikke blokerer for de andre. Så en dansk forsvarsminister kan lade de andre traeffe beslutningerne, når EU-forsvarsministrene mødes.
Det danske forsvarsforbehold vaernes loyalt af udenrigsministeriets jurister, så der ikke er mistanke om fifleri. Vores saerordning er og anses af de andre for at vaere et lidt underligt indenrigspolitisk valg. En Lex Danmark. Der er en lille del, hvor man med nogen ret kan tale om nogle få hundrede gram mere EU. Det handler om den flig af forsvarspolitikken, der også rummer et industrisamarbejde.
Her er vi både med og ikke med, fordi noget er industripolitik og dermed uden for forbeholdet, mens ganske lidt påvirkes af forbeholdet. Fuld dansk deltagelse vil betyde indflydelse på, hvad der forskes og innoveres i, og dermed fremme dansk forsvarsindustris muligheder for eksport. Det sidste er vaesentligt i en tid, hvor mange europaeiske lande skal til lommerne med forsvarsinvesteringer, og det giver en mulighed for flere arbejdspladser og for øget omsaetning.
Endelig prøverne nej’erne at saette trumf på ved at sige, at “der kommer en EU-haer”. Der er ingen Nato-haer. Der er ingen EU-haer.
Der findes kun lande, som bidrager. Virkeligheden er den, at landene selv afgør, hvad de stiller med inden for rammerne af samarbejdet. Kun de mest føderale kraefter ser for sig en haer under EU-kommando, og de er helt uden indflydelse.
Det var heller ikke en EU-haer i ordets egentlige betydning, de fransk-tyske ledere Macron og Merkel reelt taenkte på, da de holdt taler om en europaeisk haer. Når der blev spurgt ind til det, var svaret, at det er et billede på, at Europa må tage et eget ansvar. Det er ikke hver gang, at amerikanerne vil komme os til undsaetning, lød det. Ud af det kom et fransk initiativ, EI2, som Danmark gik med i sammen med bl.a. UK, og som mest er et arbejdsfaellesskab.
Ja-siden har det hovedargument, at “Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar har aendret alt”: Det er ja-sidens staerkeste, moralske argument. Danmark er en del af den vestlige klub, der bygger på demokrati og retsstatsprincipper, og at hvert land vaelger frit, hvilke klubber de vil knytte sig til. Når Ukraine ikke er med i hverken EU eller Nato og bliver overfaldet, må vi andre rykke sammen i bussen og besinde os på de faelles vaerdier og vaere klar til at håndhaeve dem.
Dernaest lyder det fra ja-siden, at “vi svigter de andre, hvis ikke vi er med”. Det er endnu et moralsk argument med en sandhed indbygget: Danmark har rent faktisk både velegnede soldater og kapaciteter, når det gaelder de blødere indsatser, hvor EU gør en forskel. Så på den måde går alle glip af et dansk bidrag, når forbeholdet aktiveres. Som det er sket i mindst 29 tilfaelde, heraf 14 militaere missioner og operationer uden for EU’s graenser – i høj grad på det afrikanske kontinent. Noget har handlet om bekaempelse af pirateri og andet i realiteten bidrag til nedkaempelse af islamisme og forebyggelse af migrantog asylpres på Europa. Ja-siden vil sige, at her svigter Danmark i dag, for her har vi et vigtigt bidrag.
Ja-siden fremfører endelig, at “det skader danske interesser ikke at vaere med”: Det er det ret praktiske synspunkt, at det er meget nemmere for os, hvis vi er med. Det giver Danmark et ekstra redskab i den forsvars- og udenrigspolitiske vaerktøjskasse. Som lille land er der desuden graenser for, hvor meget opmaerksomhed vi kan få i en kreds af mange lande. Er vi med, kan hovedvaegten laegges på, hvordan vi praeger beslutningerne i den retning, et politisk flertal på Borgen ønsker.
Ja-siden har det hovedargument, at “Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar har aendret alt”: Det er ja-sidens staerkeste, moralske argument.
Bundlinjen er, at vi som land må gøre op med os selv, om vi ønsker at vaere fuldt og helt med i EU-forsvarssamarbejdet. Som er meget løst, idet det kraever enstemmighed at gå videre med en aktion, og hvor vi bare kan sige nej til det og til at bidrage. At vi skal gøre op med os selv, om ikke vi tjener vores nationale interesse bedst ved at vaere med i EU’s forsvarssamarbejde – akkurat som hovedparten af de andre EU-lande, der også er medlemmer af Nato, er det. Et EUforsvarssamarbejde, som Sverige og Finland vil forblive medlemmer af, når de snart går ind i Nato. At USA også ønsker en styrket europaeisk indsats, bør også taelle som et argument. Men først som sidst sender vi med et dansk ja det signal til Vestens fjender, at vi tager sikkerheds- og forsvarspolitisk ansvar.