Fire argumenter for en forhandlet fred i Ukraine

Ruslands militaer og cyberstyrke var overvurderet. Tilbage er dog ikke kun a-våben, men også en paen del af verdens energi og fødevarer. For Kina er adgangen hertil belejlig, når Rusland finder sin plads i Eurasien frem for at kapitulere til et Vesten, so

Rusland er med en diktator, ”som ligner Hitler”, og med overfald på Ukraine en perfekt fjende for Vesten. Egnet til at fremhaeve egne dyder og skabe sammenhold, men svag nok til, at man ikke for alvor frygter ham. Godt mod ondt! Putin passer til Hollywoods billede af den russiske skurk.

Hvorfor Vesten satser på dets nederlag i tiltro til, at det vil føre til regimeskifte eller i det mindste et svaekket Rusland. Der er ingen tale om endsige forsøg på fred gennem besvaerlig konfliktløsning. Lige bortset fra Donald Trump, paven og intellektuelle koryfaeer som Noam Chomsky og Jürgen Habermas. Krig er blevet moderne og progressivt trods de dårlige erfaringer fra Mellemøsten.

Der er flere grunde til, at krigen i Ukraine nok alligevel ender uden regimeskifte som en frossen konflikt efter russisk erobring af de sydøstlige dele. Nok har den vist russiske militaere svagheder, men faren for atomkrig forhindrer det nødvendige for at påtvinge Rusland et regulaert nederlag.

En anden grund er, at det ikke er verden, men Vesten, der står samlet mod Rusland. De fleste andre mener som Kina og Indien, at Ukraine er et komplekst problem, der kraever forhandling, og støtter ikke Vestens sanktioner. Fordi det var et splittet land, hvor en folkevalgt, russisksindet praesident blev afsat med demonstrationer i 2014, hvorefter Ruslands annektering af Krim og Donbas’ løsrivelse førte til Minsk-fredsforhandlinger baseret på bl.a. lokalt selvstyre.

Men forhandlingerne kom ikke ud af stedet pga. Ukraines modvilje mod dette. Tilsyneladende oplagt folkeafstemning om nationalt tilhørsforhold kom ikke på banen.

En tredje grund er, at russerne ikke står samlet mod Putin. Ikke bare fordi de er hjernevaskede – faktisk har de en staerk intellektuel tradition – men også fordi de baerer på en historisk arv med patriotiske islaet, som er svaer for internetgenerationer at forstå.

Hvor Europa ender mod øst i de store stepper, opstod det ”første Rusland”, Ukraine, der i 1200-tallet blev løbet over ende af mongolske erobrere og først blev selvstaendig igen i det 20. århundrede.

Også det andet Rusland med centrum i Moskva hørte etnisk og religiøst til Europa og kaempede sig fri af tatarisk undertrykkelse i Middelalderen.

Hvorefter det ekspanderede ud til havene under krige mod europaeiske magter, der ville fastholde det som reservoir for ressourcer og arbejdskraft – tyske riddere, Polen,

Sverige, Tyrkiet, Napoleon og Hitler – senere også mod Kina. I selvforståelsen som kristendommens forsvarer og folkenes befrier fra slaveri.

I 1800-tallet var Rusland en førende europaeisk stormagt, hvor demokratiske idéer blev holdt nede under zarerne. Første Verdenskrig fik trykkogeren til at eksplodere med en revolution, der skabte Sovjetunionen, hvor imperiets folkeslag blev til republikker. Det så sig under kommunismen som forløber for en verdensrevolution for social retfaerdighed og en højere civilisation.

Indtil Gorbatjovs forsøg på at reformere systemet førte til dets kollaps og til, at supermagten – historisk enestående – accepterede ikke alene sit alliancesystems, men også sin egen opløsning, da republikkerne blev selvstaendige i 1991. Det skete i en opbruddets ånd med kapitalisme og demokrati som formel for fremtiden.

Menige borgere blev ikke spurgt. Opvokset med socialistiske og patriotiske dyder var overgangen fra fattig socialistisk velfaerdsstat forvirrende og kostbar.

Under arbejde i 90’ernes kaotiske eks-Sovjet oplevede jeg, hvordan smarte ”oligarker” fik tilranet sig det meste af det faelles – også i Ukraine – mens mange sultede uden at få udbetalt løn og var sure. De østeuropaeiske lande blev optaget i de vestlige faellesskaber, mens disse holdt det ret ukendte eks-Sovjet ud i strakt arm.

I 2000 blev KGB-manden Putin sat i spidsen for det parti, der siden har siddet udemokratisk på magten med den tilbagevaerende mulige ideologi: nationalisme og kristen-ortodokse dyder. Der blev ryddet op i korruption og ineffektivitet, så folk igen fik noget at leve af og noget at tro på efter 90’ernes tab af illusioner.

Selv om Rusland kun havde det halve af Sovjets befolkning og en beskeden økonomi, klargjorde Putin i 2007, at det ville anerkendes som stormagt.

Når man ikke kunne komme med i Nato og EU, ville man ikke acceptere, at Ukraine, Belarus (Hviderusland) og Kaukasus-landene kom det – og viste, at man mente det ved i 2008 at forhindre Georgien i at indlemme en ”russisk” udbryderrepublik. Hvor man har haeftet sig ved russisk vilje til at blande sig i nabolande for at beskytte sine mindretal, har der dog ikke vaeret problemer af betydning med store russiske mindretal i Baltikum.

Hvad Vesten ser som truende russisk aggressivitet, ser de fleste russere som vestlig aggressivitet, der handler om at få dem ned med nakken. Som Karl XII i det 18. århundrede, Napoleon i det 19. og Hitler i det 20. fortsaetter Vesten med militaerhjaelp til Ukraine og hårde sanktioner i det 21. århundrede.

Det leder frem til den fjerde grund til, at Rusland naeppe vil kapitulere med eller uden Putin. Når man ikke kan få anerkendt sine interesser og blive inkluderet i Vestens gode selskab, kan man gå den modsatte – eurasiske – vej og acceptere en plads i det kinesisk ledede alternativ, som hylder andre vaerdier end vestlig ”dekadence” og demokrati og er traet af at blive belaert derom. Hvis Vesten vil kvaele Rusland ved at lukke for dets olie og gas, er der andre aftagere mod øst og syd.

Forholdet til Kina blev forbedret, efter at USA udnaevnte dette land til hovedmodstander i 2017. I februar 2022 blev en uformel alliance mellem Kina og Rusland erklaeret under vinter-OL i Beijing. Det blev tilsyneladende udslagsgivende for det overraskende omfattende angreb på Ukraine.

Kina kan med den tidobbelte befolkning og økonomi af Ruslands godt bruge dette lands enorme energi- og fødevareressourcer. Det samme kan den anden asiatiske kaempe, Indien. Den nye østblok kommer i første raekke til at bestå af Kina, Rusland, Belarus, Nordkorea og Iran med lande som Indien, Pakistan og Tyrkiet som løsere forbundet.

Hvad Vesten ser som truende russisk aggressivitet, ser de fleste russere som vestlig aggressivitet, der handler om at få dem ned med nakken.

En konsekvens af en frossen konflikt i Ukraine aftegner sig allerede i form af stigende fødevarepriser, som rammer en hurtigt voksende og klimaudsat befolkning i Afrika og Mellemøsten. Det kraever ikke megen fantasi, at dette omsaettes i politisk ustabilitet og migrationspres mod Europa. Og i mere international terrorisme, da Islamisk Stat m.fl. samtidig breder sig i Afrika, som efterhånden er økonomisk domineret af Kina, og hvor russiske lejetropper har afløst franske styrker i flere lande.

Noget af det konstruktive svar på problemerne i disse verdensdele skulle gives af en international klimaindsats, som imidlertid ikke får det lettere med ny koldkrig mellem vest og øst.

Europa har således – modsat USA – gode grunde til ikke bare at identificere Rusland med Putin og Ukraine med Zelenskyj, men interesserer sig aktivt for en forhandlet fred. Hvis ikke, kan der hurtigt blive brug for en Europa-haer til opgaver i Afrika, som bliver vanskelige.